Tanker Om Retspsykiatri

Patienten er muligvis autist

Retspsykiatriske personalers indre tro på at de er ganske uden fejl er nærmest total. Da jeg kom på afdelingen Pilehus (P4) opdagede jeg hurtigt at personalet ikke var særligt behagelige at være sammen med. Jeg valgte derfor ofte at være for mig selv, også selv om jeg jo er et socialt væsen. Det er som at vælge mellem pest og kolera. Vil du være sammen med nogle mennesker du ikke kan lide, eller vil du hellere sidde alene på dit værelse.


Jeg valgte at være alene på mit værelse. Jeg sad ofte på mit værelse og læste bøger. Jeg nåede næsten også at læse 1001 nats eventyr, som er på ca 3.600 sider. Jeg nåede mere end 3.000 sider. Jeg nåede også at læse mange andre bøger. Efter et stykke tid begyndte personalet at få den idé at jeg nok var autist. Det startede med noget jeg sagde en dag til personalet. Jeg havde haft en samtale med personalet og ved samtalen kom vi til at tale om at jeg kunne blive straffet ved at blive sendt på værelset. Jeg fik straks den tanke at jeg ville ødelægge deres idé om at det var en straf at sende mig på værelset. Jeg sagde derfor til personalet at det da ikke var en straf at blive sendt på værelset, for så havde jeg jo bare lidt mere tid til at læse bøger.


Det synes personalet var underligt, og de begyndte nu at spekulere på om jeg var autist, fordi jeg tilbragte så meget tid alene på mit værelse. Min mor kommer så til en ADI-R samtale (omkring februar 2012) med en psykolog. Formålet med samtalen er at finde ud af om jeg er autist. Man spørger så min mor om hvordan jeg var da jeg var lille. Efter lang tids spekulationer kommer overlægen så endelig frem til at jeg nok ikke var autist. Det som startede idéen i personalets hoved om at jeg nok var autist er en sammenblanding af en masse kognitive fejl. Personalet oplever at jeg er meget alene på værelset.


Det kunne aldrig falde personalet ind at jeg var meget på mit værelse på grund af omgivelserne, altså personalet. Denne fejl kalder man på engelsk fundamental attribution error. Fejlen ligger i at personalet tror at alt det som en patient gør udelukkende har noget med patienten selv at gøre, og at personalet på ingen måde har indflydelse på patienternes velbefindende. Personalet ville ikke erkende at det var personalet der var årsagen til at jeg ofte var på mit værelse. Når nu patienten er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, så må det jo nødvendigvis også være patienten der er noget galt med og ikke personalet.


Top

Der er ofte tale om at personalet tager afstand fra at de skulle gøre noget forkert og projicere det derfor over på patienterne i stedet for. Jeg tror at der er mange patienter der gennem tiderne har fået diagnoser på grund af noget som personalet ikke vil vedkende sig som deres egne fejl. Man kunne vel også bare kalde det for ansvars-fralæggelse. Hver gang man kan give en patient en diagnose når der er et problem, så har man opretholdt illusionen om at personaler er perfekte. Konklusionen må derfor være: Jo flere fejl personalet laver, jo flere diagnoser er de også nødt til at give patienterne. Hvis man kunne nedbringe antallet af personalefejl, så ville antallet af diagnoser også automatisk falde.


Top