Tanker Om Retspsykiatri

Selvtillid kontra vrangforestilling

Jeg tror at en af grundene til at overlægerne ser mig som en person der ikke er rask er fordi jeg udviser stor selvtillid i det jeg gør og det jeg tror på. Problemet er at det ligner en vrangforestilling. En person som har en vrangforestilling er nemlig fast besluttet på at det han tror er det rigtige og han står ikke til at rette i sin overbevisning. Grunden til at jeg netop derfor ikke kan siges at have en vrangforestilling, ligger i at jeg netop er villig til at ændre mening, hvis der skulle fremkomme beviser, som er bedre end dem jeg allerede tror på.


Problemet for overlægen og personalet er dog, at de netop ikke kan komme op med et bevis imod det jeg tror på som er bedre end det jeg allerede tror på. Problemet er at overlægen er vandt til at personer som er stålfaste i deres tro på noget som regel også lider af en vrangforestilling. Der er absolut intet galt med selvtillid i det man tror på, men man skal også huske at det man tror på skal kunne tåle kritik og man skal ikke være bange for at lade sig udfordre på det man tror på, og skifte mening hvis det man tror på viser sig ikke at være korrekt. Den sidste del vælger overlægerne dog som regel at se bort fra. Overlæger har generelt den adfærd at de nægter at se, at jeg faktisk er villig til at skifte mening hvis de kan komme op med noget som er bedre.


Kun ved at se bort fra at jeg er villig til at skifte mening, kan overlægerne bevise sig selv om at jeg lider af vrangforestillinger. En overlæge skal faktisk snyde sig selv og nægte at se at jeg er villig til at skifte mening, for at kunne få sig selv til at beslutte at jeg skal tvangsmedicineres. Der er efter min mening tale om at jeg ofte har en bedre mening end overlægen. Hvis nu jeg har en mening og overlægen også har en mening, men vi ikke mener det samme, så kan der opstå en konflikt, for hvem har så egentlig ret. Hvis overlægen har ret, så er jeg faktisk villig til at skrifte mening. Men hvis jeg har ret, så kunne det aldrig falde en overlæge ind at indrømme at jeg har ret. Strukturen ligger nemlig fast. En overlæge har altid mere ret end en patient og denne regel skal der ikke på nogen måde rokkes ved.


Hvis en overlæge kommer i en situation hvor det er patienten der har ret, så trækker overlægen trumph-kortet. I stedet for at acceptere at patienten har ret, beslutter overlægen nu at patienten da må lide af en vrangforestilling, når nu patienten ikke vil acceptere overlægens ringere mening som sandheden. Overlægen er dog nødsaget til at se bort fra at patienten ikke har en vrangforestilling, da patienten er villig til at skifte mening.


Top

Overlægen slipper ofte af sted med at tvangsmedicinere patienten, fordi patienten netop ikke har viden om hvad det er der i virkeligheden foregår mellem patienten om overlægen ved samtalen. Patienten kan ved at blive bevidst om hvad det er der sker ved samtalen, bryde ind i overlægens forsøg på tvangsmedicinering ved at gøre opmærksom på dette forhold overfor patientklagenævnet. Hvis patienten klager over overlægens forsøg på at tvangsmedicinere patienten, så er det vigtigt at patienten kender definitionen på en vrangforestilling og at patienten er i stand til at se hvornår en overlæge holder op med behandle en patient med fornuft og i stedet for benytter sig af magtmisbrug i stedet for.


Utroligt mange patienter bliver tvangsbehandlet fordi overlægen får ret ved patientklagenævnet. Grunden til at overlægen får ret er ganske enkelt fordi patienten ofte ikke besidder tilstrækkelig viden om vrangforestillinger. Patienter bliver således ofte behandlet ud fra hvad de ved om vrangforestillinger og ikke ud fra hvad de fejler. Jeg har ikke noget imod at man behandler personer som virkelig har vrangforestillinger. Det er dog kun de færreste af dem som bliver behandlet imod netop vrangforestillinger som rent faktisk har vrangforestillinger. Resten bliver tvangsbehandlet alene af den grund af overlægen kan slippe af sted med det, og det er magtmisbrug.


Top