Tanker Om Retspsykiatri

Retspsykiatrisk Økonomi

I Danmark har vi nogle domstole. Disse domstole bliver betalt af staten. Ved disse domstole bliver der besluttet nogle domme over mennesker som har overtrådt det som man kalder for offentligretlige regler. Offentligretlige regler er de love og bekendtgørelse som alle danskere skal følge, og følger man ikke disse regler så kan man få en bøde eller man kan få en straf i form af fængsel. Generelt er det således, at hvis en person kun har udsigt til at få en bøde, så gør man ikke mere i sagen, end at man giver personen en bøde. Hvis personen derimod har udsigt til en fængselsdom så tegner sagen sig lidt anderledes.


Der findes nogle regler i loven som fastslår at man i visse tilfælde skal mentalundersøge gerningsmanden. Hvis man ved en sådan undersøgelse kommer frem til at gerningsmanden var sindssyg i geringsøjeblikket så bliver han ikke tildelt en straf i form af fængsel. Da teksten ikke skal være alt for kompliceret, så vil jeg nøjedes med at antage at denne person nu får en behandlingsdom. Hvis en gerningsmand får en almindelig fængselsstraf, så vil han komme i fængsel og når tiden for hans traf er udløbet så bliver personen løsladt. Det er staten der betaler for de danske fængsler. Hvis en personen i stedet for får en behandlingsdom, så vil han som udgangspunkt bliver overflyttet til en retspsykiatrisk lukket afdeling.


En plads på en sådan afdeling bliver ikke betalt af staten men derimod af den region hvori personen boede da han gjorde forbrydelsen. Hvis der er tale om et langt ophold, så vil der ske det, at de første 2 år personen er på den retspsykiatriske afdeling, der vil regionen modtage godtgørelse for udgiften til opholdet fra den kommune hvori personen boede, da han gjorde den ulovlige handling som er grundlaget for hans behandlingsdom. Hvis perioden er længere end 2 år, så vil det være regionen der selv skal betale for resten af opholdet. Hvis en person således er indlagt i 5 år, så vil de første 2 år blive betalt af hans tidligere opholdskommune, og de sidste 3 år vil blive betalt af regionen. Det er fastsat ved lov, at regionerne selv skal betale for behandlingen af retspsykiatrisk patienter. I de enkelte regioner bliver der hvert år afsat nogle penge til behandling af mennesker med psykiatriske lidelser.


Det psykiatriske område i regionerne er delt op i to dele. Den ene del hedder den almen psykiatriske del og den anden del er den retspsykiatriske del. Det er ligeledes et faktum at domstolene hvert år, tildeler flere og flere mennesker en behandlingsdom i stedet for almindelig fængselsdom. Hvert år kommer der således flere og flere retspsykiatriske patienter ud i regionerne for at blive behandlet. Regionernes budget for behandling af psykiatriske lidelser er nogenlunde fast. Det siger derfor næsten sig selv, at hvis regionerne hvert år får flere retspsykiatriske patienter, som kræver en masse penge, og man har pligt til at behandle disse patienter, da det er vedtaget ved lov, så vil der automatisk blive mindre og mindre penge tilbage til den almene psykiatri. Med andre ord - udgifterne til retspsykiatriske patienter går hele tiden opad.


Top

Da man hele tiden skal bruge flere penge på retspsykiatri, så er der også mindre og mindre penge år for år til den almene psykiatri. For at sige det kort - jo flere penge man bruger på retspsykiatri, jo mindre penge er der til almen psykiatri. Når det ene går op, så går det andet ned. Regionen har ganske enkelt ikke noget valg, for det er jo fastsat ved lov, at regionen SKAL bruge penge på retspsykiatriske patienter. Det eneste regionen kan gøre ved de retspsykiatriske patienter er at betale uden indsigelser. Når en retspsykiatrisk patient bliver indlagt på en afdeling, så er det nu op til overlægen at beslutte hvilken behandling patienten skal have. Man har ganske vidst en ledelse som tager sig af det overordnede ansvar for retspsykiatrien, men de er faktisk ude at stand til at regulere økonomien for retspsykiatrien, for den er jo fastsat af staten ved lov.


Det eneste psykiatriledelsen kan gøre er at føre regnskab med de penge som bliver brugt ude i den enkelte retspsykiatriske afdelinger og efterfølgende betale regningerne. Ledelsen er uden indflydelse på økonomien. Ledelsen kan bare kikke på. Hvis det nu skulle vise sig at retspsykiatrien bruger flere penge end forventet, så laver man ikke besparelser indenfor retspsykiatrien. Man laver derimod i stedet for besparelser indenfor den almene psykiatri, og overfører efterfølgende pengene til retspsykiatrien, for at få balance i regnskabet. Ude på de enkelte afdelinger sidder nogle overlæger. Disse overlæger beslutter hvilken behandling den enkelte retspsykiatriske patient skal have. Overlæger er ganske ubekymrede når det kommer til at bruge penge.


Det er ikke overlægernes opgave at tænke over hvad det koster at behandle en patient. Det er udelukkende overlægens opgave at give patienterne den behandling han mener der er nødvendig. Indenfor den almene psykiatri, har man til formål at forbedre patienternes liv og forsøge at fjerne patienternes lidelse så patienterne kan komme tilbage til et normalt liv. Det forholder sig ganske anderledes indenfor retspsykiatrien. I retspsykiatrien er det primære mål ikke at gøre livet bedre for patienterne. Formålet med at behandle retspsykiatriske patienter er at forhindre recidiv (undgå ny kriminalitet). Der er sandelig forskel på at behandle patienter med det formål at give dem et bedre liv, og så på at behandle en patient med det formål at sikre at patienten ikke begår ny kriminalitet. En overlæge i retspsykiatrien bruger således ikke penge på helbredelse.


En overlæge i retspsykiatrien bruger penge på kriminalitets-forebyggelse. Hvis en overlæge mener at det er bedst at holde en patient på en retspsykiatrisk afdeling i 10 år, så gør han det, ud at tænke på om patienten får det bedre eller værre af et sådan ophold. For dybest set så er overlægen ikke interesseret i patientens helbred, han er udelukkende interesseret i om patienten kan finde på at gøre ny kriminalitet. Overlæger er generelt meget bange for at lukke en patient ud i samfundet. Tænk nu hvis patienten foretager ny kriminalitet efter han er udskrevet fra en retspsykiatrisk afdeling. Så vil overlægen føle at han har fejlet.


Top

Overlæger gør derfor det at de beholder retspsykiatriske patienter utroligt længe på afdelingerne, for at sikre sig at patienten ikke gør ny kriminalitet. I min verden er det således at overlægen er bange for at få ødelagt sit gode rygte og ry, ved at lukke patienter ud for tidligt, og da han jo ikke skal stå til regnskab for de penge han bruger på sine patienter, så kan han bruge lige så mange penge han har lyst til på sine patienter uden af der er nogen der kan brokke sig over udgifterne, og det er jo trods alt besluttet ved lov, at regionen SKAL betale for behandlingen af retspsykiatriske patienter. Vi er altså i den situation at regionerne ved lov har pligt til at betale for udgifterne til retspsykiatriske patienter. Og vi er ligeledes i den situation, at de overlæger som egentlig fastsætter hvor stor udgiften skal være, er totalt ligeglade med hvad de bruger af penge.


En sådan konstruktion er jo dømt til at gå galt før eller siden. Dem som bruger pengene har ikke pligt til at tænke på hvor mange penge de bruger, og dem som skal betale gildet, har ved lov pligt til at betale. Der er altså tale om at man har nogle regioner som på den ene side har pligt til ved lov at betale for udgifterne til retspsykiatriske patienter og som på den anden side har nogle overlæger ansat, som helt uden ansvar kan bruge lige så mange penge de har lyst til. Regionernes økonomi er altså spændt op mellem lovgivningen (og staten) på den ene side og overlægernes ukontrollerede pengeforbrug på den anden side. Det kan da kun gå galt.


Top