Tanker Om Retspsykiatri

Storhedsvanvid

En dreng der drømmer om at blive den nye Ronaldo har ikke storhedsvanvid. Han har bare en drøm om noget stort. En person der godt kunne tænke sig fred i hele Indien har ikke storhedsvanvid, han tør bare godt tænke store tanker. (Han hed for øvrigt Ghandi). En person der drømmer om at rejse til månen har heller ikke storhedsvanvid, han har også bare store tanker (Jules Verne). En person der i middelalderen tør tænke den tanke at universet er uendeligt har heller ikke storhedsvanvid (Giordano Bruno). Personer som opfattes som om de har storhedsvanvid er ofte mennesker som tør tænke store tanker, der hvor de fleste andre mennesker ikke har forestillingsevne til at forestille sig så store tanker.


Ofte når en psykiater kommer frem til den konklusion at hans patient har storhedsvanvid, så skyldes det at psykiateren ikke har en forestillingsevne der er lige så stor som den forestillingsevne patienten besidder. En psykiater med en dårlig forestillingsevne og som følger Jante-loven (Du skal ikke tro at du er noget), vil meget ofte få patienter med storhedsvanvid. Eller sagt på en anden måde. Jo flere patienter en psykiater har med storhedsvanvid, jo større chancer er der for at psykiateren er et indskrænket menneske. Psykiatrien har generelt svært ved at vurdere andre mennesker som har store tanker. Nogle former for tanker handler om at have forventninger til fremtiden.


Andre tanker kan have en karakter af identitetsforvirring. Hvis en patient tror at han er Jesus, så er det ikke storhedsvanvid, men mere en form for identitetsflugt. Personen ser sig selv som noget andet end det han i virkeligheden er. Hvis en person får hukommelsestab, og får den tanke at han nok er en prins, så er der tale om at han er utilfreds med sin egen identitet som fx murer fra Esbjerg. Han vil gerne være lidt mere end bare en murer fra Esbjerg. Det er på samme måde med personen der tror at han er Jesus. Han har taget afstand fra sin egen identitet. Den ene bruger Amnesi (hukommelsestab) som en mekanisme til at glemme sig selv, den anden bruger Jesus til at fortrænge sig selv. Manden som er Jesus er ikke nødvendigvis Jesus fordi han gerne vil være Jesus, men fordi han ikke vil være sig selv.


Udgangspunktet er derfor et menneske som ikke vil være sig selv. Den ene måde at fjerne sig selv er ved hukommelsestab og den anden er ved fx at blive Jesus. Alle mennesker kan få hukommelsestab, da det er en egenskab til hjernen selv, men det er ikke alle mennesker der kan ”blive” til Jesus, for det kræver at man har kendskab til at der findes en historie om en person der hedder Jesus. Hukommelsestabet er altså forankret i hjernen, mens forestillingen om at være Jesus er forankret i personens kultur. Hvis vi støder på en person som har fået hukommelsestab og han nu tror at han nok er en forsvundet prins, så siger vi underligt nok ikke om denne person at han har storhedsvanvid. Vi føler som regel en form for medlidenhed med personen i stedet for. Hvis vi støder på en person som tror at han er konge, så får vi ikke umiddelbart medlidenhed med ham. Vi synes i stedet for at han nok har lidt for store tanker om sig selv.


Top

Men hvad er forskellen egentlig? Man skal ikke se på hvor patienten endte, fx som en person med hukommelsestab eller en tro på at han er Jesus. Man skal i stedet for se på hvor personen kom fra og hvad personen gav slip på eller tog afstand fra. Man skal lære at vende en tanke på hovedet. Der vil være en grund til at personen valgte at sige farvel til sin egen identitet og enten udrydde den eller påtage sig en anden identitet. Begrebet storhedsvanvid som det er opdelt nu til dags er en dårlig konstruktion. Den kan deles op i to dele. Den første del er mennesker der tør tænke store tanker. Disse mennesker har ikke storhedsvanvid. De tør bare tænke store tanker om fx fremtiden. Den anden gruppe af mennesker har faktisk heller ikke storhedsvanvid.


Der er i stedet for tale om at de flygter fra deres egen identitet, og det kan gøres på flere måder. Alt i alt så behøver vi slet ikke længere begrebet storhedsvanvid, for det kan erstattes af to mere grundlæggende funktioner hos mennesker, nemlig evnen til at tænke store tanker og flugten fra egen identitet. Alle normale mennesker har en lettere skjult tanke om sin egen storhed, men vi siger ikke til dagligt om de normale mennesker at de allesammen lider af storhedsvanvid, selv om fx næsten alle normale mennesker tror at de er klogere end gennemsnittet. Det er en kamp om ego. ”Jeg er psykiater, og derfor er jeg klogere end dig, for du er patient”.


Top