Tanker Om Retspsykiatri

Sygelig konkrethed

Der er mange situationer i retspsykiatrien, hvor der opstår sammenstød mellem personalets evner og patienternes tegn på psykisk lidelse (eller mangel på samme). Der er også ofte situationer, hvor det bliver tydeligt, at det er personalet som har manglende evner og således ikke patienterne der har tegn på psykisk lidelse. Jeg vil starte med at beskrive en situation: Det kan godt være et tegn på psykisk lidelse, hvis en patient hele tiden forstår alle udtalelser meget konkret. Lad mig komme med et eksempel fra min egen hverdag: Hver dag når vi spiser middagsmad i spisestuen, så er jeg med vilje meget konkret.


Hvis en personale spørger mig om jeg kan nå salaten, så rækker jeg hånden ud og rører ved salaten, og siger så til personalen, at jeg godt kan nå salaten. Hvad personalen nok i virkeligheden mente, var om jeg ville række personalen salaten. Det er noget jeg gør ganske bevidst, men der findes mennesker, der næsten ikke kan tænke på nogen anden måde, end meget konkret. Det som også er med til at understrege at det i denne situation bare er noget jeg gør for at drille personalet er, at jeg KUN gør det ved middagsmaden. Resten af dagen er jeg jo ikke konkret på samme måde, og jeg synes at det er sjovt at røre ved salaten og se personalets reaktion.


Det kan godt være et tegn på psykisk lidelse at være meget konkret i sin forståelse af ting der bliver sagt eller læst. Forskellen på en person hvor den konkrete tankemåde er et tegn på psykisk lidelse og hvor den ikke er et tegn på psykisk lidelse er, at personen som har den konkrete tankemåde som en psykisk lidelse, slet ikke kan lade være med at tænke konkret, og denne person vil i alle situationer tænke konkret uanset hvilket emne der tales om. Personer uden psykisk lidelse vil kunne skifte mellem at tænke meget konkret og meget abstrakt. For at finde ud af om en person har en psykisk lidelse som handler om konkrethed, så er det altså ikke nok at man oplever personen i situationer hvor personen opfatter tingene meget konkret, det er også vigtigt at observere om der er situationer hvor personen IKKE opfatter det sagte eller læste som meget konkret. MEN, det giver et meget stort problem for personalet på en retspsykiatrisk afdeling.


Problemet er en form for bias. Problemet ligger i hvordan alle mennesker oplever deres verden og det andre mennesker siger. Mennesker har generelt svært ved at ligge mærke til ting som er normale eller almindelige. Men på den anden side, så ville det jo også være spild af tid hele tiden at blive overrasket over normale ting. De fleste mennesker er dog således indrettet at de ikke ligger mærke til de normale ting, men så snart der er noget der afviger fra det normale, så ligger de straks mærke til det. Her er så problemets kerne. Hvis en personale sidder ved siden af mig ved middagsmaden og spørger mig om jeg kan nå salaten, og jeg rækker armen ud og rører ved salaten og så siger til personalen, at det kan jeg godt, så vil personalen finde dette underligt. Vi har altså en situation hvor personalen ligger mærke til at jeg tager personalens udtalelse som meget konkret. Nu vil personalen havde denne hændelse i hovedet, når hun skal skrive notat om hvad der er sket omkring mig denne dag.


Top

Problemet er følgende: Forestil dig at jeg igen sidder sammen med denne personale efter middagsmaden inde i dagligstuen og vi taler om andre ting. Det kan være at personalen igen siger ting som kan forstås på en figurlig eller abstrakt måde, men som også samtidig kan forstås på en konkret måde. Hvis jeg i denne situation ikke fortolker personalens udtalelse som helt konkret men forstår den på samme måde som personalen, så vil personalen på ingen måde reagere, for min reaktion på personalens udtalelse var jo helt normal. Problemet er følgende: Inde i spisestuen udviste jeg konkret fortolkning af personalens udtalelse og personalen husker nu min reaktion hvor jeg rører ved salaten som underligt. MEN da vi senere sad i dagligstuen, så var jeg ikke længere konkret, når jeg fortolkede personalens udtalelse.


Det som er interessant er at jeg så netop lige har bevist at jeg ikke har en konkrethed som er tegn på psykisk lidelse, da jeg jo netop lige har bevist at jeg BÅDE kan forstå en udtalelse som meget konkret, men at jeg også kan forstå en udtalelse som abstrakt. Det kunne ikke falde personalen ind at tænke på følgende måde: ”Uha, ved middagsmaden var Glenn meget konkret, men senere inde i dagligstuen beviste han jo at han ikke tager tingene konkret hver gang der bliver sagt noget, og derfor må det han gjorde ved spisebordet derfor være noget han gjorde med vilje blot for at lave sjov med mig”.


Problemet er at man ikke oppe i hovedet på en personale kan ophæve en unormal situation med en normal situation. Der vil derfor næsten altid ske følgende: Personalen oplever at jeg er meget konkret ved spisebordet og ligger mærke til min handling. Efterfølgende taler jeg igen med personalen inde i dagligstuen, og ved denne lejlighed er jeg ikke længere meget konkret, men da personalen ikke opdager at jeg ikke længere er konkret, så vil personalen heller ikke tænke på dette, når personalen skal skrive notat i journalen om hvad der er sket denne dag. Som patient er jeg således i den situation at det i løbet af en dag meget let kan gå galt for personalet, men at det samtidig er umuligt at rette op på det igen senere på dagen. Det er et problem for alle personaler og det er også et problem for alle patienter. En lille spøg i spisestuen kan således godt gå hen og blive til et tegn på psykisk lidelse, hvis personalen ikke er vågen.


Top