Tanker Om Retspsykiatri

Når magten tager overhånd

Det hele starter med en ganske almindeligt person. En dag beslutter denne person sig for at blive læge. Efter lægeuddannelsen beslutter personen sig så for at blive psykiater. Psykiateren ender så måske op i retspsykiatrien, og skal nu behandle patienter. I det øjeblik psykiateren træder ind i retspsykiatrien, så får psykiateren tildelt en magt af samfundet til at behandle patienterne med magt. I starten vil denne psykiater nok gøre som alle andre normale mennesker og prøve på at tale med patienten og komme med gode argumenter over for patienten om hvorfor patienten bør spise medicin.


En vis del af patienterne vil dog ikke spise medicin. Den primære grund er at psykiateren faktisk ikke har noget godt argument for hvorfor patienten skal spise medicin. Til sidst giver psykiateren op over for patienten og beslutter at behandle patienten med magt. Magt handler ikke om hvem der har de bedste argumenter, magt er bare magt. Med tiden vil psykiateren blive vant til at behandle patienterne med magt, ikke fordi psykiateren har gode argumenter, men udelukkende fordi psykiateren har magt.


Efter et stykke tid vil der langsomt ske en drejning af psykiaterens opfattelse af sig selv. Da psykiateren jo får gennemtrumfet sin behandling af patienten næsten hver gang, så får psykiateren langsom den opfattelse af sig selv, at de argumenter han har over for patienten faktisk er gode argumenter, og at det bare er patienten der ikke kan forstå dem. Dette fører med tiden til at psykiateren tror at alle hans argumenter er gode, netop fordi han får gennemtrumfet sin behandling af patienten næsten hver gang (dog med magt).


I det øjeblik hvor psykiateren helt glemmer at han burde bruge argumenter, men i stedet for udelukkende tror at han altid har ret, fordi han får gennemført en behandling af patienten med magt, så har magten taget overhånd. I det øjeblik overlægen har skiftet troen på magt ud med en tro på sine egne argumenter (selv om det jo er magten der virker), så har magten tager overhånd. Psykiateren tror nu, at hver gang han får gennemtrumfet en behandling af patienten med magt, så er det fordi at hans argumenter er rigtige, og så har magten taget overhånd. Psykiateren er blevet totalt blind, og kan ikke længere fatte, at hans argumenter ikke virker.


Top

Han har opnået en nærmest guddommelig tro på sig selv som et perfekt menneske, der altid har ret. Problemet er dog bare, at psykiateren ikke har ret, han har bare magt, og der er stor forskel på at have ret, og at have magt. Med andre ord igen. Psykiateren har nu en følelse af almægtighed, og alt hvad kan kommer frem til at konklusioner om patientens psykiske tilstand er korrekt, men det er bare en illusion. Der er ikke tale om at argumenterne virker, men at magten virker. Det handler om magt og intet andet. Samfundet har i den sidste ende ikke tildelt psykiateren magt, men almægtighed.


Top