Tanker Om Retspsykiatri

Patientens værelse er kun lettere rodet

Jeg læste på et tidspunkt følgende sætning, skrevet af min overlæge, i min journal: ”Patientens værelse er kun lettere rodet”. Personalet og overlægen har generelt den regel, at en journal ikke skal indeholde informationer om hvad en patient godt kan eller tegn på at patienten ikke fejler noget. Alt hvad der skrives i journalen af personalet eller overlægen, skal derfor ses som et udtryk for, at de mener at det, som er observeret hos patienten er, eller kan være, et tegn på psykisk lidelse. Når overlægen derfor skriver om mit værelse, at det kun er lettere rodet, så må det derfor betyde, at overlægen mener at mit lettere rodede værelse kunne været et tegn på at jeg nok har en psykisk lidelse.


Der er dog et problem med denne fortolkning af mit lettere rodede værelse. Jeg har nu været indlagt i næsten 5 år. Overlægen forventer at en patient, skal kunne leve på ca 12 m2 i mange år uden rod. Det er faktisk ret svært. Vi har et værelse på ca 12 m2. På dette areal, skal jeg have tøj til alle årstider og fodtøj til alle årstider. Jeg skal have min seng og mit bord og mit fjernsyn. Jeg har en gulvlampe og en lille reol som er næsten helt fuld af bøger. Jeg synes at det er meget krævende at have et helt liv på kun 12 m2. De fleste mennesker har en hel lejlighed eller et hus, til de ting, som det altså forventes, at jeg skal have på kun 12 m2.


Det er faktisk noget af en opgave. Det kræver et meget stort planlægningstalent og en meget god orden, hvis en værelse på 12 m2 ikke skal se rodet ud, når man nu skal have alt hvad man har i livet på et lille værelse. Hvis rod på værelset bliver brugt til at vurdere om en patient har en psykisk lidelse, så vil de fleste personer efter en indlæggelse på 12 m2, udvise tegn på psykisk lidelse, for det er jo næsten umuligt at indgå rod, når man kun har 12 m2. Det er ikke mit indtryk, at overlægen tager højde for at patienten har problemer med at have alle sine ting på kun 12 m2.


Men man kan jo som patient også vende situationen på hovedet. Hvis det er et tegn på psykisk lidelse, at der er rodet på værelset, så kan man jo også få en psykisk lidelse til at forsvinde på samme måde. Man skal bare holde meget pænt på værelset i stedet for. Hvis patienten gerne vil fremstå som et rodehoved, så kan patienten da bare rode på sit værelse. Og hvis patienten gerne vil fremstå som mere rask i overlægens og personalets øjne, så skal patienten bare sikre sig, at værelset er i tip top stand, uden dog at overdrive.


Top