Tanker Om Retspsykiatri

Motion er sundt

Der findes mange former for idioti i retspsykiatrien, og her er endnu en af dem: Jeg tror efterhånden godt at de fleste ved at motion er sundt, så længe man gør det i passende omfang. Det er således usundt at lave for lidt motion, men det er sandelig også usundt at lave for meget motion. Motion er således et spørgsmål om balance. I øjeblikket er det således i retspsykiatrien at man tvinger stort set alle patienter til at spise medicin. Stort set alle patienterne får en eller anden form for antipsykotisk medicin. Denne medicin har bivirkninger. En meget stor del af disse patienter får en vægtforøgelse på grund af medicinen. Med andre ord, de tager på i vægt.


Nogle patienter tager på fordi at de spiser lidt mere end de plejer, fordi medicinen godt kan give en større appetit. Andre patienter tager på selv om de spiser som en mus. Samtidig påvirker medicinen også patientens fysiske præstationsevne meget negativt. Patienten starter altså på en antipsykotisk medicin, tager på i vægt og for sværere ved at bevæge sig. Nu er det så først at problemerne for patienten virkelig starter. De fleste patienter bliver målt og vejet jævnligt, måske en gang om måneden. Det kan så efterfølgende konstateres at patienten har taget på i vægt. Hvordan forholder personalet sig så til denne information? Det kunne aldrig falde en overlæge ind at få den tanke at patienten får for meget medicin, og at medicinen er skadelig for patienten. Overlægen for i stedet for straks den tanke, at der er noget galt med patienten.


Hvis patienten tager på, så må det være fordi at patienten spiser for meget eller laver for lidt. Patienten bliver derfor nogle gange nærmest skældt ud fordi at patienten tilsyneladende ikke kan styre sit kalorieindtag, og patienten bliver ligeledes skældt ud for ikke at lave motion nok. I min verden kaldes det for ansvarsforflygtigelse. Overlægen flytter problemet fra hans medicinering af patienten over på netop patienten. Overlægen slipper desværre ofte af sted med denne handling, for mange mennesker er meget autoritetstro og de tror selvfølgelig på det som de får at vide af overlægen. Patienten får nu skyldfølelse over at spise for meget og skyldfølelse over at lave for lidt motion. Personalet synes at dette er helt i orden, for nu er det jo også patienten der har en psykisk lidelse og ikke personalet.


Patienten begynder nu på at spise mindre, hvilket ofte ikke har noget effekt, da det jo er medicinen som er skyld i overvægten. Dette giver patienten endnu større følelse af ikke at have styr på sig selv. Patienten bliver ligeledes bedt om at lave motion, men da det stadig er medicinen der er årsagen til vægtøgningen, så vil motionen med stor sandsynlighed heller ikke medføre et vægttab, og så bliver patienten igen deprimeret over at være ude af stand til at tabe sig. Medicinen hæmmer patienten fysisk og gør det utroligt svært for patienten at lave motion. Patienten vil derfor med stor sandsynlighed opleve en følelse af nederlag på grund af manglende evne til at motionere, og det vil sandelig ikke blive bedre af at personalet kikker bebrejdende på patienten når patienten ikke magter at lave motion. Personalets selvbedrag kan til tider nå uanede højder.


Top

Ofte bruger man forskellige forklaringer overfor patienterne for at få dem til at motionere. En af dem er følgende: Personalet fortæller patienterne, at motion er sundt, og hvis man motionere så har man brug for mindre medicin. Personalet stiller således patienten i forventning, at hvis patienten nu gør en indsats og motionerer, så vil patienten også blive sat ned i medicin. Men, kære venner, det er tomme ord. Jeg har endnu aldrig oplevet en patient blive sat ned i medicin fordi patienten lavede motion. Faktisk sker der noget andet. Når man spiser antipsykotisk medicin og begynder at motionere så vil medicinen virke stærkere på kroppen. Men da der ikke er nogen patienter der bliver sat ned i medicin når de begynder at motionere, så vil der i stedet for ske det, at medicinen vil have en større effekt på deres krop.


Med andre ord. Hvis du får antipsykotisk medicin og du begynder at motionere, så har det samme effekt, som hvis du var blevet sat op i medicin. Nogle patienter opdager hurtigt dette og holder derfor hurtigt op med at motionere, da motionen gør dem dårligere end normalt. Disse patienter vil derfor ofte foretrække at sidde så stille som muligt, for derved at få så lidt bivirkninger som muligt. De sidder derfor ofte hele dagen og ser TV eller ryger cigaretter og drikker kaffe. På et tidspunkt var jeg indlagt i Pilehus (P4). Jeg var aktiv hver dag. Jeg cyklede 20 km på kondicykel og roede 5 km på romaskine hver dag. På et tidspunkt blev jeg så tvangsmedicineret.


Efter ca 7 dage, fik jeg pludselig et angst-anfald midt under roningen og måtte stoppe. Mine fysiske evner var efter 7 dage på medicin nærmest blevet væk. cirka en uge senere prøvede jeg på at sætte mig op på kondicyklen og cykle. Jeg cyklede ca 450 meter, før jeg igen fik et angst-anfald og måtte stoppe. På vej ned af cyklen kom en kvindelig personale forbi. Hun stoppede op og spurgte mig hvor langt jeg havde cyklet. Jeg sagde ca 500 meter. Hun svarede: ”Neeeiiiiii, det var da vel nok flot klaret!”. Jeg kikkede på hende og tænkte at hun da måtte være skingrende skør oven i hovedet.


Blot 2 uger tidligere kunne jeg cykle 20 km uden problemer og nu var jeg pludselig kun i stand til at cykle 450 meter før jeg fik en angst-anfald, og så roser hun mig, men for hvad dog! Mine evner var på 2 uger blevet reduceret med ca 98%, og det mente hun altså var godt klaret. Damen er da vel totalt hjernedød, at tro at jeg kan finde glæde ved at hun roser mig for at opføre mig som en grøntsag. Og så har man den frækhed at kalde det for behandling. Klaphatte!


Top