Tanker Om Retspsykiatri

Forord

Hvis du som ny patient tror at dit ophold i retspsykiatrien nok skal gå godt, så har du allerede tabt det første slag om din egen sjæl og overlevelse. Da mængden af tvang der vil blive gennemført imod patienten vil afhænge af hvor meget patienten ved om retspsykiatri, så kan det kun være en fordel hvis du som patient læser denne bog. Mængden af tvang vil nok aldrig gå ned fordi personalet bruger mindre tvang, men fordi patienten bliver bedre til at forsvare sig imod tvangen. Hvis du virkelig gerne vil lære at forstå retspsykiatri, så kommer du nok til at læse denne bog mere end een gang, da det er et meget kompliceret emne. Det er dog et emne som er til at forstå, men det vil kræve noget af læseren at komme til at forstå det.


Top

Når du har læst denne bog, skulle du gerne føle en form for genkendelse når du som patient oplever noget i din afdeling. Bogen skulle gerne give dig en følelse af forudsigelighed i din daglige gang i afdelingen. Denne forudsigelighed vil give dig ro, så du får mere overskud til at tage kampen op imod overlægens og personalets ejendommelige idéer om hvordan du skal behandles eller laves om. For mig personligt er det lige som at spille skak. Det handler om hele tiden at kunne forudse overlægens næste træk og vide hvordan man som patient skal forholde sig til overlægens træk allerede inden han foretager trækket. Det giver også en følelse af magt. Man skal huske på at overlæger og personale gør alt hvad de kan for at holde retspsykiatrien hemmelig. Hvis man spørger personaler i retspsykiatrien om hvorfor den er så hemmelig som den er, så får man ofte det svar, at det er for at beskytte patienterne. Det har bare en meget uheldig bivirkning, nemlig at retspsykiatrien ikke er til at forstå for almindelige mennesker, for de har jo ikke nogen viden om retspsykiatrien, så de kan danne sig en sund og fri mening.


Top

Retspsykiatrien i Danmark er efter min mening alt for hemmelig, og det er mit mål med disse tekster, at give et indblik i hvad det er man går og prøver på at holde hemmeligt. Al information om psykiatri skal læses med en kritisk sans, og du bør derfor også læse denne bog med en kritisk sans. Jeg er ikke bange for kritik, for uanset hvordan man vender og drejer det, så vil du som læser blive klogere af det jeg skriver, ikke nødvendigvis fordi at du tror at det jeg skriver er sandt, men du har jo også muligheden for at tage afstand til det jeg skriver. Det handler om at finde ud af hvad psykiatrien er og hvad den ikke er. Jeg håber at du vil være med til at sprede viden om retspsykiatrien til andre borgere, patienter og pårørende. Visse emner kommer jeg ind på mere end en gang, men fra forskellige vinkler for at få det hele med. Jeg opfordre hermed læseren til at undersøge det jeg fortæller om i denne bog. I indholdsfortegnelsen er der efter hver tekst en tal i parentes fx (145). Tallet angiver hvor lang teksten er i procent i forhold til en almindelig A4-side. Hvis der fx står (145) så betyder det at teksten svarer til 1.45 A4-side. En særlig tak til alle de ansatte i den danske retspsykiatri, som har behandlet mig dårligt. Uden disse mennesker var jeg aldrig blevet sur nok til at skrive denne bog.


Top

Nykøbing Sjælland, juni 2015



Glenn Borgen Hansson, ateist