Tanker Om Retspsykiatri

Kommunikation med sig selv

Indledning

Denne tekst handler også om et afgrænset emne. Teksten handler om hvordan vi kommunikerer med os selv på forskellige niveauer. Der findes grundlæggende 3 metoder, som jeg vil beskrive i denne tekst. Metoderne er opdelt på følgende måde: 1) tanker, 2) bio-feedback og 3) Refleksion. Af pædagogiske grunde blive de dog forklaret i rækkefølgen: 1, 3 og 2:


1. tanker

Vi tænker allesammen. Som regel tænker vi uden egentlig at tænke over at vi netop tænker. Tanker er noget der foregår inde i hovedet. At tænke er noget vi kan gøre alene, og det kræver ikke andres hjælp. Tanker er hurtige og nogle gange FOR hurtige. Når vi tænker, så bruger vi ikke nødvendigvis hele hjernen. Der er egentlig ikke rigtig noget for mit at fortælle om vores tanker. Jeg har udelukkende dette punkt med, da det kan danne en kontrast til de to øvrige punkter, som er det egentlige emne for denne tekst.


3. reflektion

En gang imellem kan det være en god idé at få lidt hjælp, når der skal tænkes. En af disse metoder kaldes for refleksion, og det gøres som regel bedst sammen med en terapeut, som har erfaring med netop refleksion. Refleksion kræver at man har en person (terapeut) man kan tale med, og som kan give refleksionen. Det behøver ikke nødvendigvis at være en terapeut. Det kan også godt være fx en god ven eller kæreste. Det som adskiller refleksionen fra en almindelig samtale, er den måde hvorpå samtalen foregår og dens formål. Formålet med refleksionen er at personen (patienten) skal støttes i sin tænkning. Det terapeuten der giver denne støtte.


Patienten fortæller sine tanker til terapeuten, og terapeuten, fortæller så patienten hvad det er terapeuten har hørt patienten sige. På denne måde, så får patienten sine egne tanker fortalt med terapeutens ord, og patienten kan nu høre terapeuten fortælle patientens tanker tilbage til patienten. Det er faktisk ret stimulerende at tale med en terapeut på denne måde, og det giver patienten en stor indsigt i sine egne tanker, og det er en stor hjælp for terapeuten. Refleksion adskiller sig fra den almindelige tænkning ved at patienten er nødt til at sætte ord på sine tanker og sige dem til terapeuten ved brug af sin mund. Terapeuten fortæller så patientens tanker tilbage til patienten og patienten får nu sine egne tanker tilbage gennem ørerne og ind i hovedet. Refleksion er godt, men det kræver trods alt at man har en terapeut som man kan tale med.


Top

2. Bio-feedback (at tale med sig selv, self-talk)

Den sidst metode, som jeg vil beskrive, ligger lige midt imellem 1) tankerne og 3) refleksionen, og det er 2) At tale med sig selv. Formålet med at tale med sig selv er bio-feedback. Når en person tænker, så farer tankerne rundt oppe i hovedet på personen. I det øjeblik personen sætter ord på sine tanker og siger dem, så kan personen også samtidig høre sine egne tanker, og der opstår bio-feedback. Personen har nogle tanker. Personen sætter ord på tankerne og siger dem højt. Personen hører sine egne tanker med ørerne og tankerne kommer tilbage ind i hovedet igen.


Det er bio-feedback. Ved at tale med sig selv, opnår personen, at en meget større del af hjernen bliver aktiveret som en del af tænkningen, og dette fører til en meget bedre form for tænkning. At tale med sig selv har mange fordele. Hvis du sammenligner metoden med refleksion, så vil du opdage, at der faktisk sker det samme når man taler med sig selv, som når man er til refleksion sammen med en terapeut. Ved refleksion sætter du ord på dine tanker og siger dem til terapeuten. Terapeuten siger så dine tanker tilbage til dig, og du hører nu dine egne tanker. Faktisk er selv grundmodellen den samme. Du tænker. Du siger dine tanker med din mund. Du hører dine egne tanker med dine ører og du får nu fået dine egne tanker tilbage i hjernen ved brug af din mund og dine ører.


At tale med sig selv er lige så godt som refleksion, og så slipper man for terapeuten. Og man kan altid gøre det. Man er ikke afhængig af at have en aftale med en terapeut. Og så er det meget billigere. Inden for den Kognitive adfærds-terapi (Cognitive behavioral therapy ) opfordre man ofte patienten til at lære, at tale med sig selv på en positiv måde (self-talk). Denne terapi-form har nok ikke en chance for at blive indført på en retspsykiatrisk afdeling, hvor alle personaler og psykiatere har den faste tro, at hvis en patient taler med sig selv, så er patienten da selvfølgelig skizofren. At tale med sig selv, er en god metode til bedre at forstå sine egne tanker, men metoden bliver undertykt af det faktum, at mange tror at en person taler med sig selv, fordi personen nok fejler noget, og det er synd.


Mennesker undlader ofte at tale med sig selv, at skræk for hvad andre mennesker tænker om dem. Det er kun de mennesker, som ikke går op i hvad andre tænker om dem, der er tilbøjelige til at tale med sig selv. Hvis du går meget op i hvad andre tænker om dig, så er du meget lidt motiveret for at tale med dig selv, og du går glip af en meget god form for selv-terapi. Der er tale om en gavnlig funktion, som de fleste mennesker undgår, alene fordi at det er udbredt at tænke negativt om folk, der taler med sig selv. Der er tale om en form for stigmatisering af en naturlig form for selv-terapi. Man kan også se det at tale med sig selv, som en form for refleksion, som man gør med sig selv. Man kunne godt kalde det for terapi, bare uden en terapeut. Der er forskel på at tænke en ting, og så sige den højt, så man selv kan høre den.


Top

Biofeedback-metoden (at tale med sig selv) er faktisk delvis anerkendt af de fleste mennesker, men kun i visse situationer. Jeg har ofte hørt andre sige følgende sætning: ”Nu hvor du siger det, kan du så godt selv høre at det lyder underligt?”. Grunden til at vi bruger denne sætning er fordi, at vi faktisk godt ved at det gøre en forskel at høre sine egen tanker i stedet for blot at tænke dem. Når vi bruger denne sætning over for andre personer, så anerkender vi faktisk at bio-feedback er en god ting. Det som dog er underligt er, at vi kun anerkender bio-feedback i netop denne situation, og ikke i alle andre situationer.


Grunden til at vi kun anerkender denne ene sætning, skyldes muligvis at vi er bange for at andre mennesker skal se os som syge, hvis vi går rundt og taler med os selv, men der er intet at være bange for. Hvis man taler med sin hund, så kunne man godt sige, at man taler med sig selv. Man bruger bare hunden som en form for camouflage, så andre ikke opdager at man i virkeligheden bare taler med sig selv. Det er socialt acceptabelt at tale med sit kæledyr. Men hvorfor skal vi dog bruge et kæledyr for at tale med os selv? Det sidste du skal gøre er at holde op med at tale med dig selv, blot fordi andre tror at du er syg. Du er IKKE syg fordi du taler med dig selv. Du er derimod smartere end dem, der ikke taler med sig selv, for du gør brug af bio-feedback, OG DET VIRKER.


Top