Tanker Om Retspsykiatri

Lys og psyke

Lys er noget som påvirker vores psyke. Lys har indvirkning på vores velbefindende som mennesker. Mennesker er dog forskellige. Nogle mennesker har brug for meget lys, andre har kun brug for lidt lys. Nogle mennesker som ikke får nok lys i løbet af dagen, kan godt efter et stykke tid få det man kalder for vinter-depression. Der findes også mennesker som kun har brug for lidt lys i løbet af dagen få at have det godt (fx mig selv).


Mig og Lys

Personligt har jeg ikke et ret stort behov for lys, for at føle mig godt tilpas. Det er en fordel for mig, at jeg ikke har brug for ret meget lys, da jeg så aldrig nogen sinde vil få det man kalder for en vinter-depression. Jeg kan simpelt hen aldrig komme i en situation hvor jeg vil få for lidt lys. Hvis det er sommer og der er meget lys, så bruger jeg som regel solbriller når jeg kører bil, men jeg går ikke normalt rundt med solbriller på. Jeg kan dog godt lide at gå med kasket, men jeg går også ofte med kasket når der ikke er solskin.


Da jeg blev indlagt i Pilehus (P4) gik lys dog pludselig hen og blev et problem. Personligt foretrækker jeg at have lys om dagen og mørke om natten når jeg sover. Denne rytme var dog ikke længere mulig at opretholde da jeg blev indlagt i Pilehus. Pilehus er en lukket retspsykiatrisk afdeling, og der er hegn omkring store dele af bygningen og arealerne omkring bygningen er lyst op med store lamper. Disse lamper hænger visse steder lige over vinduerne ind til patienternes værelser. Dette medfører at når man er inde på sit værelse om aftenen, så er værelset oplyst af lampen som hænger lige ude foran vinduet.


Ofte hændte det at personalet ikke slukkede for lyset om natten, så der var derfor lys i mit værelse hele natten. Nogle gange så blev lyset slukket, men det var næsten mere irriterende for hvis personalet i løbet af natten mente der var noget at kikke efter udenfor, så kunne de godt finde på at tænde for lyset om natten, og så vågnede jeg igen. Visse patienter ville gerne ryge om natten, og så blev lyset tændt og slukket igen. Denne enten konstante belysning om natten, eller konstante tænding og slukning af lyset var meget ødelæggende for min døgnrytme. Jeg kunne godt mærke at når jeg vågnede om morgenen så var jeg ikke længere lige så frisk som jeg plejede at være.


Top

Efter et stykke tid klagede jeg over lyset fra disse lamper men det havde ikke nogen effekt. Visse værelser i Pilehus havde en persienne foran vinduet, som var elektrisk og som kunne styres med en fjernbetjening. Mit værelse havde dog ikke en sådan persienne, så når det blev aften og man tændte for lamperne udenfor, så kunne jeg ikke undgå at der kom lys ind på mit værelse. Jeg havde kun et tyndt hvidt gardin, som intet hjalp på lyset udefra lamperne. Efter et stykke tid fik jeg den ide at begynde at sætte pap på mine vinduer med tape, for at forhindre at der var lys på mit værelse om natten når jeg skulle sove.


Problemet med denne løsning var at det var svært at sætte op og tage ned, så jeg lod det også sidde om dagen. Om dagen kunne jeg jo bare tænde for lyset i værelset når jeg skulle have lys. Men ved at lade pappet blive på vinduet hele tiden, så kom der jo heller ikke lys ind på mit værelse om dagen. Dette blev af personalet set som et udtryk for at jeg nok var lysfølsom. Nu er det sådan, at på en retspsykiatrisk afdeling, er der aldrig noget galt med hverken overlægen, personalet eller afdelingen. Lige meget hvilken reaktion en patient udtrykker, så er det altid et tegn på psykisk lidelse. Det blev derfor at personalet set som et udtryk for psykisk lidelse at jeg klagede over lamperne udenfor mit vindue.


Men hvad var konsekvensen af bevidst at holde mig vågen? Jeg kom med tiden ganske enkelt i sove-underskud. Mine dage blev sløve og mit hoved var let snurrende, som om jeg hele tiden var lige ved at få hovedpine. Personalet var nu overbevist om at jeg havde en psykisk tilstand som skulle behandles med medicin.


Dybest set, så var det jo afdelingen, som ikke var god nok imod sine patienter, heriblandt mig, men da afdelingen jo altid er fejlfri, så må det jo være patienten der er noget galt med, og derfor skal en sådan patient selvfølgelig have medicin. Efterfølgende fik jeg så medicin og efter et stykke tid blev jeg så flyttet til P5 i Dianalund. I Dianalund var der ikke nogen lampe foran mit vindue og jeg kunne nu sove i fred uden lys om natten. Jeg fik det altså bedre af at blive flyttet til et værelse uden lys om natten, men personalet mente at jeg havde fået det bedre fordi jeg nu spiste medicin. Man kan i retspsykiatrien kun få det bedre med medicin. Personalet mener derfor ikke at en patient kan få det bedre ved at blive flyttet til et bedre værelse hvor der ikke er lys om natten.


Top

Lys og personale

I Pilehus er der en gang i midten af afdelingen, som ikke har nogen vinduer. Denne gang er derfor lyst op hele døgnet med kunstigt lys. Lyset var delt op i to grupper. Som regel var kun den ene gruppe tændt, men når der fx skulle gøres rent, så blev begge grupper af lys tændt. En dag kom jeg ud på gangen fra mit værelse og så at hele gangen var lyst op med begge grupper tændt. Jeg slukkede derfor for den ene gruppe lys. Efter et stykke tid var det nogen der tændte for lyset igen. Jeg slukkede derfor igen for lyset. Så var der en mopset kvindelige personale der dukkede op i min ende af gangen og hun var utilfreds med at jeg slukkede for lyset.


Jeg oplyste hende om at der kun plejede at være lys i en gruppe af gangen, men det interesserede hende ikke. Efterfølgende lagde jeg mærke til at der kun var tændt for alle lysene i Pilehus, når hun var på arbejde. Der var aldrig problemer med de andre personaler i forhold til belysningen. Et tydelig eksempel på hvordan personaler kan finde på at opføre sig over for patienter. Hvis en personale mener at der skal være masser af lys, så er det faktisk lige meget hvor mange patienter der mener at der er for meget lys på afdelingen. Personalet har altid ret. Jeg var i øvrigt ikke den eneste patient der slukkede for lyset hvis begge grupper med lys var tændt.


Det er mit indtryk at denne personale havde et dårligt syn. Denne personale havde også en dårlig hørelse. Ofte når vi sad og holdt møde i stuen, så kunne hun ikke finde ud af hvem det var der talte. Hun var altså ude af stand til at finde ud af hvor en stemme kom fra hvis hun sad i en gruppe med fx 8 mennesker i en stue. Jeg oplevede tit at hun skældte en forkert person ud for at have sagt noget når det nu var en anden der havde sagt det. Men hvad skal jeg sige. Uanset hvor handikappede personalet så måtte være, så er det altid personalet der er perfekt og patienterne der har fejlen.


Top