ADR 2025 Dansk

< Forside ADR-konventionen >

FORORD

Generelt

Den Europæiske Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (ADR) blev udarbejdet den 30. september 1957 i Geneve under FN’s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) og trådte i kraft den 29. januar 1968. Selve konventionen blev ændret ved en protokol til ændring af artikel 14, stk. 3, der blev udfærdiget den 21. august 1975 i New York og trådte i kraft den 19. april 1985. Konventionens titel blev ændret ved protokollen om ændring af ADR’s titel, som blev vedtaget på konferencen for de kontraherende parter til konventionen den 13. maj 2019, og som trådte i kraft den 1. januar 2021. Fra denne dato blev Den Europæiske Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (ADR) til Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (ADR). Ifølge konventionens artikel 2 er international transport af farligt gods, som ifølge bilag A er udelukket fra transport, ikke tilladt, hvorimod international transport af andet farligt gods er tilladt, hvis følgende betingelser er opfyldt:


- betingelserne i bilag A for de pågældende former for gods, specielt med hensyn til emballering og mærkning, og

- betingelserne i bilag B for det køretøj, der transporterer det pågældende gods, specielt med hensyn til dettes konstruktion, udstyr og drift.

Ikke desto mindre bevarer den enkelte kontraherende part ifølge artikel 4 sin ret til at fastsætte regler for eller forbyde indførsel af farligt gods på sit område af andre grunde end hensynet til sikkerheden under transport. De kontraherende parter bevarer endvidere deres ret til ved bilaterale eller multilaterale aftaler at bestemme, at visse typer farligt gods, som ifølge bilag A er udelukket fra international transport, på visse betingelser kan transporteres på deres område, eller at der for farligt gods, som ifølge bilag A må gøres til genstand for international transport, på deres område skal gælde betingelser, der er mere lempelige end betingelserne i bilag A og B.


Bilag A og B er jævnligt blevet ændret og ajourført, siden ADR-konventionen trådte i kraft.

Opbygningen af bilag A og B

Beslutningen om at restrukturere ADR blev truffet på det 51. møde (26.-30. oktober 1992) i arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) under UNECE’s udvalg for indenlandske transporter på grundlag af et forslag fremsat af Den Internationale Vognmandsorganisation (IRU) (TRANS/WP.15/124, afs. 100-108). Hovedformålet var at gøre bestemmelserne mere tilgængelige og brugervenlige, så de blev lettere at anvende, ikke kun i forbindelse med internationale vejtransporter underlagt ADR, men også, gennem national lovgivning eller fællesskabslovgivning, med indenlandske transporter i alle europæiske stater, og i sidste ende at sikre en ensartet regulering på europæisk plan. En nærmere fastlæggelse af de pligter, der påhviler transportkædens forskellige deltagere, en mere systematisk gruppering af kravene i forbindelse med de forskellige deltagere og en sondring mellem juridiske krav i ADR og de europæiske eller internationale standarder, der kan benyttes til opfyldelse af disse krav, blev også anset for nødvendig.


Strukturen er i overensstemmelse med FN’s Recommendations on the Transport of Dangerous Goods, Model Regulations, the International Maritime Dangerous Goods Code (IMDG-koden) og med Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane (RID).


ADR er inddelt i ni dele, der dog stadig er grupperet i to bilag i overensstemmelse med konventionens artikel 2. Bilagene er opbygget som følger:


Bilag A: Generelle bestemmelser og bestemmelser for farlige stoffer og genstande

Del 1 Generelle bestemmelser
Del 2 Klassificering
Del 3 Fortegnelse over farligt gods, særlige bestemmelser samt undtagelser for transport af farligt gods emballeret i begrænsede og undtagne mængder
Del 4 Bestemmelser for emballering og for anvendelse af tanke
Del 5 Bestemmelser for forsendelse
Del 6 Bestemmelser for konstruktion og prøvning af emballager, IBC’s, storemballager, tanke og bulkcontainere
Del 7 Bestemmelser om betingelser for transport, af- og pålæsning og håndtering

Bilag B: Bestemmelser for transportmateriel og transportens gennemførelse

Del 8 Bestemmelser for køretøjers mandskab og udstyr, transportens gennemførelse samt dokumentation
Del 9 Bestemmelser for konstruktion og godkendelse af køretøjer

Del 1 i den restrukturerede udgave af ADR, der indeholder generelle bestemmelser og definitioner, er en væsentlig del, da den indeholder alle definitioner af de termer, som benyttes i de øvrige dele, og nøjagtigt definerer ADR’s anvendelsesområde, herunder undtagelsesmuligheder, samt andre reglers anvendelighed. Den indeholder endvidere bestemmelser vedrørende uddannelse, fravigelser, overgangsordninger, de respektive sikkerhedsforpligtelser, som påhviler de forskellige deltagere i transportkæden ved transport af farligt gods, kontrolforanstaltninger, sikkerhedsrådgivere, restriktioner for transport af farligt gods gennem vejtunneler samt sikring.


Et centralt element i den restrukturerede ADR er tabel A i kapitel 3.2, der indeholder listen over farligt gods i nummerorden efter UN-nummer. Når først UN-nummeret for et farligt stof eller en farlig genstand er bestemt, giver tabellen krydshenvisninger til de særlige bestemmelser for transport af det pågældende stof eller den pågældende genstand og til de kapitler eller afsnit, hvori disse særlige bestemmelser er beskrevet. Alligevel må man huske på, at foruden de særlige bestemmelser finder de generelle bestemmelser og bestemmelserne for de specifikke klasser i de forskellige dele dog anvendelse, hvor det er relevant.


Der er endvidere udarbejdet en alfabetisk fortegnelse, der angiver UN-nummeret for de enkelte typer farligt gods. Denne fortegnelse er medtaget som tabel B i kapitel 3.2, så det er lettere at benytte tabel A, når UN-nummeret er ukendt. Tabel B er ikke en officiel del af ADR og er kun medtaget for at gøre publikationen mere brugervenlig.


Når gods, der er eller mistænkes for at være farligt, ikke findes under sin betegnelse i tabel A eller B, skal det klassificeres i overensstemmelse med del 2, som indeholder alle relevante procedurer og kriterier til bestemmelse af, om godset anses for farligt eller ej, og hvilket UN-nummer det skal tildeles.


Juridiske tekster

Nærværende udgave ("ADR 2025") omfatter alle nye ændringer vedtaget af WP.15 i 2022, 2023 og 2024 og indeholdt i dokumenterne ECE/TRANS/WP.15/265 og -/Corr.1 og ECE/TRANS/WP.15/265/Add.1, og som, når de er godkendt af de kontraherende parter i overensstemmelse med ADR-konventionens artikel 14, stk. 3, træder i kraft den 1. januar 2025.


Ikke desto mindre indeholder 1.6.1.1 i bilag A overgangsbestemmelser, hvorefter den forrige udgave ("ADR 2023") fortsat kan anvendes indtil 30. juni 2025.


Territorialt anvendelsesområde

ADR-konventionen er en overenskomst indgået mellem stater, og der er ingen overordnet håndhævende myndighed. I praksis udfører de kontraherende parter landevejskontrol, og manglende overholdelse kan føre til retsforfølgelse i henhold til national lovgivning. ADR foreskriver ingen sanktioner. En fortegnelse over de kontraherende parter pr. 1. januar 2025 er medtaget som et bilag til "Indledningen" efter afsnittet om underskriftsprotokol.


ADR finder anvendelse på transporter, der berører mindst to kontraherende parters område. Det bør desuden bemærkes, at ADR-konventionens bilag A og B med henblik på ensartethed og fri handel i Den Europæiske Union (EU) nu er indført af EU-medlemslandene som grundlag for regulering af transport af farligt gods ad vej inden for og mellem deres territorier (Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods med senere ændringer). En række lande uden for EU har også indført ADR-konventionens bilag A og B som grundlag for deres nationale lovgivning.


Yderligere informationer

Forespørgsler vedrørende ADR stiles til den relevante kompetente myndighed. Yderligere oplysninger findes på hjemmesiden for transportafdelingen under UNECE:


https://unece.org/transport/dangerous-goods


Her findes løbende opdaterede oplysninger om;


- generel information om ADR,
- konventionen (uden bilag),
- underskriftsprotokol,
- status på ADR-konventionen,
- depositarmeddelelser,
- information om lande (kompetente myndigheder, notifikationer),
- skriftlige anvisninger på de forskellige sprog,
- multilaterale aftaler,
- ADR 2025 (filer),
- ADR 2023 (filer),
- ADR 2023 (ændringer),
- tidligere versioner af ADR (filer og ændringer),
- publikationsdetaljer og corrigenda