Tanker Om Retspsykiatri

Symptomer og tegn på psykisk lidelse

Når man skal tage stilling til om en person har en psykisk lidelse, så er der to ting man skal tage stilling til, og det er SYMPTOMER og TEGN. Et symptom er noget subjektivt og indre som patienten føler. Hvis en patient fx føler sig stresset, så er det et symptom. Det er ikke lige umiddelbart muligt at se på en person om personen er stresset. Hvis personen ikke viser fysiske tegn på stress så kan overlægen kun finde ud af at patienten har stress ved at overlægen får dette af vide af personen selv. Hvis personen har en cognitiv forstyrrelse som kommer til udtryk i personens tale, således at overlægen kan høre at patienten har en forstyrrelse, så er der tale om et tegn på psykisk lidelse, da det er muligt for overlægen at høre på personens stemme, at der er noget galt.


Hvis personen også selv føler problemer med at tale korrekt, så er der tale om en handling som BÅDE er et symptom og et tegn på forstyrrelse, da både personen selv kan mærke forstyrrelsen og overlægen er i stand til at høre forstyrrelsen når personen taler. Der er grænser for hvad en overlægen kan se på en patient. Overlægen kan nemlig kun se TEGN på psykisk lidelse. Og hvis patienten ikke siger noget, så er det ikke muligt for overlægen at konstatere om der er symptomer som indikerer at en patient har en psykisk lidelse, da den eneste måde hvorpå en overlæge kan finde et symptom hos en patient, er hvis patienten selv fortæller symptomet til overlægen.


Som patient har man altså kontrol over sine symptomer, da man jo selv bestemmer om man vil fortælle dem til overlægen eller ej. Men man har som patient ikke kontrol over tegn på sygdom. En af grundene til at en patient kunne vælge at undlade at fortælle overlægen om sine symptomer, kunne være hvis patienten er flov over sine symptomer. Hvis nu en patient ikke kan få orgasme, så kan det være at patienten ikke synes at det er let at fortælle om dette symptom til overlægen. En overlæge skal tage det med i sine betragtninger at en patient kan finde på at undlade at fortælle noget om sig selv, fordi at dette vil føles ubehageligt for patienten. Et symptom er altså noget som patienten oplever som en abnormalitet ved patienten selv.


Men patienten skal jo så være bevidst om eller have kendskab til at denne abnormalitet netop er en abnormalitet. Hvis en patient ikke føler abnormalitet, så oplever patienten heller ikke nogle symptomer på psykisk lidelse. Der er således heller ikke noget at fortælle til overlægen. Og hvis en patient føler abnormalitet, så kan patienten vælge at skjule denne abnormalitet for overlægen, eller patienten kan vælge at fortælle om denne abnormalitet til overlægen. Men hvad nu hvis patienten lider af en vrangforestilling, og patienten ikke selv er klar over denne vrangforestilling? Patienten har ganske vist en unormal tilstand, men da patienten ikke selv er klar over at tilstanden er unormal, så vil patienten heller ikke se den som et symptom på psykisk lidelse.


Top

Patienten kan vælge at fortælle om denne tilstand til overlægen eller ej. Uanset om patienten fortæller om den unormale tilstand til overlægen eller ej, så vil patienten ikke se tilstanden som unormal. En patient som føler sig unormal, kan vælge at skjule denne unormalitet for overlægen eller fortælle den. Men en patient som ikke kan se sin egen unormalitet vil ikke få denne tanke, da patienten jo netop ikke føler sig unormal, selv om patienten rent faktisk er unormal. Hvis en patient som lider af en vrangforestilling taler med en overlæge og patienten selv opfatter sin vrangforestilling som virkelig, så er patienten ikke i stand til at skjule denne vrangforestilling, da patienten jo netop ikke kan se hvad der skulle være at skjule for overlægen.


Man kan altså komme i den situation at patienten ikke selv kan se symptomer hos sig selv på psykisk lidelse, men at overlægen kan se tegn på psykisk lidelse hos patienten. Hvis patienten mener at han er født på Mars, så er dette ikke et symptom på psykisk lidelse, da patienten ikke selv opfatter det som noget unormalt. Der er således udelukkende tale om et tegn på psykisk lidelse hvis patienten fortæller dette til overlægen, da det udelukkende er overlægen der kan forstå at patienten ikke er født på Mars. Det er derfor nærmest umuligt for en patient, som tror på sine vrangforestillinger at skjule dem for overlægen.


Det vil sige, at hos en person som ikke kan se sine egne vrangforestillinger som unormale han vil udtrykke disse vrangforestillinger overfor dem han taler med og han vil tale om dem som om de var virkelige. En sådan person har en psykisk lidelse, og han kan ikke skjule den. Men hvad nu med en patient som enten ikke har nogen vrangforestillinger eller som godt er klar over at det patienten tænker er en vrangforestilling? Hvis patienten ikke har nogen vrangforestilling så vil der jo hverken være symptomer eller tegn på en vrangforestilling. Og hvis personen har en vrangforestilling, men samtidig også godt selv er klar over at det patienten oplever er en abnormalitet, så har patienten dybest set heller ikke en psykisk lidelse.


Man kan muligvis kalde en sådan person for neurotisk, men neuroser er ikke psykiske lidelser som man kan tildele en diagnose i henhold til ICD-10. En neurose er blot en afvigelse fra det normale som ikke er tilstrækkelig stor til at man kan kalde det for en psykisk lidelse. En patient som har en vrangforestilling, og som godt er klar over at patientens forestilling bare er en forstyrrelse, vil være i stand til at skjule denne abnormalitet overfor en overlæge, men hvilke følger vil det have for situationen? Dybest set er det lige meget om en sådan patient skjuler sine vrangforestillinger for overlægen eller ej. Grunden er simpel.


Top

Da patienten jo netop ved at vrangforestillingen ikke er virkelighed, så er der heller ikke tale om en psykisk lidelse i helhold til ICD-10. Det vil således derfor ikke være muligt for overlægen at give denne patient en diagnose i henhold til ICD-10, uanset om patienten fortæller om sin vrangforestilling til overlægen eller ej. Hvis du ikke lige fik fat i budskabet første gang, så håber jeg du har energi til at læse teksten en gang til, da indholdet har store konsekvenser for patienten. Hvis psykiateren fejler og ikke magter at fortolke patientens adfærd korrekt så går det ud over patienten. Hvis du kan forstå denne tekst, så har du som patient værktøjet og muligheden for at rette din psykiater, når han tager fejl.


Top