Tanker Om Retspsykiatri

Patienters sociale adfærd på en lukket retspsykiatrisk afdeling - 2. del

De fleste personaler på de retspsykiatriske lukkede (og åbne) afdelinger er kvinder. De fleste patienter på de lukkede (og åbne) retspsykiatriske afdelinger er mænd. Vi har det samme problem i retspsykiatrien som vi har i de danske børnehaver - hvor der er alt for mange kvindelige pædagoger i forhold til mandlige pædagoger. Denne forskel medfører nogle konflikter som muligvis ikke var opstået hvis der havde været mange flere mandlige personaler i retspsykiatrien. Kvinder kan holde om hinanden for at få kontakt, mens mænd får kontakt med hinanden ved at tumle rundt på gulvet og små-slås uden egentlig alvor.


Men det kan man da sandelig ikke have på en retspsykiatrisk afdeling. Derfor er mænd mere social afskåret end kvinder da kvindeadfærd er mere tilladelig end mandeadfærd. Dette bliver yderligere forstærket af at næsten alle personaler på de retspsykiatriske afdelinger er kvinder og at afdelingerne derfor bliver styret efter kvinders opfattelse af social kontakt. Retspsykiatriske afdelinger i Danmark er ikke for mænd. men de fleste af dem som er indlagt på disse afdelinger er netop mænd. På den afdeling hvor jeg er indlagt (december 2014) har vi kun en enkelt mand, resten af det daglige personale er kvinder.


Det er min opfattelse at der er omkring 28 personaler på den afdeling hvor jeg er indlagt. Afdelingen har således kun ca 3% mandlige personaler. Der findes i retspsykiatrien det som jeg vil kalde for tvangskontakt. En patient på en lukket retspsykiatrisk afdeling har generelt svært ved at have en kontakt til verden udenfor afdelingen. En sådan patient har ligeledes svært ved at have kontakt til andre patienter på afdelingen. Dette gøres ved at man forhindre at patienterne kan være sammen alene i et rum uden personaler. Patienterne kan således kun væres sammen med hinanden i rum hvor der også samtidig er personale. Det er ikke sikkert at patienterne har lyst til at personalet skal vide hvad patienterne taler om. Dette gør at patienterne har svært ved at have privatliv. Samtalerne mellem patienterne bliver derfor hurtigt ret tomme, hvis man ikke kan tale om ret meget andet end vejret, da det jo helst skal være et emne som enten ikke genere personalet eller som patienterne gerne vil holde for sig selv.


Ikke nok med at patienten er fysisk spærret inde, men nu bliver patienten også psykisk spærret inde. Det er ikke muligt for patienterne at udrykke indhold af privat karakter til hinanden uden at personalet kan høre det. Patienten kan vælge at holde sine tanker for sig selv, og bare snakke om vejret eller patienten kan acceptere at personalet kan høre alt hvad patienten siger og således røbe sit privatliv og tanker for personalet. Personligt har jeg den mening at hvad jeg tænker og føler det holder jeg for mig selv og derfor siger jeg næsten aldrig noget af privat karakter som en personale kan høre. Dette medførte at man til sidst indførte en regel om at jeg skulle tinges til at være social med en personale hver dag i 15 min på min stue.


Top

Hver dag kom der så en personale ned til mig på min stue og sad i 15 min. Jeg valgte dog som regel at vi skulle sidde og se TV i denne tid. Det stod på i nogle måneder i vidst nok 2012 i Pilehus (P4, Nykøbing Sjælland). Det fortæller vel bare noget om hvor desperate personaler kan blive. Men hvis man nu som patient ikke kan få kontakt til andre mennesker på normal vis som andre mennesker udenfor afdelingen, så begynder man at tænke på at få kontakt på andre måder. Jeg ser nogle gange medpatienter som ellers passer sig selv pludselig gøre noget som de ikke plejer at gøre, og som ofte giver stor opmærksomhed fra personalets side. Det er mit indtryk at denne adfærd ofte opstår som et underskud af social kontakt.


Pludselig er patienten kommer i et så stort socialt underskud, at desperationen nærmest bryder igennem, og så gør patienten noget ganske unormalt og ganske uventet, og jeg føler at det ofte også er ganske uventet for patienten selv. Man skal huske på at personalerne straks ser denne unormale adfærd som et tegn på psykisk lidelse. Personaler er generelt ude af stand til at forstå at en unormal situation som det at være spærret inde på en retspsykiatrisk afdeling også medfører unormale reaktioner. Reaktionen ville være unormal ude i den normale verden, men set i forhold til situationen på en retspsykiatrisk afdeling, så er der faktisk intet unormalt ved reaktionen.


Personaler er ude af stand til at forstå at mennesker reagerer på at blive lukket inde på en retspsykiatrisk afdeling. Jeg har selv prøvet på at være i et socialt underskud på en lukket retspsykiatrisk afdeling (Pilehus, P4). En dag sad jeg sammen med en kvinde personale på mit stue. Hun var lidt yngre end mig selv. Jeg spurgte hende pludselig om der mon ville være noget i vejen for at jeg gav hende et kys. Hun reagerede ikke synderligt voldsomt på mit forslag, men samtalen sluttede ikke ret lang tid efter mit forslag. Blot nogle minutter senere stod hun igen på mit værelse, denne gang sammen med afdelingssygeplejersken, og så fik jeg eller en historie fra de varme lande om hvad jeg kunne tillade mig og hvad jeg ikke kunne tillade mig at sige til en personale og de gik meget op i at fortælle mig at de sandelig havde tænkt sig at skrive det hele ned i min journal.


Det står da sandelig også i min journal, jeg har læst det selv. Hvad personalen (kvinden) dog bare glemte var, at jeg ikke var særlig interesseret i hende. Jeg følte mig ikke tiltrukket af hende og jeg ville heller ikke i seng med hende. Jeg var bare kommet i et socialt underskud og trængte til social kontakt i en eller anden form. Jeg reagere unormalt i en unormal situation. Det er normalt at have seksuelle tanker eller fantasier om det modsatte køn, og det er ikke svært at regne ud hvem der vil tænke hvad om hvem, for alle patienterne er mænd og alle personalerne er kvinder. Personaler (kvinder) er ganske uden evne til at sætte sig ind i hvad der foregår i hovedet på de patienter (mænd) som de angiveligt siger at de går rundt og passer på.


Top