Tanker Om Retspsykiatri

Patienternes gensidige udvikling

Generelt er det således, at hvis en patient i retspsykiatrien får det bedre, så har personalet straks den tro, at det er fordi personen får medicin og god pleje af et veluddannet personale. Problemet er bare at det ikke er hele sandheden. Personalet anerkender ikke den virkning der opstår når patienter mødes og er sociale uden at der er personale til stede. Der findes mange emner, som personalet ikke ønsker at patienterne taler om, fordi de har den opfattelse af mange patienter at de er svage og derfor ikke tåler ret meget. Men patienter tåler mere end personalet går og tror.


Patienterne vælger derfor at fortrække til et sted for de kan tale i fred uden personale. Her taler de så om alle de ting, som personalet ikke tror at patienterne kan tåle at tale om. Det er min erfaring at patienter lærer utrolig meget godt af hinanden når der ikke er personale til stede. Denne sociale interaktion mellem patienterne fører til at patienterne får det bedre med hinanden og at de lærer ting, som personalet ikke må tale med patienterne om af moralske, etiske eller formynderiske grunde. Denne skjulte udvikling som der opstår mellem patienterne bliver ganske enkelt ikke anerkendt.


Hvis man valgte at anerkende den, så skulle den jo trækkes fra i regnestykket og jo større positiv effekt patienterne har på hinanden, jo mindre effekt er der jo tilbage til medicinen og det gode personale. Det er derfor bedst for personalet helt at se bort fra denne effekt, og så tilskrive hele patientens fremgang til medicin og omsorg fra personalet. Personligt har jeg lært utroligt meget af de andre patienter. Der er mange ting som personalet har et ønske om at holde hemmeligt for patienterne. Men der vil altid være en anden patient der har fundet ud af hvad der i virkeligheden sker i afdelingen og hvorfor det sker, og så handler det som patient bare om at få fat i denne patient og lære det som personalet ikke vil have at patienterne skal lære.


Behandlingen på en retspsykiatrisk afdeling er derfor lidt som en leg hvor alle personaler observerer patienterne og alle patienterne render rundt og leger spioner for at finde ud af hvad det er personalet i virkeligheden går og laver. Retspsykiatrien er bare et spil, og det handler om at lære spillets regler. Uden mine medpatienter var jeg aldrig blevet så klog på retspsykiatri som jeg er i dag. Jeg skal snart flyttes fra P5 i Nykøbing Sjælland og ned til det nye sygehus i Slagelse. På afdelingerne i Slagelse er det næsten umuligt for patienterne at tale i fred på grund af afdelingernes udformning. Jeg forventer derfor at patienternes gavn af det sociale forhold mellem patienterne vil lide last.


Top

Problemet er at personalet jo netop ikke anerkender den positive effekt der er når patienter taler sammen uden personale. Man har derfor indrettet afdelingen på en sådan måde at det er muligt for personalet hele tiden at være til stede i hele afdelingen hele tiden. Man kunne godt sige at personalet saver den gren over de selv sidder på. Når patienterne ikke længere kan tale sammen i fred, så vil de heller ikke kunne udvikle sig, og de vil gå i stå. Personalet vil så stå med den opgave at de pludselig skal til at lave noget, for nu bliver patienten ikke længere rask af sig selv. Nu skal personalet pludselig til at arbejde for deres penge, for uden personalets indsats så vil patienternes udvikling forsvinde.


Patienter og pårørende som har deltaget i psykoedukation, siger at noget af det, som gav dem mest indsigt i deres egen situation var at høre andre patienter/pårørende tale om deres egne problemer. Man anerkender altså at patienter kan lære noget af at tale med hinanden om deres problemer, når det sker som en del af psykoedukation, men man anerkender det ikke når det sker af sig selv ude i afdelingen blandt patienterne. Personalet anerkender ikke at der er ting som patienter godt kan selv uden at personalet blander sig.


Hvis man som personale anerkender at patienter kan lære noget af hinanden uden personalets indblanding, hvad skal vi så med personale på en psykiatrisk afdeling? Det ville måske nok være et uetisk eksperiment, men forestil dig at vi tager en afdeling uden personale og fylder den op med patienter der kun har hinanden at tale med. Hvad ville der mon ske? Personale kan være godt, men medpatienter er meget bedre.


Top