Tanker Om Retspsykiatri

Medicinsk adfærdsændring

Jeg har længe undret mig over den rækkefølge tingene sker i på en retspsykiatrisk afdeling. Det drejer sig i denne tekst om hvordan man påvirker patienternes adfærd med medicin. Det er mit indtryk at medicinering af patienten med det formål at ændre patientens adfærd sker i den samme rækkefølge hver gang. Jeg har det indtryk at personalet og overlægen nok ikke er bevidste om den fremgangsmåde de bruger når de giver en patient medicin for at ændre patientens adfærd. Rækkefølgen er som følger:


Det starter med en patient som bliver indlagt med en given adfærd eller en allerede indlagt patient som pludselig får en ny og uønsket adfærd. Personalet observerer så patienten i et stykke tid. Når personalet så har observeret patienten i et stykke tid, og de har skrevet deres observationer ned i patientens journal, så har de en konference med overlægen. Her fremlægger personalet så deres observationer af patienten. Overlægen tager så (måske) efterfølgende en eller flere samtaler med patienten. Overlægen træffer så beslutning om at patienten skal have medicin for sin uønskede adfærd.


Patienten spiser så efterfølgende medicin, og efter et stykke tid, så forsvinder den uønskede adfærd. Både overlægen og personalet jubler, for det lader til at medicinen har virket. Eller har den nu også det? Selve fremgangsmåden har en sådan opbygning at den skal sikre et bevis på at medicin virker. Men er det da ikke medicinen der virker, og som har fået den uheldige adfærd til at forsvinde? Mit svar er: Nej. Lad mig skære det ud i pap. Det hele starter med en patient med en uheldig adfærd. Personalet observere nu denne adfærd igennem et stykke tid. Læg mærke til at personalet ikke konfronterer patienten, og gør patienten opmærksom på den uheldige adfærd.


Hvis patienten ikke selv er opmærksom på at patientens adfærd er uheldig, så vil patienten jo heller ikke ændre adfærd. Efter et stykke tid har personalet så en konference med overlægen. Overlægen træffer en beslutning om at patienten skal have medicin. Overlægen taler nu med patienten om patientens uheldige adfærd og overlægens beslutning om at patienten skal have medicin. Læg mærke til at personalet og overlægen indtil dette tidspunkt har holdt det hemmeligt for patienten hvad det er for en adfærd som patienten har og som personalet og overlægen synes er uheldig. Patienten starter altså først op på medicin i det øjeblik man fortæller patienten at patienten har en uheldig adfærd og hvorfor den er uheldig.


Top

Patienten har altså indtil dette punkt ikke haft mulighed for at ændre sin adfærd, for personalet har jo netop ikke fortalt patienten at patienten havde en dårlig adfærd. Hvis nu personalet havde observeret patienten gennem et stykke tid og var kommet frem til at patienten havde en dårlig adfærd, så kunne de jo fortælle patienten dette, og derved give patienten en chance for at ændre sig INDEN patienten blev ordineret medicin. Men sådan foregår det ikke på en retspsykiatrisk afdeling. Det bliver holdt hemmeligt for patienten hvad man synes om patientens adfærd lige indtil det tidspunkt hvor overlægen beslutter at patienten skal have medicin.


I det øjeblik overlægen holder sit møde med patienten og fortæller patienten hvad det er der er forkert ved patientens adfærd og samtidig starter patienten op på medicin, så bliver det umuligt at se hvorfor patienten efterfølgende får det bedre. Får patienten det bedre fordi at overlægen taler med patienten om patientens adfærd eller får patienten det bedre på grund af medicinen. Det er mit postulat at patienten ændre adfærd i det øjeblik patienten får at vide at patientens adfærd er uheldig, men det er medicinen der får æren af ændringen. Dette kan lade sig gøre netop fordi overlægen først fortæller patienten om hvad overlægen mener om patientens adfærd i det øjeblik overlægen træffer beslutning om at patienten skal have medicin.


Den korrekte fremgangsmåde burde være en anelse anderledes. Det brude starte med en patient med en uheldig adfærd. Dernæst er det personalets opgave at observere patienten gennem et stykke tid. Det burde så være op til overlægen at have en samtale med patienten om patientens uheldige adfærd. Dernæst burde der så være en periode hvor personalet igen observerede patienten for at se om det var nok til at ændre patientens adfærd.


Det er mit postulat at de fleste patienter faktisk ville ændre adfærd på dette tidspunkt. Der ville være nogle enkelte der ikke ville ændre adfærd og overlægen kunne så træffe beslutning om at der skulle prøves med medicin i stedet for. Den fremgangsmåde der bruges i øjeblikket giver et højt medicinforbrug, og fremgangsmåden får det til at se ud som om at medicinen er meget effektiv. Problemet er dog at meget af den effekt som tilskrives medicinen i virkeligheden skulle tilskrives patientens egen evne til at skifte adfærd, men sådan er virkeligheden ikke i øjeblikket.


Top