Tanker Om Retspsykiatri

Off-label brug af medicin - Samarbejdspiller

Overlæger kan godt finde på at ordinere kraftig medicinering af patienten med det formål at få patienten til at samarbejde. Samarbejdet opstår som regel ved at man giver patienten så tilstrækkelig meget medicin at patienten nærmest drukner i ubehagelige bivirkninger, og på en tidspunkt så giver patienten op og begynder at samarbejde og så bliver patienten efterfølgende sat ned i medicin igen. Det er mit indtryk at det ofte virker og jeg har talt med en del patienter som har modtaget antipsykotisk medicin med det formål at få patienten til at samarbejde.


Jeg har også selv oplevet at min overlæge indkaldte mig til et møde hvor jeg blev oplyst om at jeg skulle begynde at samarbejde om behandlingen, for ellers ville jeg få højeste dosis medicin indtil jeg begyndte at samarbejde. Min overlæge oplyste mig da også ved mødet om at det plejede at virke. Det er mit indtryk at det ofte virker, men jeg har svært ved at se hvad det har at gøre med behandlingen af en psykisk lidelse. Og det har dybest set ikke noget at gøre med selve diagnosen. Der findes ikke diagnoser der har samarbejdsvanskeligheder som et diagnose-kriterie. Jeg henvendte mig på et tidspunkt til ministeriet for sundhed og forebyggelse, for at få deres mening om behandling af samarbejdsvanskeligheder med antipsykotisk medicin på patienter som ikke ville samarbejde med deres overlæge.


Jeg henledte deres opmærksomhed på at jeg ikke kender diagnoser der har samarbejdsvanskeligheder som et kriterium og at der ikke stod noget i indlægssedlen til fx Abilify om at medicinen måtte bruges imod manglende samarbejde, og at der derfor var tale om det man kalder for off-label brug. De første 4 gange henvendte jeg mig via mail men fik ikke noget svar. Den 5. gang henvendte jeg mig til ministeriet via et almindeligt brev. Jeg fik det endelige svar fra ministeriet at det ville man ikke svare på. Jeg skrev efterfølgende et brev til ombudsmanden hvori jeg bad ham om at afæske ministeriet et svar på min henvendelse.


Efter blot nogle dage fik jeg svar fra ombudsmanden. Han havde besluttet at han ikke ville gå ind i sagen. Han mente ikke at han ville kunne få ministeriet til at give et bedre svar end det jeg allerede havde fået, som jo altså var at man ikke ville svare på min henvendelse. Jeg har svært ved at forstå hvordan det kan være at ministeriet ikke er interesseret i hvordan antipsykotiske midler bliver brugt og at de tilsyneladende heller ikke er interesseret i at forklare hvorfor det er i orden at behandle patienter med antipsykotisk medicin imod samarbejds­vanskeligheder. Det er som at slå i en dyne, og det er svært at lade være med at få den tanke at der er noget galt et eller andet sted i vores administration.


Top