Tanker Om Retspsykiatri

Kontrol-kursus for patienter

Jeg skriver ofte om hvad jeg mener der er galt med retspsykiatrien, og jeg skriver måske ikke så ofte om hvad man så skal gøres i stedet for, så lad mig lige komme med et eksempel på hvad der burde gøres.


Hvad der IKKE skal gøres

Retspsykiatrien bruger enormt meget energi på at overbevise patienterne om at de har en psykisk lidelse, og at de skal have medicin. Der findes ikke nogen mere uhyggelig behandling end dette. I øjeblikket går retspsykiatrien nærmest ud på at fratage patienten en følelse af kontrol, for så er patienten lettere at få til at spise medicin, også efter patienten bliver udskrevet.


Hvad der BURDE gøres

Forskning har vist, at mennesker som har en følelse af mangel på kontrol i deres eget liv, vil være mere tilbøjelige til at se sammenhæng og mønstre i ting, som i virkeligheden ikke har nogen sammenhæng. Denne tilstand hører for en stor dels vedkommende ind under det vi kalder for psykoser.


For sådanne mennesker må det bedste man kan gøre være at hjælpe dem med at få kontrol over deres eget liv, så de kan give slip på deres forvrængede billede af virkeligheden. Det vil efter min mening være det bedste man kan gøre for en patient, men det vil med stor sandsynlighed også være noget af det sidste man kunne finde på at gøre i retspsykiatrien. Grunden er simpel. Retspsykiatrien gør alt hvad den kan for at få kontrol over patienterne, og så ville det da være imod retspsykiatriens egne principper, at gøre patienterne til mere selvstændige mennesker. Personer som har stor kontrol over deres eget liv og selvtillid, vil også automatisk være mere tilbøjelige til at sige nej til medicin, og det er jo imod retspsykiatriens principper. Det er egentlig underligt, at retspsykiatri ikke handler om at give patienterne et bedre liv. Den handler udelukkende om at underkue patienterne, så de ikke tør begå ny kriminalitet.


Top