ADR 2025 Dansk

< Forord Bilag A og B >

EUROPÆISK KONVENTION OM INTERNATIONAL TRANSPORT
AF FARLIGT GODS AD VEJ (ADR)

DE KONTRAHERENDE PARTER,

DER ØNSKER at øge sikkerheden i forbindelse med international vejtransport,

ER BLEVET ENIGE om følgende:


Aritkel 1

I denne konvention forstås ved:

(a) Køretøjer: Motorkøretøjer, leddelte køretøjer, påhængsvogne og sættevogne som defineret i artikel 4 i den internationale færdselskonvention af 19. september 1949. Undtaget herfra er dog køretøjer, som tilhører en af de kontraherende parters væbnede styrker, eller som disse er ansvarlige for.

(b) Farligt gods: Stoffer og genstande, som ifølge Bilag A og B ikke, eller kun på visse betingelser, må gøres til genstand for international vejtransport.
(c) International transport: Enhver transport, der foregår på mindst to af de kontraherende parters territorier med køretøjer som defineret under (a) ovenfor.

Aritkel 2

1. International transport af farligt gods, som ifølge Bilag A er udelukket fra transport, er ikke tilladt, jvf. dog bestemmelserne i artikel 4, stk. 3.

2. International transport af andet farligt gods er tilladt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

(a) betingelserne i Bilag A for de pågældende former for gods, specielt med hensyn til emballering og etikettering, og

(b) betingelserne i Bilag B for det køretøj, der transporterer det pågældende gods, specielt med hensyn til dettes konstruktion, udstyr og kørsel, jf. dog bestemmelserne i artikel 4, stk. 2.

Aritkel 3

Bilagene til denne konvention skal udgøre en integreret bestanddel af konventionen.


Aritkel 4

1. Hver kontraherende part bevarer sin ret til at fastsætte regler for eller at forbyde indførsel af farligt gods på sit territorium af andre grunde end hensynet til færdselssikkerheden.
2. Køretøjer, som allerede var i drift på en kontraherende parts territorium ved ikrafttrædelsen af denne konvention, eller som sættes i drift senest to måneder efter ikrafttrædelsen, kan anvendes til international transport af farligt gods i et tidsrum på tre år efter ikrafttrædelsen, selv i tilfælde af, at disse køretøjers konstruktion og udstyr ikke fuldt ud opfylder betingelserne i Bilag B for den pågældende transport. Dette tidsrum kan dog forkortes ved særlige bestemmelser i Bilag B.
3. De kontraherende parter bevarer deres ret til ved bilaterale eller multilaterale særaftaler at bestemme, at visse typer af farligt gods, som ifølge denne konvention er udelukket fra enhver form for international transport, på visse betingelser kan transporteres på de pågældende parters territorier, eller at der for farligt gods, som ifølge denne konvention kun må gøres til genstand for international transport på visse betingelser, på de pågældende parters territorier skal gælde betingelser, der er mere lempelige end betingelserne i denne konvention. Sådanne bilaterale eller multilaterale særaftaler skal tilstilles generalsekretæren for De Forenede Nationer, som derefter sender dem til de kontraherende parter, der ikke har tiltrådt de pågældende særaftaler.

Aritkel 5

Transporter, som er undergivet denne konvention, er fortsat undergivet generelle nationale eller internationale forskrifter om færdsel på vej, international vejtransport eller international varehandel.


Aritkel 6

1. Medlemslandene i Den økonomiske Kommission for Europa, og lande, der ifølge paragraf 8 i Kommissionens mandat har konsultativ status kan blive parter i denne konvention:

(a) ved underskrift,

(b) ved ratifikation efter underskrift med forbehold af ratifikation, eller

(c) ved tiltrædelse.

2. Lande, der i medfør af paragraf 11 i mandatet for Den økonomiske Kommission for Europa kan deltage i visse arbejder, kan blive parter i denne konvention ved tiltrædelse efter konventionens ikrafttrædelse.

3. Konventionen er åben for underskrift indtil den 15. september 1957. Efter denne dato er den åben for tiltrædelse.

4. Ratifikation eller tiltrædelse sker ved deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet hos generalsekretæren for De Forenede Nationer.

Aritkel 7

1. Denne konvention træder i kraft én måned efter den dato, hvor fem af de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande har underskrevet konventionen uden forbehold af ratifikation eller har deponeret deres ratifikations eller tiltrædelsesdokument. Dog træder bilagene til denne konvention først i kraft seks måneder efter selve konventionens ikrafttrædelse.

2. For lande, der ratificerer denne konvention, eller som tiltræder den, efter at de i artikel 6, stk. 1 nævnte fem lande har underskrevet den uden forbehold af ratifikation eller har deponeret deres ratifikations eller tiltrædelsesdokument, træder denne konvention i kraft én måned efter, at det pågældende land har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, og bilagene til konventionen bliver gældende i det pågældende land fra samme dato, hvis de allerede er trådt i kraft, og, hvis dette ikke er tilfældet, på ikrafttrædelsesdatoen ifølge stk. 1 i denne artikel.


Aritkel 8

1. Denne konvention kan opsiges fra en kontraherende parts side ved underretning til generalsekretæren for De Forenede Nationer.

2. Opsigelsen får virkning ét år efter den dato, hvor generalsekretæren modtager meddelelse om opsigelsen.


Aritkel 9

1. Denne konvention ophæves, hvis antallet af kontraherende parter, efter konventionens ikrafttrædelse, i tolv på hinanden følgende måneder har været under fem.

2. I tilfælde af, at der indgås en verdensomspændende konvention om regulering af transport af farligt gods, ophæves uden videre alle bestemmelser i denne konvention, som måtte være i strid med nogen bestemmelse i en sådan verdensomspændende konvention, mellem parter i denne konvention, der tilslutter sig den verdensomspændende konvention, og erstattes af den pågældende bestemmelse i den verdensomspændende konvention.


Aritkel 10

1. Ethvert land kan, når det underskriver denne konvention uden forbehold af ratifikation, eller når det deponerer ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet, eller på et hvilket som helst senere tidspunkt, ved en meddelelse stilet til generalsekretæren for De Forenede Nationer erklære, at denne konvention skal finde anvendelse på alle eller enkelte af de territorier, som det repræsenterer i internationale forhold. Konventionen og dens bilag finder anvendelse på det eller de i meddelelsen nævnte territorier én måned efter, at denne er modtaget af generalsekretæren for De Forenede Nationer.


2. Ethvert land, som i henhold til stk. 1 ovenfor har afgivet erklæring, om at denne konvention skal finde anvendelse på et territorium, som det repræsenterer i internationale forhold, kan ifølge artikel 8 opsige denne konvention for det pågældende territoriums vedkommende.



Aritkel 11

1. Enhver tvistighed mellem to eller flere kontraherende parter angående fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, skal så vidt muligt afgøres ved forhandling mellem de pågældende parter.

2. Enhver tvistighed, der ikke har kunnet afgøres ved forhandling, skal henvises til voldgift, hvis en af de kontraherende parter kræver det, og tvisten skal forelægges en eller flere voldgiftsmænd, der udpeges af sagens parter i fællesskab. Hvis parterne ikke inden for tre måneder efter begæringen om voldgift har kunnet blive enige om valget af en eller flere voldgiftsmænd, kan en af sagens parter anmode generalsekretæren for De Forenede Nationer om at udpege en enkelt voldgiftsmand, for hvem tvisten skal forelægges til afgørelse.

3. Den kendelse, der afsiges af den eller de voldgiftsmænd, der udpeges i henhold til stk. 2 i denne artikel, er bindende for sagens parter.


Aritkel 12

1. Enhver kontraherende part kan ved underskriften, ratifikationen eller tiltrædelsen af denne konvention erklære, at den ikke betragter sig som bundet af artikel 11. De øvrige kontraherende parter er ikke bundet af artikel 11 over for en part, der har taget et sådant forbehold.

2. En kontraherende part, der har taget forbehold i henhold til stk. 1 i denne artikel, kan til enhver tid ophæve dette forbehold ved meddelelse til generalsekretæren for De Forenede Nationer.


Aritkel 13

1. Når denne konvention har været i kraft i tre år, kan enhver af de kontraherende parter ved underretning til generalsekretæren for De Forenede Nationer begære indkaldt til en konference med henblik på en revision af konventionens tekst. Generalsekretæren for De Forenede Nationer giver de øvrige kontraherende parter meddelelse om denne begæring, og indkalder til en revisionskonference, hvis mindst en fjerdedel af de kontraherende parter har meddelt deres tilslutning til denne begæring inden fire måneder efter generalsekretærens meddelelse.

2. Hvis der indkaldes til en konference i henhold til stk. 1 i denne artikel, giver generalsekretæren for De Forenede Nationer alle kontraherende parter meddelelse herom, og opfordrer disse til inden tre måneder at fremsætte forslag, som de ønsker behandlet på konferencen. Generalsekretæren tilstiller samtlige kontraherende parter en foreløbig dagsorden for konferencen samt ordlyden af de fremsatte forslag, mindst tre måneder før konferencens åbning.

3. Generalsekretæren indbyder alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande samt lande, der er blevet parter i konventionen i medfør af artikel 6, stk. 2, til at deltage i enhver konference, der indkaldes ifølge denne artikel.


Aritkel 14*)

1. En kontraherende part kan, uafhængigt af den i artikel 13 fastsatte revisionsprocedure, foreslå en eller flere ændringer af bilagene til denne konvention. Den pågældende part skal i så fald tilstille generalsekretæren for De Forenede Nationer ordlyden af forslaget. Med henblik på at opnå overensstemmelse mellem disse bilag og andre konventioner om transport af farligt gods, kan generalsekretæren ligeledes foreslå ændringer af bilagene til denne konvention.

2. Generalsekretæren tilstiller alle kontraherende parter forslag, der er fremsat i henhold til stk. 1 i denne artikel og underretter ligeledes de øvrige i artikel 6, stk. 1 nævnte lande om sådanne forslag.

3. Ethvert forslag om ændring af bilagene anses for vedtaget, medmindre mindst en tredjedel af de kontraherende parter, eller mindst fem, hvis en tredjedel er mere end fem, skriftligt har fremsat deres indvendinger mod den foreslåede ændring over for generalsekretæren senest tre måneder efter at denne har udsendt forslaget, Hvis ændringen anses for vedtaget, træder den i kraft i alle de kontraherende parter efter en ny tre måneders periode, dog ikke i følgende tilfælde:

(a) Hvis der er foretaget tilsvarende ændringer af andre internationale konventioner som er nævnt i stk. 1 i denne artikel, eller sådanne kan forventes, træder ændringen i kraft efter udløbet af en frist, der fastsættes af generalsekretæren på en sådan måde, at ændringen så vidt muligt træder i kraft samtidig med de ændringer, der er foretaget, eller som vil blive foretaget, i ovennævnte konventioner. Denne frist skal dog mindst være på en måned.

(b) Den kontraherende part, der fremsætter forslag om ændring, kan i sit forslag anføre en frist på mere end tre måneder for ændringens ikrafttræden, såfremt den vedtages.

4. Generalsekretæren tilstiller så tidligt som muligt alle kontraherende parter og alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande enhver indvendig mod en foreslået ændring, der fremsættes af en kontraherende part.

5. Hvor et forslag til ændring af bilagene ikke anses for vedtaget, men hvor mindst én kontraherende part ud over forslagsstilleren skriftligt har meddelt generalsekretæren, at den tiltræder ændringsforslaget, skal alle kontraherende parter og alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande indkaldes til et møde, der skal afholdes senest tre måneder efter udløbet af den i stk. 3 ovenfor nævnte tre måneders frist for fremsætelse af indvendinger mod ændringen. Generalsekretæren kan til dette møde ligeledes indbyde repræsentanter for:

(a) mellemstatslige organisationer med kompetence i transportspørgsmål og

(b) internationale mellemstatlige organisationer, hvis virksomhed direkte har forbindelse med transport af farligt gods på de kontraherende parters territorier.

6. Ethvert ændringsforslag, der tiltrædes af flere end halvdelen af samtlige kontraherende parter på et møde, der er indkaldt i henhold til stk. 5 i denne artikel, træder i kraft for alle kontraherende parter i overensstemmelse med den procedure, der opnås enighed om på det pågældende møde af flertallet af de deltagende kontraherende parter.


Aritkel 15

Generalsekretæren for De Forenede Nationer skal, foruden at give de i artikel 13 og 14 omhandlede meddelelser, underrette de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande samt lande, der er blevet parter i konventionen i medfør af artikel 6, stk. 2, om:

(a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 6,

(b) de datoer da denne konvention og dens bilag trådte i kraft i henhold til artikel 7,

(c) opsigelser i henhold til artikel 8,

(d) ophævelse af konventionen i henhold til artikel 9,

(e) modtagelse af meddelelser og opsigelser i henhold til artikel 10,

(f) modtagelse af erklæringer og meddelelser i henhold til artikel 12, stk. 1 og 2, og

(g) vedtagelse af ændringer og datoen for disses ikrafttrædelse i henhold til artikel 14, stk. 3 og 6.


Aritkel 16

1. Underskriftsprotokollen til denne konvention har samme bindende virkning, gyldighed og varighed som selve konventionen og betragtes som en integreret bestanddel af denne.

2. Der kan ikke tages forbehold over for denne konventions bestemmelser, ud over sådanne, som er optaget i underskriftsprotokollen og sådanne, som er i overensstemmelse med artikel 12.


Aritkel 17

Originaleksemplaret af denne konvention deponeres efter den 15. september 1957 hos generalsekretæren for De Forenede Nationer, som vil oversende bekræftede kopier til hvert af de i artikel 6, stk. 1 omhandlede lande.




TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Genève, den 30. september 1957, i et enkelt eksemplar, selve konventionens tekst på engelsk og fransk, og bilagene på fransk, idet begge tekster har samme gyldighed for selve konventionen. Det pålægges generalsekretæren for De Forenede Nationer at lade udfærdige en autoriseret oversættelse af bilagene til engelsk og at vedhæfte denne del til de i artikel 17 nævnte bekræftede kopier.




UNDERSKRIFTSPROTOKOL

TIL EUROPÆISK KONVENTION OM INTERNATIONAL TRANSPORT
AF FARLIGT GODS AD VEJ (ADR)

Ved underskriften af den Europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR), har undertegnede behørigt befuldmægtigede,

1. I BETRAGTNING AF, at betingelserne for transport af farligt gods af søvejen til og fra Storbritannien er væsentligt forskellige fra betingelserne i Bilag A til ADR, og at det ikke vil være muligt i nær fremtid at ændre disse betingelser, således at de bliver i overensstemmelse med ADR,

UNDER HENSYN TIL, at Storbritannien har forpligtet sig til at fremkomme med et særligt supplement til Bilag A i form af en ændring til Bilag A med særbestemmelser for kombineret sø- og vejtransport af farligt gods mellem Kontinentet og Storbritannien,

BESLUTTET, at for farligt gods, der transporteres efter ADR-reglerne til eller fra Storbritannien indtil ikrafttrædelsen af ovennævnte særlige supplement, skal både bestemmelserne i Bilag A til ADR og Storbritanniens forskrifter for søtransport af farligt gods være overholdt;

2. TAGET TIL EFTERRETNING, at den franske repræsentant har fremsat erklæring om, at regeringen for Den franske Republik forbeholder sig ret til ved en fravigelse fra artikel 4, stk. 2 kun at tillade køretøjer, der er i drift på en anden kontraherende parts territorium, uanset hvilken dato, de er sat i drift, at udføre transport af farligt gods på fransk territorium, hvis de opfylder enten betingelserne for sådanne transporter i Bilag B eller de franske love og bestemmelser om vejtransport af farligt gods, som er gældende for transport af de pågældende former for gods;

3. ANBEFALET, at forslag til ændringer af denne konvention og dens bilag så vidt muligt, før de fremsættes i overensstemmelse med artikel 14, stk.1 eller artikel 13, stk. 2, gøres til genstand for en indledende drøftelse på møder mellem eksperter fra de kontraherende parter og, om fornødent, de øvrige i artikel 6, stk. 1 i konventionen omhandlede lande samt de i artikel 14, stk. 5 i konventionen omhandlede internationale organisationer.


FORTEGNELSE OVER LANDE, SOM ER KONTRAHERENDE
PARTER TIL ADR-KONVENTIONEN

Pr. 1. januar 2025 er følgende lande kontraherende parter til ADR-konventionen:


Albanien Andorra Armenien Azerbajdjan Belgien Bosnien-Herzegovina Bulgarien Cypern Danmark Estland Finland Frankrig Georgien Grækenland Holland Hviderusland (Belarus) Irland Island Italien Kasakhstan Kroatien Letland Liechtenstein Litauen Luxembourg Malta Marokko Moldova Montenegro Nigeria Nordmakedonien Norge Polen Portugal Rumænien Rusland San Marino Schweiz Serbien Spanien Storbritannien Sverige Slovakiet Slovenien Tadsjikistan Tjekkiet Tunesien Tyrkiet Tyskland Uganda Ungarn Ukraine Usbekistan Østrig


*) Teksten i artikel 14, stk. 3, omfatter en ændring, som trådte i kraft den 19. april 1985 i overensstemmelse med en protokol, der er fremsendt til de kontraherende parter under benævnelsen ”Depositary Notification C.N.229.1975.TREATIES-8” af 18. september 1975.