Retspsykiatrisk Oplysning
Vrangforestillinger er en del af den psykotiske tilstand (ICD-10).
Vrangforestillinger er en del af de menneskelige forestillinger (se link).
Med indførelsen af ICD-10 i 1993, blev der også indført en meget fast definition på vrangforestillinger. Definitionen fremgår af SCAN-glossary, som er en liste over tegn og symptomer på psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser (se link). Definitionen på vrangforestillinger er delt op på følgende måde:
Hovedregler
Undtagelser
Specifikke definitioner
Vrangforestillinger er angivet i kapitel 19 i SCAN-glossary.
Der er 4 hovedregler, som ALLE skal være opfyldt, før en forestilling kan siges at være en vrangforestilling. Det er dog vigtigt at forstå, at blot fordi de 4 hovedregler er opfyldt, så er det ikke nok, for at man kan sige om en forestilling, at det er en vrangforestilling.
Der er en række undtagelser. Hvis forestillingen opfylder én eller flere af disse undtagelser, så er en forestilling IKKE en vrangforestilling. Heller ikke selvom forestillingen opfylder de 4 hovedregler.
Til sidst indeholder definitionen en række af specifikke definitioner på alle de forskellige forestillinger, som er dækket af definitionen på vrangforestillinger. Forestillingen skal opfylde kriterierne for mindst én af disse definitioner, for at man kan sige om forestillingen, at det er en vrangforestilling. Alle specifikke definitioner er angivet med et unik nummer. Da vrangforestillinger står i kapitel 19, så starter alle specifikke definitioner på vrangforestillinger med 19. Herefter er der et undernummer, som angiver den enkelte definition. Det kan fx bemærkes, at vrangforestillinger af storhedskarakter har to specifikke definitioner: 19.029 og 19.030.
For at en person kan siges at have vrangforestillinger af storhedskarakter, kræves det, at forestillingen opfylder de 4 hovedregler (krav), samt at forestillingen ikke falder ind under én eller flere undtagelser, samt at forestillingen opfylder mindst én af de to specifikke definitioner på vrangforestillinger af storhedskarakter, som er angivet under punkt 19.029 og 19.030 i SCAN-glossary.
Til trods for at der findes meget faste regler for hvordan man vurderer om en forestilling er en vrangforestilling, og til trods for at ALLE vrangforestillinger har en specifik kode, så har jeg aldrig hørt om en psykiater, som bruger disse regler for diagnostisering. Jeg har heller ikke hørt om en psykiater, der angiver den specifikke kode for en vrangforestilling i fx en journal, behandlingsplan eller udtalelse, selv om det faktisk er et krav fra WHO, når psykiatere udtaler sig om personers angivelige vrangforestillinger.
Følgende fremgår af Klinisk Psykiatri:
"Vi anvender de definitioner af psykiske symptomer, som WHO har brugt i ICD-10, og som findes i Glossary of Definitions i det semistrukturerede, diagnostiske interview SCAN ... Når det drejer sig om diagnostik efter ICD-10, er disse definitioner altså uomgængelige.”(1)
Følgende kan læses om definitionen af ”uomgængelig” på ORDNET.DK:
”som man ikke kan komme uden om eller se bort fra”
Der er således ingen kære mor .... Psykiatere SKAL følge denne fremgangsmåde, når de skal vurdere om en forestilling er en vrangforestilling, men jeg har aldrig hørt om eller oplevet en psykiater vurdere forestillinger på denne måde. Jeg har aldrig oplevet andet end psykiatere, der har udtalt om mine forestillinger, at det er vrangforestillinger, uden at give en forklaring, og jeg har aldrig fået oplyst hvilken specifik definition mine angivelige vrangforestillinger opfyldte.
Lad mig starte med et citat fra Klinisk Psykiatri:
”Antipsykotisk medikamentel behandling kan reducere spændingen og mindske den subjektive lidelse, men har ingen eller kun ringe effekt på vrangforestillingerne, og på grund af manglende sygdomsfornemmelse lader patienterne sig som regel ikke behandle.”(2)
Desuden viser forskning undersøgt af Nordisk Cochrane nogenlunde det samme; at det er usikkert om antipsykotisk medicin har nogen som helst effekt på vrangforestillinger.
Til trods for dette, er det min opfattelse, at alle patienter i retspsykiatrien konsekvent bliver behandlet for deres vrangforestillinger, - ofte også med tvang, til trods for at både psykiatriens egen lærebog i psykiatri: ”Klinisk Psykiatri” og forskningen siger, at medicinen er uden eller næsten uden virkning. Det er kritisabelt, fordi det koster penge til medicin, der tilsyneladende ikke virker, det koster mange penge at spærre patienter inde på retspsykiatriske afdelinger, og det er kritisabelt, at den medicinske behandling ofte sker med tvang.
(1) Klinisk Psykiatri: Munksgaard, 4. udgave, 2016, side 32 (Ole Mors)
(2) Klinisk Psykiatri: Munksgaard, 3. udgave, 2010, side 352 (Josef Parnas)