Tanker Om Retspsykiatri

Kontra-faktuel tænkning

Indledning

Jeg skal i denne tekst fortælle om kontra-faktuel tænkning. Det er et emne, som der er blevet skrevet utroligt meget om gennem tiderne. Jeg har dog ikke på noget tidspunkt læst tekster om hvordan en gerningsmand tænker og handler set i forhold til kontra-faktuel tænkning. Jeg er nok en lille smule naiv, når jeg nu tror at jeg kan forklare læseren hvilke følger kontra-faktuel tænkning har for en gerningsmand som skal dømmes i det danske retssystem, men jeg vil nu alligevel gøre forsøget. Teksten indeholder en del hjerne-gymnastik. God fornøjelse.


Tidsrejsen

Du vil nok undre dig over hvorfor jeg nu skal tale om tidsrejser, men der er et formål med det. Vi er nødt til at starte med at rydde det umulige af vejen, da det ikke tjener noget formål at tænke umulige tanker. De er spild af tid og de forbedre ikke vores adaptive evner. Vi er nødt til bevidst at skelne mellem det mulige og det umulige. Tidsrejser er ikke mulige. De findes ikke og de vil heller aldrig blive virkelighed. Den menneskelige hjerne kan sagtens forestille sig ting, der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden og det er en af de ting som er med til at gøre vores hjerne så fantastisk som den er. Problemet med denne evne (blandt andet ”decoupled cognition”) er at den kan snyde os.


Netop fordi umulige ting er så lette for hjernen at fremstille, så vil visse mennesker også (desværre) være tilbøjelig til at tro, at når nu hjernen kan tænke det, så kan det også lade sig gøre i virkeligheden. Disse mennesker tager desværre fejl. Nogle mennesker er ganske bevidste om at tidsrejser ikke findes. Andre mennesker har en idé om at det nok kan lade sig gøre, på en eller anden måde. Andre mennesker igen, tror faktisk ubevidst på tidsrejser også selv om det nok ikke lige selv er helt bevidste om at de gør. Vi er nødt til at udelukke tidsrejser fra vores tanker, da de dybest set ikke er virkelige eller mulige. De kan dog godt være sjove at forestille sig, men det er ikke adaptivt for et menneske at bruge tid på at inddrage tidsrejser i de daglige handlinger, når de nu ikke kan lade sig gøre. Vi er nødt til at forholde os til det mulige.


Fortrydelsen

Personer som fortryder en handling har en ubevidst og skjult tro på tidsrejser. Grunden til at nogle mennesker fortryder en handling er fordi de har en ubevidst naiv tro på at de kan lave handlingen om. At de kan rejse tilbage i tiden og gøre noget andet, så de ikke var kommet i den situation, som de nu ellers er kommet i. Det nytter ikke noget at fortryde en handling, for den kan ikke laves om alligevel. Man skal dog stadig forholde sig til sin handling, men den skal bare ikke fortrydes. Hvis du bevidst kan forstå at tidsrejser ikke er mulige så vil du også kunne se at fortrydelsen er en ganske overflødig tanke, for lige meget hvor meget du tænker på en tidligere handling så kan du ikke lave den om Som gerningsmand skal man forstå at fortrydelse er ganske ligegyldig, da den ikke gør gerningsmandens fremtidige handlinger bedre.


Top

Fortrydelse har ingen adaptiv funktion. Fortrydelsen gør ikke gerningsmanden til et bedre menneske. Som gerningsmand, så skal man også forstå, at det netop ikke er alle mennesker der har indset at fortrydelsen ikke nytter noget, og man skal tage dette i betragtning når man taler med andre mennesker. Der findes stadig masser af mennesker, som ikke vil indrømme overfor dem selv, at de tror på tidsrejser. En gerningsmand skal have en straf og en gerningsmand skal motiveres og hjælpes til at forbedre sine handlinger hvis det giver mening i forhold til gerningen at forbedre gerningsmandens adfærd. En gerningsmand kan komme i en situation hvor gerningsmanden skal forholde sig til det faktum, at mennesker omkring gerningsmanden har en naiv og ubevidst tro på tidsrejser. Dette kan godt blive en konflikt for en gerningsmand som netop ikke tror på tidsrejser, og som derfor ikke fortryder sin handling.


Den vigtigste situation at forholde sig til er retsmøder, hvor man skal tale med andre mennesker om sin handling. Disse mennesker vil være interesseret i at vide om gerningsmanden fortryder sin handling eller ej (hvis de ellers tror på tidsrejser). Der er kun to mulige udfald af et sådan møde. Enten siger gerningsmanden at han fortryder gerningen eller også siger gerningsmanden at han ikke fortryder handlingen. Et retsmøde er en form for forhandling og fortrydelsen indgår som en del af denne forhandling. Hvis der ikke er nogen ved retsmødet der ubevidst tror på tidsrejser, så vil fortrydelsen heller ikke komme op som et forhandlingsemne. Hvis der ved mødet dog er personer til stede som har en ubevidst tro på tidsrejser, så vil fortrydelsen blive en del af forhandlingen. Lad os for letheds skyld forestille os at der er et offer ved retsmødet, som har den tanke, at det ville være godt hvis gerningsmanden fortrød sin handling.


Dette skal gerningsmanden forhold sig til. Offerets ubevidste tro på tidsrejser vil føre til at offeret gerne vil have gerningsmanden til at rejse tilbage i tiden og lave sin gerning om. Det er selvfølgelig komplet umuligt for gerningsmanden af gøre dette, men det er nu engang offerets tanke og ubevidste forventning til gerningsmanden. Gerningsmanden kan vælge at sige at han selvfølgelig fortryder sin handling. Dette vil tilfredsstille offeret og eventuelt også dommeren, og retten er nu villig til at give gerningsmanden en mildere straf netop fordi gerningsmanden siger at han fortryder sin handling. At fortryde en handling er ikke noget der fysisk hjælper hverken gerningsmand eller offer. Fortrydelsen er udelukkende noget gerningsmanden kan sige i retten for at få sympati fra andre og derved håbe på en mindre straf.


Fortrydelsen er udelukkende en åndelig disciplin. Den giver gerningsmanden en mindre traf og den giver offeret en følelse af velbehag over at gerningsmanden fortryder sin handling. Fortrydelsen er bare et værktøj du kan bruge hvis du kan virke overbevisende når du siger at du fortryder en ugerning. Dybest set, så er fortrydelsen en komplet ligegyldig følelse, da den ikke bringer personen der fortryder en handling nogen vegne hen. Hvis et offer eller domstolen gerne vil have at en gerningsmand fortryder en handling, så er det fordi at offeret eller dommeren har en naiv og ubevidst tro på at gerningsmanden kan rejse tilbage i tiden og ændre sin ugerning, hvilket jo dybest set er noget værre vås. Fortrydelsen er noget der skal jages ud af de danske domstole og det skal ikke gøre en forskel for en gerningsmand om han fortryder sin handling eller ej, for han kan jo alligevel ikke gøre handlingen om. Vås vås og atter vås.


Top

Vi skal tilbage til virkeligheden, tak.... Ved at tvinge en gerningsmand til at fortryde en gerning, så er der udelukkende tale om at man vil påføre gerningsmanden en negativ følelse, som en form for straf. Man mener altså at gerningsmanden skal straffes både fysisk, ved at blive fængslet og åndeligt gennem fortrydelsen. Det er dog en ligegyldig straf. Dels så kan gerningsmanden ikke rejse tilbage i tiden og ændre sin handling og dels så vil den negative følelse ikke være adaptiv for gerningsmanden da person dybest set ikke ændre adfærd på baggrund af tanker om fortrydelse. Fortrydelsen er en håbløs tanke, for den eneste måde man kan komme af med fortrydelsen på er ved at rejse tilbage i tiden og gøre handlingen om, men da dette ikke kan lade sig gøre, så kan det heller ikke lade sig gøre at komme af med fortrydelsen igen.


Åndeligt set, er det en blind vej man kører ned af og der er ingen vej tilbage, og det er derfor man slet ikke skal køre derned til at starte med. Og det er efter min mening umoralsk at bede andre mennesker om at fortryde en handling der alligevel ikke kan laves om. Det er ikke opdragende at sætte et andet menneske i en håbløs situation. Problemet er ligeledes at personer som ikke fortryder deres handling, dem bliver vi sure på, og de skal straffes ekstra hårdt, hvilket er underligt, for det er netop denne gruppe af mennesker som har særlig let ved at ændre deres adfærd og lave en bedre handling næste gang de handler. Personer som føler stor skyld burde i stedet for hjælpes særligt meget, da det er disse mennesker som har svært ved at ændre deres adfærd. Men det er underligt nok disse mennesker vi får medlidenhed med og som vi har en tendens til at straffe mindre, fordi at de kan vise os andre at de føler skyld.


Retssystemet er på hovedet, og det bør laves om, så den rette person får den rette straf og den rette hjælp. Der er trods alt ikke noget underligt i at ca 60% af dem vi lukker ud af fængslerne de kommer tilbage i fængsel inden der er gået et år.


Hvad kan gerningsmanden så gøre i stedet for at fortryde en handling?

Det afhænger af gerningsmandens følelser og selvtillid. Det er gerningsmandens følelser og selvtillid, der afgør hvilken strategi han vil vælge når han skal forstå sin egen handling. Tør han vælge en ovenover sammenligning og kan han se bort fra følelserne eller vælger gerningsmanden en nedenunder sammenligning fordi følelserne er så stærke at han ikke magter ovenover sammenligningen.


Top

Forklaring af kontra-faktuel tænkning

Det er meget vigtigt at du forstår denne del af teksten, da resten af teksten handler om netop forskellen på overover og nedenunder sammenligning. Normalt når en person foretager en handling, så går det godt. Personen forestiller sig en handling og udfaldet af handlingen. Derefter udføre personen så handlingen og handlingen fører til det ønskede udfald. Personen kan siges at have en forståelse for sammenhængen mellem årsag og virkning. Men en gang imellem når vi foretager en handling, så får en en anden virkning end vi havde forestillet os. Forestil dig at du kommer kørende på din knallert med høj fart. Den høje fart gør at du styrter og kommer til skade. Du slår hovedet ned i jorden, men du får ikke kraniebrud, fordi du havde styrthjelm på.


Det er nu muligt for personen at se tilbage på hændelsen på to måder. Den ene kaldes for ovenover sammenligning og den anden kaldes for nedenunder sammenligning. Hvis du nu siger til dig selv ”Det var vel nok godt at jeg havde styrthjelm på, så jeg ikke fik kraniebrud”, så har du lavet en nedenunder sammenligning. Grunden til at det er en nedenunder sammenligning er fordi at du sammenligner den faktiske hændelse, at du styrede og slog hovedet imod jorden med styrthjelm på med et alternativt tænkt udfald af hændelsen, nemlig situationen hvor du kunne være kommet kørende og var styrtet uden styrthjelm, hvorved du så havde fået kraniebrud fordi du slog hovedet imod jorden. Det som sker ved en nedenunder sammenligning er at du får den faktiske hændelse til at fremstå som bedre end en tænkt situation med et dårligere udfald.


Ved at sammenligne den faktiske handling med en tænkt dårligere handling, så kommer den faktiske handling til at fremstå som bedre. Dette kunne godt medføre lettelse for personen der kørte galt, for han kunne jo godt sige til sig selv: ”pyh, ha, det var vel nok godt at jeg havde styrthjelm på, for ellers havde jeg jo fået kraniebrud”. Til trods for at hændelsen i sig selv ikke var særlig positiv, så medfører den en god følelse for personen. Personen er lettet, for tænkt hvis personen ikke havde haft styrthjelm på, så var det da virkelig gået helt galt. Det kaldes en nedenunder sammenligning fordi man sammenligner den faktiske handling med en tænkt handling med et dårligere udfald end den faktiske handling. Denne sammenligning har både en ulempe og en fordel. Fordelen er at den giver personen en god følelse, for tænk, det kunne have vært meget værre end det rent faktisk blev. Hvis jeg ikke havde haft styrthjelm på, så havde jeg også fået kraniebrud, og det havde da sandelig været meget værre.


Ulempen ved situationen er netop at personen får det godt ved at tænke på noget der er værre end det som rent faktisk skete. Det at personen får en positiv følelse af sammenligningen medfører også at personen ikke være være synderligt motiveret for at ændre sin adfærd næste gang han skal ud og køre på knallert. Denne sammenligning mindsker personens mulighed for at lære noget af hændelsen, for den havde jo på et eller andet plan jo trods alt et lykkeligt udfald. Den anden mulige måde hvorpå man kan se på handlingen kaldes for ovenover sammenligning. Ved denne type sammenligning sammenligner man også den faktiske handling med en muligt tænkt alternativ handling. Forestil dig stadig ovenstående eksempel.


Top

Du kommer kørende på din knallert i høj fart, og du styrter nu på din knallert og slår hovedet i jorden. Du siger nu til dig selv: ”Det var da vidst ikke ret godt at jeg kørte for hurtigt, for det førte til at jeg styrtede”. Du sammenligner nu den faktiske handling, nemlig det at du styrter på din knallert med en tænkt situation hvor du ikke køre for hurtigt på din knallert. Der er nu tale om en ovenover sammenligning, fordi du sammenligner den faktiske handling med en tænkt handling som er bedre end det som rent faktisk skete.


Denne sammenligning har både en ulempe og en fordel. Ulempen er at sammenligningen medfører en negativ følelse, fordi du sammenligner den faktiske hændelse med noget som godt kunne have været bedre. Fordelen er dog at du netop ved at forestille dig et bedre udfald af handlingen bliver i stand til at forstå at der findes en bedre handling end den faktisk udførte handling. Næste gang du skal ud og køre på din knallert, vil du med stor sandsynlighed køre langsommere for at undgå at styrte på din knallert igen.


Valget mellem ovenover og nedenunder sammenligning

Det er primært personens følelsesliv og selvværd der afgør om personen vil vælge ovenover eller nedenunder sammenligning. Hvis personen har stort selvværd og kan holde følelserne ude når der skal tages en vigtig handling så vil det være mest fordelagtigt at vælge en ovenover sammenligning. Personen vil ganske vist opleve at der er negative følelser forbundet med dette valg, men personen er i stand til at abstrahere fra disse følelser. Hvis personen derimod har lavt selvværd og er meget styret af sine følelser, så vil personen med stor sandsynlighed vælge en nedenunder sammenligning. Personen foretager dette valg fordi det er forbundet med så store negative følelser at vælge en ovenover sammenligning at personen ikke føler at følelserne vil være til at bære i denne situation.


Personen med selvværd og evne til at se bort fra negative følelser vil kunne vælge mellem ovenover og nedenunder sammenligning, men vil vælge ovenover sammenligning da den bringer mest med sig i fremtiden. Personen med lavt selvværd som har svært ved at styre sine følelser har ikke noget valg. Personen er tvunget til at vælge nedenunder sammenligning for at slippe for de stærke negative følelser der er forbundet med valget af ovenover sammenligning. En ting som også er med til at afgøre om man vælger en ovenover eller nedenunder sammenligning er sandsynligheden for at situationen vil opstå igen.


Top

Hvis man har været i en situation hvor man har foretaget en handling som havde et uheldigt udfald, og det er sandsynligt at at situationen vil opstå igen, så giver det god mening at vælge en ovenover sammenligning (hvis man ellers ikke lader sig styre af sine følelser), da den vil føre til at man vil have en bedre adfærd næste gang situationen opstår. Hvis derimod man har handlet i en situation, og det vil være ganske usandsynligt at situationen opstår igen, så vil det være spild af tid at lave en ovenover sammenligning, da man jo nok aldrig får brug for den nye tillærte adfærd. I denne situation vil det for alle typer mennesker være mest fordelagtigt at vælge en nedenunder sammenligning og så styrke sin indre følelse af lettelse og glæde over at det hele kunne have været meget værre.


Kontrol

Det nytter ikke at prøve på at forestille sig en bedre effekt hvis årsagen til effekten er en hændelse som man ikke har kontrol over. Hvis der opstår vulkanudbrud og en masse mennesker dør, så kan man ikke næste gang forhindre at folk dør ved at forhindre vulkanudbrud, for vulkanudbrud kan ikke forhindres, lige meget hvor meget man end tænker over dem. Man kan kun ændre på en fremtidig hændelse, hvis det er en hændelse man har kontrol over. Man kan fx selv vælge om man vil køre langsomt eller for hurtigt i sin bil. Men hvad nu hvis gerningsmanden foretager en handling og gerningsmanden ikke selv føler at have kontrol over handlingen. Vil gerningsmanden så også næste gang handle uden at have en følelse af at være uden kontrol over handlingen.


Kontrol kan mangle på to forskellige måder. Den ene måde er fordi man rent faktisk ikke vil kunne få kontrol over begivenheden fx et jordskælv. Den anden måde er fordi at man TROR at man ikke har eller kan få kontrol over begivenhederne. Hvis personens selvtillid og følelse af kontrol er lille så vil personen ikke være særlig tilbøjelig til at lave en ovenover sammenligning, da det jo tilsyneladende ikke er muligt at have kontrol over begivenheden. Da ovenover sammenligningen jo alligevel ikke nytter for denne person, vælger personen en nedenunder sammenligning, som en form for brandslukning, da denne sammenligning virker lindrende på personens følelser. Personens manglende selvtillid og følelse af kontrol forhindre denne person i at forbedre sine fremtidige handlinger.


Bedre tanker

Hvis ovenover sammenligningen nu generelt er bedre og mere adaptiv end nedenunder sammenligningen, hvordan får vi så flere mennesker gjort i stand til at vælge en ovenover sammenligning når det er relevant? Svaret er delvist simpelt. Det er ikke svært at finde ud af hvor det er der skal sættes ind overfor personen som har brug for at være i stand til at foretage bedre sammenligninger. Personen skal lære at forholde sig til sine følelser og følgerne af følelserne Personen skal ligeledes arbejde med sin selvtilid.


Top

Det er følelserne og selvtilliden som afgør hvilken form for sammenligning personen foretager og derfor er det også personen forståelse af egne følelser og personens selvtilid der skal forbedres hos personen. Sammenligninger er ikke noget man direkte kan arbejde med. Man kan ganske vist sætte sig ind i hvordan kontra-faktuel tænkning er opbygget, blandt andet ved at læse denne tekst, men hvis man skal forbedre sine sammenligninger så vil de automatisk blive bedre som en følge af en bedre forståelse af egne følelser og mere selvtillid.


Handlingens hyppighed

Man skal også se på hvor hyppigt en gerningsmand i fremtiden vil kunne komme til at så i den samme situation igen. Hvis gerningsmandens adfærd skete i en højest usædvanlig situation, og det vil være ganske urealistisk at situationen vil opstå igen, så er der ikke ret meget gerningsmanden kan opnå ved at lære en ny og bedre strategi for denne type handling. Hvis handlingen derimod opstod i en situation som gerningsmanden ofte befinder sig i, så vil der være store fordele for gerningsmanden ved at ændre adfærd. Når vi skal vurdere om en person skal have hjælp, så kræver det derfor at vi ser på gerningsmandens miljø, og hvor tit han kommer i den samme situation igen. Hvis en gerningsmand kommer op at slås her gang han bliver fuld på en bodega, så vil der være god fornuft i sammen med gerningsmanden at så på hvordan han kan undgå at komme op at slås hver gang han bliver fuld på en bodega.


Straffen for optimal adfærd

Der er to situationer som skal sammenlignes med hinanden fordi de ligner hinanden, men som dybest set har forskellige følger for gerningsmandens fremtidige handlinger.


Første situation
Forestil dig at en person gør en ulovlig handling. Gerningsmanden sammenligner nu denne handling med en tænkt handling som kunne have været meget værre (en nedenunder sammenlingning). Denne sammenligning gør gerningsmanden tilfreds med sin handling, og gerningsmanden er derfor ikke motiveret for at ændre sine fremtidige handlinger. Hvis denne gerningsmand i stedet for havde lavet en ovenover sammenligning med en bedre hændelse, så ville gerningsmanden være i en situation hvor gerningsmanden ville have haft muligheden for at forbedre sin adfærd ved at sammenligne den faktiske hændelse med et udfald som kunne have været bedre.


Top

Næste situation
Forestil dig en gerningsmand som foretager en ulovlig handling. Gerningsmanden indser, at den handling han gjorde var den bedst mulige i den situation hvor han handlede. Der findes således ikke en ovenover handling som han kan sammenligne sin handling med, så han i fremtiden kan foretage en endnu bedre handling. Hans handling var optimal i forhold til hans situation. Det eneste en sådan gerningsmand kan gøre er at sammenligne sin handling med andre mere negative handlinger, altså nedenunder handlinger.


Dette vil føre til tilfredshed for gerningsmanden med den handling han gjorde og han har ikke behov at forbedre sine handlinger yderligere. Men hvordan ser det så ud for andre. Hvis man har en person som har gjort noget ulovligt, men som ikke vil fortryde sin handling, han vil jo se ud som en person som ikke vil indrømme en fejl. Offeret vil jo gerne have at gerningsmanden skal føle sig skyldig og mener at gerningsmanden skal føle skyld og vil gerne have at gerningsmanden fortryder sin handling. Problemet er bare at der ikke er noget at fortryde hvis handlingen var optimal. I denne situation er det ikke gerningsmandens opgave at ændre adfærd. Det er derimod offerets opgave at forstå at gerningsmanden ikke kan føle skyld, alene af den grund at handlingen ikke kunne være anderledes.


Retssystemet i øjeblikket

Retssystemet er i øjeblikket så vant til at gerningsmanden selvfølgelig skal fortryde sin handling, at systemet nærmest bliver fornærmet hvis en gerningsmand ikke fortryder sin handling. Problemet er blot at det ikke gør gerningsmanden til et bedre menneske at fortryde en handling og det sikre heller ikke at gerningsmandens fremtidige handlinger bliver bedre. At få en gerningsmand til at fortryde sin handling giver dommeren og offeret en bedre følelse, men skal det virkelig være formålet med en straf, at vi skal føle os bedre tilpas ved at have givet gerningsmanden en dårlig følelse?


Gerningsmand kontra offer

Hvad opnår offeret ved at opleve at et andet menneske fortryder en handling? Gerningsmanden kan jo ikke rejse tilbage i tiden og lave det om. Hvis et offer mener at en gerningsmand skal fortryde en handling, så forlanger offeret jo sådan set at gerningsmanden rejser tilbage i tiden og omgør handlingen, hvilket jo er ganske umuligt. Det er ikke nok at vi lære gerningsmanden at forbedre sine handlinger, vi skal også lære offeret hvad der er muligt at gøre med en gerningsmand. Offeret skal lære at forstå at visse ting hverken vil gavne gerningsmanden eller forbedre gerningsmandens fremtidige handlinger. En gerningsmand skal undervises i hvordan man bedst kan træffe beslutninger. Men et offer skal også undervises i hvad det vil sige at have en forventning til en gerningsmand og hvilke mulige følger det vil have at have bestemte forventninger til en gerningsmand.


Top

Gerningsmandens fremtid

Læg mærke til at kontra-faktisk tænkning har to mulige følelser, nemlig både en positivt og en negativt følelse. Vi straffer gerningsmanden ved at fratage gerningsmanden hans frihed ved at fængsle gerningsmanden, men vi vil også gerne have at gerningsmanden bliver straffet psykisk, så vi er sikre på at gerningsmanden lider til fulde. Vi krænger derfor fortrydelsen ned over hovedet på gerningsmanden, så vi er sikker på at han lider. Vi tænker ikke på at gerningsmanden også skal have et liv efter afsoning eller behandling.


Gerningsmanden bliver fængslet og frataget sin frihed, men efter et stykke tid, så er afsoningen slut og den fysiske straf ophører. Men når vi nu straffer en gerningsmand med dårlige tanker, så burde vi også gribe ind, når afsoningen er færdig, og give gerningsmanden positive tanker om fremtiden og fremtidige handlinger, men det gør vi sandelig ikke. Ofte vil en gerningsmand bliver sluppet fri af fængsel, men vi hjælper ikke gerningsmanden fri at de dårlige tanker, som vi påførte ham dengang han fik sin straf. Men man skulle vel tro at straf skulle være tidsbegrænset og ikke evig eller for resten af livet.


Før du bliver erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket

Hvis du har muligheden for at læse denne bog inden du ender i retspsykiatrien, så vil du være i stand til at foretage et mere korrekt valg. De fleste mennesker som står overfor at skulle have en mentalundersøgelse aner ikke hvad det er de er ved at vælge imellem. Gerningsmanden vælger ofte mellem fængsel som er noget gerningsmanden muligvis kender fra medierne eller bekendte som har været i fængsel. Det er mit indtryk at kun en lille del af dem som står overfor at skulle mentalundersøges ved hvad det er de kan komme til at vælge imellem. De kender ikke til den ubehag der kan være forbundet med at få en anden dom end straf.


Jeg vil gerne have at læseren får mulighed for at undgå at tænke følgende tanke: ”Hvis bare jeg dog var kommet i fængsel i stedet for”. Den danske retspsykiatri er så umenneskelig, at jeg håber at der ikke er mennesker der i stedet for tænker: ”Hvis bare jeg dog ikke havde fået en fængselsdom”. Ved optimal adfærd (se spil-teori) har man handlet bedst muligt i den givne situation, og hvis situationen skulle opstå igen så ville handlingen være den samme netop fordi at adfærden var optimal. Hvis handlingen ikke var optimal, så er der noget at lære igennem kontra-faktuel tænkning, men altså kun indtil man opnår optimal adfærd. Jeg får det måske til at lyde som om at gerningsmanden selv kan bestemme om han vil i fængsel eller ej. Der er faktisk gerningsmænd som selv får lov til at vælge mellem fængsel og anden følge af dens strafbare handling. Disse mennesker skal have mulighed for at have optimal adfærd i denne situation.


Top

Samtaler med overlægen

Hvis man har handlet i en situation som muligvis aldrig vil forekomme igen, så giver det ikke mening at forstille sig hvordan man vil gøre det bedre næste gang, for næste gang dukker måske aldrig op. Hvis man derimod er i en situation hvor man ved at situationen vil dukke op igen mange gange i fremtiden, så giver det god mening at forsøge på at gøre sine handlinger bedre i fremtiden. Et godt eksempel i retspsykiatrien er samtaler med overlægen. Hver gang en patient har haft en samtale med overlægen, så bør patienten tænke på samtalen og overveje om der var ting ved samtalen der kunne gøres bedre ved næste samtale.


På denne måde, så vil patienten bliver bedre og bedre til at tale med overlægen for hver samtale der finder sted. I starten af en indlæggelse, vil der være stor ubalance i en samtale mellem en overlæge og en patient. Overlægen har alle informationerne på forhånd inden samtalen, mens patienten muligvis næsten ikke ved noget. Dette vil dog ændre sig over tid, hvis patienten ellers interessere sig for samtalerne. På et tidspunkt vil der opstå balance i samtalerne mellem overlægen og patienten. Dette kræver dog at patienten aktivt søger at forstå sin egen placering i samtalerne og aktivt søger information der kan forbedre patientens situation i forhold til overlægen.


Top