Tanker Om Retspsykiatri

Psykiatriens to forskellige modeller

Indledning

Inden for psykiatrien har man to forskellige modeller om menneskets sindslidelser. Den første model kaldes for 'total sindslidelse' og den anden model hedder 'partiel sindslidelse'. I mange år var den første, 'total sindslidelse', den fremherskende model. Det har dog med tiden vist sig at denne model ikke er gyldig, og at det derfor er den model som hedder 'partiel sindslidelse' der en den rigtige model. Det er underligt, at der kun er lidt omtale af disse modeller, taget i betragtning, at de har store konsekvenser for behandlingen af psykiatriske patienter i den nutidige psykiatri. I gamle dage var stort set alle enige om at en sindslidelse var total.


Men nu er man inden for blandt andet psykiatrien langsomt begyndt at erkende at 'partiel sindslidelse' er det rigtige og man er langsomt ved at tilpasse behandlingen af patienterne og lovgivningen på området til denne model. Forandringen sker dog kun langsomt, og derfor er der områder i psykiatrien som er i en overgangsperiode. Der er således i øjeblikket områder hvor man anerkender 'total sindslidelse' og der er områder hvor man anerkender 'partiel sindslidelse'. Dette er med til at gøre psykiatrien utroligt forvirrende, både for lovgiverne (folketinget), overlæger, psykiatere, personale og patienter. Det giver store spændinger i dagligdagen på de psykiatriske afdelinger. Men dette rod er faktisk ikke svært at fjerne, hvis man altså bare ved hvordan. Det hele ville blive meget bedre, især for patienterne hvis man tydeliggjorde anerkendelsen af den 'partielle sindslidelse', ved at indføre det i starten af psykiatriloven, at man anerkender den 'partielle sindslidelse'. Jeg vil nu beskrive de to modeller, og deres konsekvenser:


Den totale sindslidelse

I gamle dage var det let. Enten var man rask eller også var man gal. Der var altså tale om en form for total tilstand i hjernen og der var ikke noget imellem de to yderligheder. Denne opfattelse har hængt ved i mange år, og selv om man nu har anerkendt at der faktisk er nuancer af rask og ikke-rask, så er der alligevel situationer hvor troen på den totale sindslidelse kommer til udtryk. Vi lever i øjeblikket i en underlig overgangstid. Mange har faktisk anerkendt at der findes partiel sindslidelse, men en gang imellem, så kommer blandt andet psykiatere i en form for afmagtssituation og så bruger de pludselig den gamle model hvor man enten er helt rask eller ikke-rask.


Modellen med den totale sindslidelse er forkert, og den bør helt forkastes inden for alle områder af psykiatrien, men det lader til at den ikke er helt let at slippe af med. Den 'totale sindslidelse' er en model, som er let at beskrive, den er let at forstå, MEN den er helt forkert. Total sindslidelse er en kraftig tilsidesættelse af virkeligheden. Den partielle sindslidelse er en korrekt beskrivelse af den menneskelige psyke, men for mange mennesker (især psykiatere) er den for svær at forholde sig til, og derfor nøjedes de så med et begrænset verdensbillede, nemlig den totale sindslidelse, som gør det lettere at tage beslutninger omkring behandlingen af en patient, selv om den dybest set ikke har noget med virkeligheden at gøre.


Top

Den partielle sindslidelse

Den totale sindslidelse er en gammel og forkert opfattelse af den menneskelige psyke. Den korrekte opfattelse af den menneskelige psyke er, at der findes partielle sindslidelser. Der er således en glidende overgang fra at være helt rask til at være helt ikke-rask. Der er tale om det man kalder for en kontinuum. Der findes ikke noget enten eller og der er uendelig mange punkter mellem disse to yderligheder. Det er faktisk ikke ret svært at bevise at der findes partielle sindslidelser. Man skal blot tage en person som fx er psykotisk og stille denne person nogle simple spørgsmål. Man kunne spørge personen om han ved resultatet af 2 + 2 og han vil med sikkerhed svare 4.


Man kan faktisk stille ret mange spørgsmål til en psykotisk person, og personen vil svare korrekt på alle spørgsmålene. Faktisk vil det være således at de fleste mennesker som har en psykisk lidelse vil vise sig at være langt mere raske end ikke-raske. De fleste personer som har en psykisk lidelse, har altså et problem som er begrænset til en lille del af deres mentale liv. Personer der udelukkende hører stemmer, kan være helt normale, som andre mennesker og fortage helt rationelle og fornuftige handlinger som alle andre.


Den eneste forskel er at de hører stemmer. En person med en psykisk lidelse er således troværdig i visse henseender men ikke i andre. Dette kan give et problem for fx personalet på en retspsykiatrisk afdeling, for hvornår er patientens adfærd og tale et udtryk for psykisk lidelse og hvornår er den det ikke? Patientens vil faktisk i størstedelen af tiden være rask. Men underligt nok så mener personalet på den afdeling hvor jeg er indlagt at patienterne i størstedelen af tiden IKKE er raske. Denne uoverensstemmelse skyldes personalets manglende forståelse på den menneskelige psyke. Hvis en person godt kan nøjedes med at have en afvigelse på et lille område, så må dette jo nødvendigvis betyde at resten af personen jo må være normal. Men sådan ser man altså ikke lige helt på en patient i retspsykiatrien.


Forskellige diagnoser

Hvis det virkelig var sandt, at der fandtes 'total sindslidelse', så ville det give nogle interessante følger. Det bliver således formålsløst at give patienter forskellige diagnoser. Hvis en person, der får en psykisk lidelse får denne lidelse i hele sin psyke, så giver det ikke nogen mening at give patienterne forskellige diagnoser som fx skizofreni eller depression, for hele personens psyke er jo forstyrret hvis den 'totale sindslidelse' findes. Hvorfor kalde den ene patient for skizofren og den anden patient for deprimeret hvis begge patienter har en total psykisk lidelse. Hvis den totale psykiske lidelse virkelig fandtes, så ville det jo være nok at vi kunne sige om en person er rask eller ikke rask.


Top

Men ved at have forskellige diagnoser for forskellige psykiske tilstande, så anerkender vi jo netop, at det er muligt at have en psykisk lidelse som kun påvirker en del af patientens psyke, og at resten af patientens psyke derved netop ikke fejler noget. Hvis man lavede en stor liste med alle psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, og ud for hver enkelt lidelse lavede en liste over alle de forskellige symptomer der findes, så ville man straks erfare, at der for de fleste psykiske lidelsers vedkommende ville være langt flere af patientens forskellige tilstande som IKKE var berørt af den psykiske lidelse end der rent faktisk var berørt af patientens psykiske lidelse. Sagt på en anden måde: Langt de fleste patienter er langt mere raske end ikke-raske, og det gælder for alle former for psykisk lidelse. Det faktum at vi har et diagnose-system med en masse forskellige diagnoser er i sig selv et bevis på, at der findes 'partiel sindssygdom' og IKKE 'total sindssygdom'.


Straffelovens §16

Straffelovens §16, stk. 1, har følgende ordlyd:


§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.


Du har måske ikke lagt mærke til det før, men der er faktisk to kriterier, der skal vær opfyldt før en gerningsmand kan opfylde straffelovens §16 stk. 1. Det første krav er at gerningsmanden skal være sindssyg i gerningsøjeblikket. Det næste krav er at gerningsmanden også skal have været utilregnelig i gerningsøjeblikket. På dette område er §16 stk. 1, faktisk en anelse underlig. Ved at foretage en mentalundersøgelse kan man komme frem til om man mener at gerningsmanden var sindssyg i gerningsøjeblikket eller ej. Det er en psykiater der laver en mentalundersøgelse. Men det er en dommer der beslutter om gerningsmanden var tilregnelig eller ej på gerningstidspunktet. Personer som således BÅDE er sindssyge i gerningsøjeblikket og som også er utilregnelige i gerningsøjeblikket kan således opfylde kravet i §16 stk. 1.


Top

De øvrige tre mulige kombinationer af sindssygdom og utilregnelighed opfylder således ikke §16 stk. 1. Her kommer så den vigtige del af forklaringen. Da der er to forskellige kriterier som skal være opfyldt, så kan man godt komme i følgende situation: En gerningsmand laver en ulovlig handling. Han bliver efterfølgende fundet sindssyg i gerningsøjeblikket, MEN han bliver ikke fundet utilregnelig i gerningsøjeblikket. Vi har således en person som bliver fundet sindssyg i gerningsøjeblikket, men som 'bare' kommer i fængsel i stedet for at få fx en behandlingsdom.


Her har vi altså en situation hvor en gerningsmand er sindssyg i gerningsøjeblikket, men hvor dommeren ikke har ment, at gerningsmandens sindssygdom havde betydning for den begåede kriminelle handling. Straffelovens §16 stk. 1, anerkender således at en person godt kan have en sindssygdom på i eet område at sin psyke samtidig med at gerningsmanden kan begå en kriminel handling med den del af gerningsmanden psyke som ikke er påvirket af gerningsmandens sindslidelse.


Med andre ord, paragrafen anerkender at en gerningsmand godt kan begå en 'rask' lovovertrædelse samtidig med at gerningsmanden har en psykisk lidelse på andre områder. Straffelovens §16 stk. 1, anerkender således at der findes 'partiel sindssygdom', men den gør det kun indirekte, for det er jo ikke psykiateren der vurdere både utilregnelighed og sindssygdom. Det er en psykiater der vurderer om gerningsmandens var sindssyg på gerningstidspunktet, men det er en dommer der beslutter om gerningsmanden var utilregnelig på gerningstidspunktet.


Psykiatriloven

Der findes ikke nogen differentiering i psykiatriloven der antyder at en patient godt kan have en psykisk lidelse og samtidig foretage en handling som ikke sker på grund af den psykiske lidelse. Psykiatriloven anerkender således den 'totale sindslidelse'. Det er dog mit indtryk, at man i Patientklagenævnet er bevidste om den 'partielle sindslidelse'. Når man skal træffe afgørelse i en sag i Patientklagenævnet, er man således i den underlige sag, at man gerne vil tage høje for den 'partielle sindslidelse', men man skal løse problemet med en lov som udelukkende anerkender den 'totale sindslidelse'.


Top

Dette giver ofte nogle underlige afgørelser. Da man således i Patientklagenævnet ofte bliver nødt til at tage stilling til to spørgsmål, men kun (ifølge psykiatriloven) må komme med et svar, så er det en større disciplin at komme med en fornuftig løsning på problemet. Der er kun to svarmuligheder for patientklagenævnet (i henhold til psykiatriloven), selv om der i virkeligheden burde være 3.


Her er de to muligheder, som i øjeblikket er mulige:


Patientklagenævnet giver overlægen lov til at tvangsmedicinere patienten, da patienten har en psykisk lidelse.


Patientklagenævnet giver ikke overlægen lov til at tvangsmedicinere patienten, da patienten ikke har en psykisk lidelse.


Top

Sætningen svarer på to ting på samme tid, og de kan på grund af psykiatriloven ikke skilles ad. Der er således i svaret tale om anerkendelse af den 'totale sindslidelse', da der er en absolut sammenhæng mellem patientens adfærd og psykiske lidelse. Det anføres ikke at der er en sammenhæng mellem patientens adfærd og psykiske lidelse, for Patientklagenævnet har ikke lov til at foretage denne differentiering. Der burde dog være 3 mulige svar for patientklagenævnet:


Patientklagenævnet giver overlægen lov til at tvangsmedicinere patienten. patienten har en psykisk lidelse, og der er en sammenhæng mellem patientens psykiske lidelse og den adfærd som ligger til grund for overlægens ønske om tvangsmedicinering af patienten.


Patientklagenævnet giver ikke overlægen lov til at tvangsmedicinere patienten. Patienten har en psykisk lidelse, men der er ikke en sammenhæng mellem patientens psykiske lidelse og den adfærd som ligger til grund for overlægens ønske om tvangsmedicinering af patienten.


Patientklagenævnet giver ikke overlægen lov til at tvangsmedicinere patienten. Patienten har ikke en psykisk lidelse. Patientens adfærd er således ikke begrundet i psykisk lidelse.


Top

Som du nok kan se, så er der opstået en ekstra svarmulighed for Patientklagenævnet. Mulighed nummer to giver Patientklagenævnet mulighed for at anerkende den 'partielle sindslidelse' i deres svar på en klage om tvangsmedicinering. Svarmuligheden giver mulighed for at vise, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem patientens psykiske lidelse og den adfærd som overlægen ønsker at tvangsmedicineres. Dette er ikke muligt i den nuværende lov.


Myndighedsloven og værgemålsloven

Hvis man anerkendte den 'totale sindslidelse' i myndighedsloven, så ville det faktisk medføre, at i det øjeblik, du fik en diagnose på en psykisk lidelse, så ville din underskrift ophøre med at være gyldig, men det er ikke tilfældet. Og hvis man anerkendte den 'totale sindslidelse' i værgemålsloven, så ville det medføre, at du skulle have en værge i det øjeblik du fik en diagnose på en psykisk lidelse, for samfundet ville jo med rette kunne sige, at du ikke længere er i stand til at tage vare på dit eget liv.


Både myndighedsloven og værgemålsloven anerkender således den 'partielle sindslidelse'. Personalet på en retspsykiatrisk afdeling beder ofte en patient om at skrive under på fx en ansøgning om udgang. Dette ville jo være meningsløst hvis en psykisk lidelse var total, for så er patientens underskrift jo ikke noget værd. Hver gang en patient således af personalet bliver bedt om at skrive under på noget, så anerkender personalet derved indirekte den 'partielle sindslidelse'. De fleste testamenter anerkendes, til trods for at de er skrevet under af en person med en psykisk lidelse.


Religion

Religion er et svært område at forholde sig til for de fleste mennesker. Der findes efterhånden mange psykologiske forklaringer på religion, men der findes mig bekendt ikke nogen religiøs forklaring på psykologien. Diagnose-systemerne ICD-10 og DSM-5 gør utroligt mange underlige krumspring, for at undgå at komme til at tage stilling til religion. Dette kommer til udtryk for nogle sætninger, der prøver at kamuflere religion som et kulturelt fænomen. Jeg er selv ateist og tror derfor ikke på guder. Hvis man undersøger religionen med baggrund i de kriterier der er for en vrangforestilling, så vil man erfare, at personer der tror på fx kristendom og islam, de har alle sammen en vrangforestilling.


Top

Men hvis man har en vrangforestilling, så har man også en psykisk lidelse. Hvis den 'totale sindslidelse' virkelig fandtes, så ville det medføre, at alle kristne og alle muslimer ikke ville være til at stole på, da deres psykiske tilstand ville være totalt ødelagt. Der findes dog 'partiel sindslidelse'. Dette medfører at en kristen person sagtens kan tro på en usynlig gud oppe i himlen og samtidig være i stand til at træffe fornuftige beslutninger i resten af sin dagligdag. En kristen kan således sagtens træffe gode økonomiske beslutninger, og den kristne kan også godt foretage moralsk sunde beslutninger og udvise empati, til trods for en tro på en gud oppe i himlen. Det er således en glidende overgang fra at være helt rask og til at være helt ikke-rask. Der findes ikke noget enten-eller.


Personaler og psykiatere

Hovedreglen for personalet og overlægen på den retspsykiatriske afdeling er at deres findes en 'total sindslidelse'. Dette kommer til udtryk når man taler med personalet og overlægen. Det kommer ligeledes til udtryk, når man læser deres notater i patientens journal om patientens adfærd i afdelingen. Jeg har læst hele min egen journal og jeg har efterhånden talt med en del patienter. Den 'totale sindslidelse' ser ud til at være personalets og overlægens foretrukne model. Uanset hvad en patient laver, så bliver det set som et udtryk for psykisk lidelse. Hvis patienten går meget rundt i afdelingen, så er det et udtryk for psykisk lidelse, og hvis patienten i stedet for sætter sig i en stol og bare slapper af, så er det sørme også en tegn på psykisk lidelse.


Patientens psykiske lidelse er således total i personalets og overlægens øjne, men der er faktisk situationer hvor personalet på nærmest magisk vis godt kan ophæve denne tankegang og så i et kort stykke tid pludselig anerkende at der findes 'partiel sindslidelse'. Forestil dig en patient som er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Det må som udgangspunkt antages at denne patient er indlagt netop fordi han har en psykisk lidelse. Forestil dig at denne patient pludselig får ondt i hovedet, og efterfølgende går hen til personalet og beder om en hovedpinepille. Personalet tager denne henvendelse alvorligt og giver straks patienten en hovedpinepille. Men hvad var det så lige der egentlig skete, og hvad var det så der IKKE skete? Hvis der virkelig have eksisteret en 'total sindslidelse', så ville hele patientens psyke og adfærd jo være forstyrret.


Dette ville jo betyde, at hvis en psykisk forstyrret patient henvender sig til en personale og beder om en hovedpinepille, så skal personalen jo antage, at det ikke er patienten der bevidst beder om en hovedpinepille. Det er derimod en patient som er totalt forstyrret af en psykisk lidelse, og derfor kan personalen jo ikke regne med hvad patienten siger personalen. I virkeligheden burde personalen jo drage tvivl ved patientens udtalelse, da patienten jo netop har en psykisk lidelse. For måske har patienten slet ikke ondt i hovedet. Måske er det bare fordi at patienten har en total sindslidelse, der gør at patienten beder om en hovedpinepille. Men der opstår ikke denne tvivl hos en personale. Patienten henvender sig til personalet og beder om en hovedpinepille, og personalen henter ud videre ophold en hovedpinepille til patienten.


Top

Med andre ord. Personalen anerkender patientens behov for en hovedpinepille, og det falder ikke personalen ind at drage tvivl ved denne henvendelse fra patienten. Med andre ord i denne situation anerkender personalen at patienten har et ønske som ikke er på grund af patientens psykiske lidelse, og personalen har i denne situation hermed anerkendt eksistensen af den 'partielle sindslidelse'. Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvordan overlæger og personaler bærer sig ad med at have to forskellige modeller i deres hoved på samme tid. Det er et af livets mysterier. Faktisk så bliver den 'totale sindslidelse' ofte brugt af personalet i situationer hvor patienten er sur. Man kan sagtens være sur uden at det er et tegn på psykisk lidelse. Men underligt nok, så er det således at HVER gang en patient er sur, så bliver det altid set som et tegn på at patienten har en psykisk lidelse. Det er yderst sjældent at personalet anerkender hvorfor en patient er sur, og ser det som en berettiget handling i patientens situation.


Retspsykiatrien

Retspsykiatrien handler ud fra den antagelse at dommeren er perfekt, og at det ikke er muligt for en patient i retspsykiatrien at blive helt rask, samt at det heller ikke er muligt for patienten at få andre former for psykisk lidelse under indlæggelsen på den retspsykiatriske afdeling, hvor der ikke er en sammenhæng mellem patientens psykiske lidelse og de handlinger som personalet mener at patienten har. Det er urealistisk at tro at dommeren træffer en korrekt beslutning, når han retter sig efter mentalerklæringens konklusion i mere end 98.5% af alle sager. Det giver en følelse af en dommer der bare beslutter at gerningsmanden skal behandles, uden at dommeren har tænkt sig om. Et godt bevis på at man inden for retspsykiatrien tror på den 'totale sindslidelse' er indlæggelses­tiden og grundlaget for ikke at udskrive patienterne.


Hvis en patient bliver indlagt med lidelsen X, så kan man senere forhindre patienten i at blive udskrevet fordi patienten har lidelsen Y. Dette er meget underligt. Man skulle tro at så snart lidelsen X var væk, så udskrev man patienten, også selv om lidelsen Y senere var opstået. Det er ikke engang sikkert at lidelsen Y i sig selv er nok grundlag til at man kan tvangsbehandle patienten. Hvis man derimod tror på den 'totale sindslidelse' så er det jo lige meget om patienten fejler X eller Y, for det er jo den samme lidelse og så kan man bare behandle patienten i nærmest al evighed. Dette er også grunden til at indlæggerne stiger i både længde og antal.


I min egen sag så fik jeg egentlig en dom fordi man mente at jeg var paranoid psykotisk, men nu bliver jeg i stedet for tilbageholdt fordi jeg skal behandles for kværulantforrykthed. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, men fordi jeg har fået en dom der indeholder diagnosen paranoid psykotisk, så har retspsykiatrien nærmest fået frikort til at tvangsbehandle mig for hvad som helst, heriblandt også kværulantforrykthed. Det er det ultimative bevis på at man inden for retspsykiatrien tror på den 'totale sindslidelse'. Det giver retspsykiatrien en udfordring, hvis retspsykiatrien erkender at der findes partiel sindssygdom. Ikke nok med at man blot skal bevise at personen har en psykisk lidelse. Nu skal man også bevise, at der er en relation mellem fx psykosen og brevskriveriet ved kværulantforrykthed. Problemet er, at man i psykiatriloven ikke giver mulighed for at skille forskellige psykiske lidelser fra hinanden i forbindelse med behandlingsdomme og anbringelsesdomme.


Top

Psykiatriloven tager udelukkende stilling til om en person har en psykisk lidelse eller ej, uden hensyn til om denne lidelse var grundlaget for den pådømte behandling eller ej. Psykiatriloven giver heller ikke mulighed for at skelne således at man godt kan have en psykisk lidelse uden derved at have mistet sin dømmekraft. Derfor kan retspsykiatrien tilbageholde en hvilken som helst patient for nærmest hvad som helst, og det medfører overbehandling i stort omfang som er til skade for patienternes helbred og samfundets økonomi. Egentlig burde man lave en liste over hver enkelt patient, hvori der står beskrevet hvad en patient kan og ikke kan. Grunden til dette er simpel. Ofte hvis en patient taler med den raske del af sin psyke til en personale og personalen ikke synes om det patienten siger, så bliver det tillagt patienten, som om at det kom fra den del af patientens psyke som ikke er normal.


Der er tale om en meget kraftig form for bias (fordom), som personalet gør brug af. Personalet vender deres egen afmagt i situationen over for patienten til et tegn på psykisk lidelse hos patienten. Troen på partiel sindslidelse giver personalet og psykiateren en udfordring. Ved den totale sindslidelse skulle man blot tage stilling til om patienten havde en psykisk lidelse og så kunne man behandle alt hvad patienten sagde og gjorde som et udtryk for psykisk lidelse, og på denne baggrund give patienten medicin eventuelt med tvang. Ved den partielle sindslidelse er det pludselig ikke nok at tage stilling til om patienten har en psykisk lidelse. Nu skal man i hvert enkelt tilfælde hvor man vurderer patientens tale og adfærd tage stilling til om det nu også er et udtryk for den psykiske lidelse som patienten menes at måtte have. Og det er der ikke ret mange personaler og psykiatere der magter på de retspsykiatriske afdelinger, og dette fører til ekstrem overbehandling af de indlagte patienter, som bliver behandlet med medicin for udtalelser og handlinger som intet har med psykisk lidelse at gøre.


Patientklagenævnets afgørelser

Overlægen klager med den 'totale sindslidelse' i tankerne til Patientklagenævnet, og patienten klager til Patientklagenævnet med den 'partielle sindslidelse' i tankerne. Overlægen har magt og overskud. Patienten har ingen magt og er ofte bedøvet (sederet) af medicin. Overlægen har god tid til at skrive sin klage. Patienten har kun få dage, og i visse tilfælde kun få timer til at gennemgå overlægens klage, som ofte er på 50 - 100 sider, eller mere. Det er et meget dårligt udgangspunkt for patienten, og overlægen får som regel også medhold i at patienten må tvangsmedicineres. Det er mit indtryk (af samtaler med Patientklagenævnet), at man i Patientklagenævnet rent faktisk anerkender at der findes 'partiel sindslidelse'.


Problemet er blot at overlægen netop er i stand til på meget bedre vis at dokumentere sit ønske om tvangsmedicinering af patienten, og de fleste patienter har kun lidt eller slet ingen dokumentation der kan understøtte deres forklaring på, at der ikke er en sammenhæng mellem den psykiske lidelse som overlægen beskriver, og så den adfærd, som overlægen ligeledes beskriver. Det burde fremgå skriftligt af Patientklagenævnets interne procedurer for hvordan man behandler en klage om tvangsmedicinering, at man anerkender den 'partielle sindslidelse'. Det burde ligeledes fremgå af deres procedurer, at overlægen skal fremlægge bevis for at der rent faktisk er en sammenhæng mellem den psykiske lidelse som overlægen mener at patienten har og så den adfærd som overlægen ligeledes mener at patienten har.


Top

Dette ville medføre en større balance imellem overlægen og patienten, uden at den ene blev favoriseret frem for den anden. Hver gang Patientklagenævnet træffer afgørelse i en sag om tvangsmedicinering, bør de tage stilling til to spørgsmål i stedet for et enkelt. I øjeblikket taget Patientklagenævnet udelukkende til om patienten har den psykiske lidelse som overlægen mener at patienten har. I fremtiden burde Patientklagenævnet tage stilling til to spørgsmål hver gang der skal træffes en afgørelse i en sag om tvangsmedicinering. Det første spørgsmål er om patienten har en psykisk lidelse eller ej. Det næste spørgsmål er om patientens adfærd (symptomer) har en relation til den psykiske lidelse som overlægen mener at patienten har.


Lad mig komme med et eksempel: For at være kværulantforrykt, så skal man både være tydeligt psykotisk og man skal også skrive mange klager om et bestemt emne hvor man føler sig uretfærdigt behandlet. Men det er faktisk ikke nok. Der skal også være en tydelig relation mellem psykosen og klagerne. Hvis patienten klager som en følgevirkning af sin psykose, så er patienten kværulantforrykt, men hvis patienten klager og der ikke er en sammenhæng mellem psykosen og klagerne, så bør patienten ikke tvangsmedicineres på grund af sine klager. Det siger vel sig selv, at en patient, som er psykotisk skal have lov til at skrive klager hvis patienten mener, at der er noget galt.


Vurdering af psykiatrien

Hvordan kan man tillade sig at behandle mennesker efter to forskellige principper, på samme tid? Psykiatriloven og patientklagenævnet anerkender således den 'totale sindslidelse'. Straffelovens §16 anerkender den 'partielle sindslidelse', men kun delvis. Og myndighedsloven anerkender fuldt ud den 'partielle sindslidelse'. Det psykiatriske personale og overlægen anerkender begge modeller PÅ SAMME TID, og de vælger at anerkende den model som er bedst egnet i den enkelte situation over for patienten. Nogle gange bruger personale og overlæge således den 'totale' model og andre gange den 'partielle' model. Som det fremgår af denne tekst, så er der ikke nogen der er enige om hvilken model der skal bruges i Danmark. Jeg er dog ikke i tvivl. Den 'totale sindslidelse' skal afskaffes, og den 'partielle sindslidelse' skal indføres både i vores lovgivning og i vores behandlingssystem (psykiatrien). Den er mere præcis, den kan i langt højere grad forhindre overmedicinering og den er i overensstemmelse med virkeligheden.


Ønsker for fremtiden

Der bør derfor ske følgende ændringer: Straffelovens §16 stk. 1, skal ændres, således at det er en psykiater, der tager stilling til både om gerningsmanden var sindssyg i gerningsøjeblikket og om gerningsmanden var tilregnelig i gerningsøjeblikket. Det skal så fremgå at paragraffen, at dommeren kan vælge at følge gerningsmandens mentalerklæring, eller dommeren kan vælge at lade være. På denne måde sker der en fuld anerkendelse af den 'partielle sindssygdom'. Det bør fremgå af psykiatriloven, at den anerkender den 'partielle sindssygdom'.


Ønsker for fremtiden

Dette tvinger automatisk patientklagenævnet til at tage stilling til to spørgsmål hver gang de skal behandle en klage om tvang. Det skal så både tage stilling til om en patient er psykotisk og de skal tage stilling til om der er en sammenhæng mellem psykosen og patientens adfærd. Det er mere kompliceret, men det er mere korrekt. Myndighedsloven anerkender allerede den 'partielle sindssygdom'. Til sidst så skal personale og psykiatere (overlæger), både anerkende og undervises i at forstå den 'partielle sindssygdom', så de kan handle korrekt overfor patienten i alle behandlingssituationer.


Top