Tanker Om Retspsykiatri

Patienten har indsigt

Det starter med en bias

Personaler har den antagelse (bias), at patienter ikke ved noget om psykologi eller psykiatri. Personaler har ligeledes den antagelse, at patienter ikke har kontrol over deres følelser og kropssprog. MEN der er faktisk en del patienter der ved noget om psykologi og psykiatri. Det er ligeledes mit indtryk, at næsten alle patienter har kontrol over deres følelser i en eller anden udstrækning.


Personalens forventning til patienten

Nogle mennesker har styr på deres følelser og de kan styre deres kropssprog. Andre mennesker har ikke styr på deres følelser og kropssprog. Personaler har automatisk den opfattelse (bias) af patienten, at patienten er en person, der ikke har kontrol over sine følelser. Hvis en personale derfor møder en patient, som ikke viser følelser eller affekt, så tror personalen straks, at dette er fordi, at patienten har en psykisk lidelse. Det kunne aldrig falde en personale ind, at patienten er en person, med kontrol over sine følelser og kropssprog, og at grunden til at personalen ikke kan få øje på patientens følelser, udelukkende er fordi at patienten har kontrol over sine følelser.


Personalens adfærd

Hvis personalen gerne vil lære patienten at kende, så er det vigtigt at personalen lærer at forholde sig neutralt i forhold til patienten. Personalen skal således ikke konstant rende og sprede sine egne meninger og holdninger i afdelingen, men derimod forholde sig nogenlunde neutral, så det bliver muligt at få øje på patientens adfærd og holdninger. Jeg har oplevet personaler, som nærmest har tromlet patienterne over med deres meninger og holdninger i afdelingen. Denne fremgangsmåde gør det nærmest umuligt for en personale at finde ud af hvem patienten egentlig er.


Eksempel

Jeg oplevede det helt tydeligt med M (personale) i Pilehus (P4), den dag Anders Breivik skød en masse mennesker i Norge. Jeg stødte ind i M, som var på vej ud af stuen, mens jeg var på vej ind i stuen. Jeg fortalte M om hvad der var ved at ske i Norge, og M fortrak ikke en eneste mine, selv om jeg fortalte ham, at der lå mere end 18 døde mennesker i vandet. Jeg fik det indtryk, at han prøvede på at se på mig hvad jeg mente om sagen, men jeg var også neutral i vores samtale. Jeg fortrak ikke en mine, men forklarede ham bare tørt, hvad der var sket i Norge.


Top

Det lykkedes ikke for M, at regne ud, at jeg gjorde det samme imod M som han gjorde imod mig, men det lykkedes mig at regne ud at vi begge to gjorde det samme imod hinanden. Jeg tror at grunden til at M ikke regnede ud at jeg gjorde det samme som ham, var fordi at han ikke kunne forestille sig, at jeg som patient ville være i stand til at gøre det imod ham. Det er mit indtryk at M var i stand til at holde sig neutral i mødet med mig, men han var muligvis ikke selv helt bevidst om hvad det var han egentlig gjorde i situationen. Jeg var dog ikke i tvivl om hvad det var M gjorde, og jeg var også godt klar over at vi begge to gjorde det imod hinanden. Jeg gjorde dog bare min handling helt bevidst.


Personalens ubehag ved samtalen

Det ville være for tungt for en personale at erkende, at grunden til at personalen føler et ubehag i samtalen med patienten, er fordi at patienten er klogere end personalen. Følelsen bliver derfor vendt på hovedet, således at personalen ikke følger ubehag på grund af sin egen utilstrækkelighed, men at det er fordi at patienten har en psykisk lidelse. Der er således opstået en psykisk lidelse hos patienten, og det er udelukkende sket på grund af en forsvarsmekanisme oppe i hovedet på personalen. Personalen har vendt sin egen utilstrækkelighed væk fra sig selv, og har nu overbevist sig selv om at ubehaget, skyldes at patienten har en psykisk lidelse. Personalens ubehag i samtalen med patienten kan faktisk gå hen og blive så stort, at personalen kommer frem til den konklusion at patienten nok har brug for mere medicin. Men, så er det jo patienten, der får medicin, for at kompensere for en utilstrækkelighed hos personalen.


Konklusion

Det handler i den sidste ende ikke om hvorvidt patienten har en psykisk lidelse eller ej. Det handler udelukkende om magt. Både personalen og patienten kan udvise den samme adfærd i afdelingen, men fordi at personalen har magt, og patienten netop ikke har nogen magt, så er det patienten der taber og som 'får' en psykisk lidelse. Personalen har ret i sin antagelse om at patienten har en psykisk lidelse, alene fordi personalen har magten til at give patienten en psykisk lidelse. Der er tale om overdiagnostisering på grund af utilstrækkelige personaler. Det handler således ikke om din adfærd, men udelukkende om du er personale eller patient.


Top