Tanker Om Retspsykiatri

Kun den ene vej ...

Det er jo egentligt lidt underligt, for personalet ved jo stort set alt om patienterne. De kender patientens personnummer og navn og adresse. Personalet kender sikker også din diagnose og hvad du fejler og de ved hvem du er i familie med. I det hele taget så ved personalet alt om patienterne. Nu har jeg undersøgt sagen en smule. Jeg har blandt andet henvendt mig til datatilsynet, for at få at vide, hvad man som patient må søge af information om personalerne, og det er faktisk ikke så lidt. Nu bliver det så lige interessant igen.


Nogle personaler kan godt lide at fortælle en patient hvor meget de ved om patienten. MEN, kære læser! hvad tror du lige der sker hvis det går den anden vej? Hvis du er patient, så prøv lige at sige til en personale, at du godt ved hvor personalen bor og at du i øvrigt også lige har personalens fødselsdato og du kender navnet på hans børn og forældre. Så skal du bare lige se et menneske gå i total panik. Det første jeg kommer til at tænke er: ”Hold da op, hvor kom lige den panik fra ?”. Hvis personalet gerne må vide alt om patienten, hvad er der så egentlig galt i at patienten ved alt om personalet? Jeg tror at panikken kommer fra det sted i personalets hjerne som personalet selv påstår de ikke har.


Personalet har jo den opfattelse at alt hvad de gør imod patienterne er for patienternes bedste, og at det kan patienten selvfølgelig godt forstå. Men hvorfor egentlig gå i panik. Hvis patienterne virkelig er glade for det som personalet gør imod dem, så er det værste der vel kunne ske, at en patient finder på at sende personalet blomster, altså bare sådan lige for at sige tak. Men den tanke skulle nu ikke ligefrem kunne fremkalde panik. Personaler er vel ikke bange for blomster. Jeg tror at panikken opstår, fordi personalet inderst inde godt ved at de gør ondt imod mange af deres patienter, og de er bange for at patienterne kunne finde på at gøre ondt imod personalet. Det mærkelige i situationen er at patienten som regel ikke viser tegn på at gå i panik, til trods for at personalet ved stort set alt hvad der er at vide om patienten.


Hvorimod Personalet går i panik hvis patienterne ved bare den mindste smule om personalet. Egentlig så burde det være patienten der gik i panik, da det som personalet ved om patienten ofte bliver brugt imod patienten, med det formål at medicinere og straffe patienten imod dennes vilje. Men det er i stedet for personalet som går i panik over at patienten ved blot den mindste smule om personalet. Hvis der om nogen kan siges at de lider af paranoia, så er det i hvert fald personalet. Patienterne udviser i denne situation stor styrke ved ikke at bryde ud i åbenlys paranoia. Patienterne udviser i denne situation mere styrke end personalet. Personalet nægter dog at se på situationen på denne måde, da det jo bør være personalet som er de stærke og patienterne der bør være de svage.


Top