Tanker Om Retspsykiatri

Syge og raske

Man ved at en del af de mennesker som vælger at søge arbejde som politibetjente, har den ubevidste tanke, at de er bange for at blive set på som kriminelle. Ved at søge over i det modsatte, altså ved at blive politibetjent, så føler de sig mere sikre, for nu hører de jo pludselig til blandt de særligt lydige borgere. Personens skræk for at blive kriminel, får personen til at reagere med at søge bekræftelse i at han netop IKKE er kriminel, og den bedste måde at gøre det på, er ved at blive politibetjent. Ved at være en del af personalet på en retspsykiatrisk afdeling så bliver man automatisk særligt rask, for man danner jo en kontrast til patienterne, som ikke er raske, og som har lidelser og forstyrrelser.


Jo mere syge patienterne er, jo mere raske vil personalet komme til at fremstå, ikke mindst i deres egne øjne. Hvis patienterne nu i virkeligheden var raske, så ville denne forskel forsvinde, og personale og patienter ville pludselig fremstå som ens. Denne situation er fra personalets side ganske uønskelig, for så bliver de jo ikke bekræftet i at de er raske, hver dag de går på arbejdet. Personalet har derfor (desværre) en interesse i at patienterne er syge. Der findes personer, som har en tendens til at sætte sig selv i hjælpeløse situationer, og så vente på at der kommer nogen og hjælper dem. Nogle af disse mennesker lider muligvis af det man kalder for tillært hjælpeløshed. De har ganske enkelt lært at være hjælpeløse.


Det er ikke nogen behagelig situation at være i. Der findes også personer som har det lige omvendt. De har et indbygget behov for at hjælpe andre. Hvis disse mennesker ikke har nogle de kan hjælpe, så vil de opleve deres situation som lige så håbløs, som dem der er hjælpeløse. Uanset om man er hjælpeløs eller har brug for at hjælpe, så er følelsen denne samme. Jeg har den formodning (desværre), at en vis andel af personalet på en retspsykiatrisk afdeling, har den lidelse, at de har et stort behov for at hjælpe. Men man kan jo kun få tilfredsstillet sit behov hvis der er nogle andre mennesker som ikke har det godt, og som man så kan hjælpe. Det uheldige i denne situation er, at det pludselig bliver upraktisk at helbrede patienterne.


Hvis man med stor effektivitet helbreder patienterne, så er der jo til sidst ikke længere nogen at hjælpe, og så vil disse mennesker begynde at opleve tomhed og de vil blive stresset, for deres behov for at hjælpe andre kan nu ikke længere tilfredsstilles. Skulle denne situation opstå, så ville der ske det, at personalet ville stå tilbage med et uforløst behov for at hjælpe. Denne situation ville muligvis udvikle sig til et ubehag, som til sidst ville blive så stort, at personalet ville være nødt til at gå til behandling fx i form af psykolog-samtaler for at komme af med sit uforholdsvise store behov for at hjælpe andre mennesker. Personalets lidelser er nøjagtig lige så stor som patienternes lidelser, forskellen er bare at de er modsat hinanden, og at det er socialt acceptabelt at have et behov for at hjælpe andre, mens det ikke er socialt acceptabelt at have brug for hjælp. Hvem er du selv ?


Top