Tanker Om Retspsykiatri

Overlæger

Jeg tror aldrig nogen sinde at du har besøgt din familielæge på følgende måde: Du kommer ind af døren til lægens kontor. Der sidder en sekretær. Du fortæller nu dine symptomer til sekretæren. Sekretæren går derefter ind til lægen og fortæller dine symptomer til lægen og diskuterer symptomerne med lægen. Sekretæren går derefter ud til dig i venteværelset og fortæller dig at du får et svar om en måneds tid. Jeg tror ikke at der ville være nogen der hoppede på den. Jeg tror at de fleste normale mennesker ville forlange at blive undersøgt af lægen personligt. Du har måske nok undret dig over hvordan en overlæge (psykiater), kan finde på at give patienter de mest underlige diagnoser og pålægge patienterne ganske unødvendig behandling, oftest i form af medicin.


Men du skal huske på at der er en stor afstand mellem dig og overlægen. Overlægen kan kun retfærdiggøre sin adfærd på een måde. Han er nødt til at have afstand mellem ham selv og patienten. Derved undgår han at få empati for patienten. Patienten er bare en ting for ham. Overlæger er sjældent på selve afdelingen. Han har ikke nogen personlig kontakt til patienten. Den eneste information han får om patienten er gennem det daglige personale, som i øvrigt hverken er læger eller psykiatere. Han bygger sine konklusioner om patienten på anden-håndsviden. Det er indenfor psykiatrien tilsyneladende ret normalt at overlæger forholder sig til patienter på denne måde. Det er dog ganske unormalt indenfor somatikken.


Af en eller anden grund, så er det blevet ganske normalt indenfor psykiatrien at gøre det på denne måde. Hvorfor er der denne store forskel? En overlæge i psykiatri, burde være sammen med de patienter han skal behandle, således at han kan få en personlig opfattelse af patienterne i stedet for anden-hånds-information via fx pædagoger og ergo-terapeuter, som dybest set ikke ved noget som helst om psykiatri. Man kunne kalde det for 'undersøgelse via ukvalificeret mellemmænd'. Der er ingen direkte kontakt mellem patient og overlæge.


Når man tænker på at indlagte patienter er på en afdeling næsten 24 timer i døgnet, så gør det ingen forskel at tale med overlægen en time om måneden. Man er bare til grin. Overlægens stereotypisering af patienter En overlæge er nødt til at putte patienten med i en kasse. Dette gør overlægen ved at overbevise sig selv om at patienten passer ned i en bestemt kasse. En overlæge kan ikke retfærdiggøre behandlingen af en patient før end patienten er puttet ned i en bestemt kasse. Hvis det ikke lykkedes for overlægen at putte patienten ned i en bestemt kasse, så er det ikke muligt for overlægen at tvangs-medicinere patienten.


Top