Tanker Om Retspsykiatri

Må, må ikke

I cirka 2 år havde jeg samtaler med psykologen en gang om ugen. Vi snakkede om mange forskellige ting, de fleste ting havde dog relation til min indlæggelse. På et tidspunkt begynder vi at snakke om mit netværk. Jeg er ikke en person med et stort netværk. Jeg har få venner og jeg ser kun nogle enkelte af mine familiemedlemmer. En af årsagerne er blandet andet at hele min familie bor omkring København mens jeg på dette tidspunkt selv bor i Kalundborg. Psykologen synes at det vil være en god idé hvis jeg fik mig et større netværk.


Nu mener jeg også selv at jeg er et socialt menneske til trods for at jeg ikke kender ret mange mennesker. Jeg giver ham ret i at det godt kunne være bedre for mig med et større netværk. Vi snakker så om hvorledes jeg kan få et større netværk. Jeg fortæller psykologen at jeg finder det kedeligt bare at snakke med andre mennesker om vejret, så hvis jeg skal have et netværk, så skal det være et netværk som har en fælles interesse man så kan diskuttere. Psykologen lyder tilfreds med at jeg vil finde mig et større netværk. Jeg går og tænker over det i et stykke tid. Så en dag beslutter jeg mig for at jeg vil se om ikke jeg kan finde et netværk inden for de foreninger som tager sig af mennesker med psykiske lidelser.


Jeg melder mig derfor ind i Sind, LAP og bedre psykiatri. Efter et stykke tid begynder der at dukke materiale op hos mig i form at post med indbydelser til blandt andet møder om psykiatri. Jeg melder mig til alle møderne og efter en måneds tid så begynder jeg at gå til møder om psykiatri alle mulige steder i Danmark. Jeg synes om min nye interesse og jeg bruger en del tid på at køre til disse møder. Jeg har på dette tidspunkt udgang i 72 timer af gangen, så der er ikke noget problem i at køre om morgenen og så være hjemme igen om aftenen, dog inden kl 22.00. Samtidig sker der andre ting i min sag. Min overlæge får samtidig den idé at jeg tilsyneladende har fået et tilbagefald og at jeg derfor nu skal tvangsmedicineres. Jeg klager over tvangen og sagen kommer i patientklagenævnet. I patientklagenævnet får jeg medhold i at jeg ikke er psykotisk, og at jeg derfor heller ikke skal have tvangsmedicin. Jeg har efterfølgende en samtale med min overlæge.


Hun oplyser mig om at hun ikke må tvangsmedicineres hvilket hun jo selvfølgelig er skuffet over. Det næste hun fortæller mig er at hun er nervøs, fordi jeg går til en masse møder og hun ikke ved hvem jeg holder møder med. Jeg får ligeledes at vide at hun er nervøs fordi jeg sender en masse breve, og hun ved jo ikke hvem det er jeg skriver disse breve til. Det næste hun oplyser mig om er at jeg fremover kun må være væk i en time af gangen og altså ikke længere 72 timer af gangen. Hun begrunder sin ændring med at hun er nervøs for at jeg vil opsøge Statsministeriet og forsøge at slå statsministeren ihjel. Jeg var ude af stand til at forstå hvorfor jeg skulle slå statsministeren ihjel, men det var altså hendes beslutning. Det som man skal lægge mærke til i dette forløb er at psykologen kommer med et forslag om at jeg skal have et større netværk. Jeg skaber nu et større netværk. Efterfølgende bruger overlægen dette netværk som begrundelse for at fratage mig næsten al min udgang. Jeg synes ikke det er let at være patient i retspsykiatrien.


Top