Tanker Om Retspsykiatri

Patienter ud af bagdøren

Retspsykiatrien har en ret stor bagdør, som man bruger til at lukke alle de patienter ud, som ikke kan behandles, og som man heller ikke vil have i retspsykiatrien. Når en ny patient dukker op i retspsykiatrien, så formoder overlægen og personalet at patienten kan behandles. Efterfølgende bliver patienten undersøgt og patienten får en diagnose. Det er dog ikke altid at patienten får den korrekte diagnose. For at kunne være som patient i retspsykiatrien, så findes der kun enkelte få diagnoser som man kan tillade sig at give patienten.


Underligt nok, så har alle personer som kommer ind i retspsykiatrien efterfølgende også en af disse diagnoser. Hvis man så begynder at behandle patienten ud fra denne diagnose, så vil personalet og overlægen efter et stykke tid opdage at der ikke sker nogen forandring i patientens tilstand, måske endda til trods for at patienten får store mængder medicin. Der skyldes måske en forkert diagnose og at patienten i virkeligheden hører til i en af nedenstående grupper. Der findes mindst 3 grupper af patienter som man lukker ud af bagdøren:


Gruppe 1

Patienter som ikke har en lidelse, og som i virkeligheden er raske, men som man ikke vil erklære raske, da man jo så vil være nødt til at indrømme, at man har taget fejl. Man er som regel nødt til at give disse personer en diagnose på en lidelse, som er svær at behandle. Argumentet for at give en sådan diagnose er, at patienter som stritter imod behandling som regel er patienter som er meget dårlige. Og hvis en rask patient stritter imod behandling med det argument at han ikke fejler noget, så er dette jo netop et tegn på at patienten har en lidelse som er svær at behandle. Men der er vel ikke noget underligt i at raske personer vil stritte imod behandling.


Gruppe 2

Patienter med en personlighedsforstyrrelse, som ved en fejl er kommet ind i retspsykiatrien. Man behandler som udgangspunkt ikke personer med personlighedsforstyrrelser, alene af den simple grund, at det ikke virker. Hvis man giver disse patienter en korrekt diagnose (personlighedsforstyrrelse), så er man jo nødt til at indrømme at man har taget fejl, og det ønsker man sandelig ikke. Da behandling netop ikke virker på disse patienter, så ville man jo være nødt til at behandle dem resten af deres liv uden resultat. De er derfor pludselig egnede til udskrivelse og bliver derfor udskrevet.


Top

Gruppe 3

Comorbide patienter: Ifølge loven kan man ikke sende en retspsykiatrisk patient hjem, hvis man har mistanke om at patienten vil gøre noget ulovligt. Patienter som både har en psykisk lidelse og som har en afhængighed af en (som regel) ulovlig substans, som fx hash. Disse patienter har ifølge reglerne ikke nogen som helst udsigt til at blive udskrevet, da dette ville kræve at patienten var ophørt med sit forbrug af fx hash. Da disse patienter næsten aldrig har intension om at holde op med deres misbrug, så har de heller ikke mulighed for udskrivelse. Disse patienter kan kun blive udskrevet hvis overlægen, bøjer verden og skriver i patientens papirer at patienten ikke længere har et misbrug. Man har så mange af denne slags patienter, at retspsykiatrien hurtigt ville flyde over med comorbide patienter med afhængighed af hash, at man simpelthen har besluttet sig for at lukke dem ud af bagdøren.


Nu er der jo ikke tale om en rigtig bagdør. Man lukker dem ud af fordøren, men med den forklaring at patienten ikke længere vil gøre noget ulovligt og at patienten ikke har noget problem med afhængighed af fx hash. Der er tale om at man lige stikker resten af retssystemet en lille hvid løgn, for at kunne gøre plads til nogle andre og nye patienter i systemet. Desuden, så får det også systemet til at se ud som en succes, at man tilsyneladende har helbredt endnu en patient for psykisk lidelse og hash-afhængighed. Jeg er tilfreds med at kunne røbe, at det er fup det hele. Løgn fra den ene ende til den anden.


Loven umuliggør udskrivelse af patienter med fx hash-afhængighed, så den eneste udvej for retspsykiatrien er at bøje loven og virkeligheden. Mange patienter hænger i systemet i årevis, fordi man jo ikke kan udskrive patienter som man tror vil gøre noget ulovligt, og det er fx ulovligt at ryge hash. Antallet af patienter som bliver udskrevet i retspsykiatrien afhænger ikke af hvor mange der er klar til at blive udskrevet, men af om systemet udefra ser ud som om at det virker effektivt. Det handler for retspsykiatrien om at opretholde den store illusion om effektivitet og magt. Men hvis det ikke er helbredelse eller ophør af kriminalitet, som fører til udskrivelse, hvad er det så? Svaret er egentlig simpelt.


Man tilbageholder de personer i retspsykiatrien som man kan holde ud at være sammen med. De patienter som er ganske håbløse og som personalet ikke kan holde ud, de bliver hurtigt udskrevet, da de ofte er ganske ressourcekrævende at behandle. De patienter som egentlig ikke er til besvær, kan hænge i retspsykiatrien i mange år. Med andre ord, det kan godt betale sig at være en dum skid i retpsykiatrien. Men så er systemet da vel egentlig på hovedet? Der er med andre ord en stor økonomisk fordel i at behandle ”lette” patienter i stedet for ”tunge” patienter.


Top

Hvis vi smed alle de ”lette” patienter ud af retspsykiatrien og holdt på at de ”tunge” patienter, så ville bunden hurtigt gå ud af ethvert retspsykiatrisk regnskab, da disse patienter er utroligt ressourcekrævende. Det handler for retspsykiatrien om at SE effektiv ud. Og udseende er meget vigtigt for retspsykiatrien. Hvis vi beholder alle de mest raske og harmløse i retspsykiatrien fordi personalet kan holde ud at være sammen med dem hver dag og man smider de mest håbløse tilfælde tilbage i samfundet hvad har retspsykiatrien så egentlig opnået? Svaret er vel: ingenting.


Top