Tanker Om Retspsykiatri

Propper i ørerne

På et tidspunkt var jeg indlagt i Pilehus (P4, Nykøbing Sjælland). Efter et stykke tid, måtte jeg erkende at det var en afdeling hvor det var meget lydt. Lyde forplantede sig let ned gennem afdelingen. Vi havde mange støjkilder i afdelingen. Personalets makulator kunne høres i det meste af afdelingen. Køleskabet kunne høres tydeligt indtil det blev skiftet ud. Andre patienter kunne godt finde på at spille høj musik, endda også om natten. Så var der et centralvarmeanlæg for hele Annebergparken som næsten var nabo. Det gav ofte en konstant hylende og brummende lyd. Der var en ventilation som ofte hvæsede.


Sidst så havde vi også et bordtennisbord midt i afdelingen, og det var meget let at høre når der blev spillet bordtennis, især i de værelser som lå tættest på bordtennisbordet. Personalet kunne faktisk også til tider være meget højlydt, når de sad i spisestuen søndag morgen og lavede sjov med hinanden og grinede og småskreg, men patienterne lå og prøvede på at sove. Alt i alt, så kom jeg frem til den konklusion at det nok ville hjælpe hvis jeg begyndte at bruge ørepropper. Jeg fik min mor til at tage nogle ørepropper med til mig. Da jeg tidligere havde haft arbejde hvor jeg ofte brugte høreværn eller ørepropper, så havde jeg en del ørepropper liggende hjemme i min garage. Jeg begyndte så at bruge ørepropper når jeg skulle sidde og læse på mit værelse. Da jeg havde brugt ørepropper i et stykke tid, så begyndte mine øre at blive ømme.


I starten gjorde jeg det, at når jeg skulle ud i afdelingen og fx hente kaffe eller varmt vand så tog jeg propperne ud af ørerne. Dette gjorde jeg af en bestemt grund. Hvis jeg har propper i ørerne når jeg er ude i fællesmiljøet, så mister jeg kontrollen med omgivelserne hvis jeg ikke kan høre hvad der sker omkring mig. Jeg kunne således ikke finde på at gå ud i afdelingen med propper i ørerne, da det fratager mig kontrollen over mit miljø. Men da jeg begyndte at få ondt i ørerne på grund af lang tids brug af ørepropper, så fik jeg den idé at jeg kun ville tage den ene øreprop ud af øret og lade den anden blive tilbage i øret.


Så fik jeg da i det mindste kun ondt i det ene øre, altså det øre hvor jeg tog øreproppen ud. Samtidig så kunne jeg stadig høre hvad der skete i afdelingen. Til min store overraskelse, så var der personaler der påstod at jeg gik rundt i afdelingen med propper i begge ører i fællesmiljøet, og de betragtede dette som et tegn på at jeg var meget lydfølsom, at at denne lydfølsomhed kunne fjernes med medicin. Nu havde jeg på intet tidspunkt haft ørepropper i begge mine ører. Personalet har nok set at jeg har haft en øreprop i det ene øre, og ud fra dette konkluderet at jeg så også havde en øreprop i det andet øre.


Top

Personalet holdt fast på at jeg gik rundt i afdelingens fællesmiljø med ørepropper i begge ører. Og det blev da også brugt som et del af grundlaget for at jeg skulle tvangsmedicineres. Egentlig er det ejendommeligt at en patient skal tvangsmedicineres fordi der er meget støj i en afdeling. Måske skulle personalet i stedet for se på om det var muligt at fjerne en del af støjen i afdelingen i stedet for at bruge tid og penge på at give patienterne medicin på grund af afdelingens konstruktion.


Top