Tanker Om Retspsykiatri

Kausalitet

Indledning

Jeg mener ikke at denne tekst er perfekt, men den burde kunne sætte dig i stand til at se, hvad det er der ofte går galt i psykiatrien. Kausalitet er noget som man gør meget ud af at undgå i psykiatrien, for hvis man anerkendte hvordan tingene i virkeligheden er, så ville psykiatrien bryde sammen, og det ønsker man ikke. Det handler om at opretholde illusionen om at psykiatri er noget der virker.


Hvad er kausalitet?

Kausalitet opstår når en aktion (A) medfører en reaktion (C). Kausalitet er når hændelsen (A) fører til resultatet (C). Tid er en vigtig faktor, da årsagen A altid vil komme før effekten C. Det er således ikke muligt for en effekt (C) at komme før årsagen (A). Jeg vil i denne tekst begrænse mig, således at jeg ikke omtaler alle muligheder indenfor kausalitet. Jeg har i denne tekst kun sammenlignet to forskellige former for kausalitet, da det ofte er disse to modeller som overlæger og personale har et problem med at forstå. Jeg har i denne tekst valgt at kalde dem for ”Model 1” og ”Model 2”.


Model 1

Som det fremgår af modellen, fører hændelsen A til resultatet C. I denne model er der kun een hændelse og kun eet resultat. Hvis hændelsen A sker, så vil dette med sikkerhed fører til resultatet C. Man kan også læse forløbet bagfra. Hvis resultatet C er sket, så er det fordi at hændelsen A har fundet sted tidligere.


Model 2

Som det fremgår af modellen, så kan både hændelsen A og hændelsen B føre til resultatet C. I denne model er der to hændelser som fører til det samme resultat. Hvis hændelsen A sker så vil det med sikkerhed medføre resultatet C. På samme måde vil hændelsen B med sikkerhed også føre til resultatet C. Hvis man læser forløbet baglæns, så opstår der imidlertid et problem. Hvis man har resultatet C, så er det ikke muligt at konkludere om det var hændelsen A eller hændelsen B, der førte til resultatet C.


Top

Sammenligning af modeller

I model 1, er det lige meget hvilket vej man læser forløbet, for hvis man har A så vil det altid føre til C. Og hvis man har C så vil årsagen altid være A. Det samme kan ikke siges om model 2. I denne model vil A og B altid føre til C. Men man har et problem hvis man starter med C. Hvis man har resultatet C, så kan man ikke med sikkerhed sige hvad der har ført til dette resultat. Det er således ikke muligt at se om det var A eller B der førte til C, da de begge to netop fører til C.


Kausalitet og medicin - Model 1

Personaler og overlæger er vilde med denne model, for den gør alting let, og man behøver jo nærmest ikke at tænke for at bruge den. Forestil dig at vi har en person som er ”ikke-rask” (A). Forestil dig ligeledes at vi senere har den samme person, men nu er han ”rask” (C). For at komme fra A til C er vi nødt til at foretage en handling. Det kunne være medicinering af personen. Vi starter således med en ”ikke-rask” person (A), og efter opstart på medicin er personen blevet til en ”rask” person (C). I denne model er der et meget fast forhold mellem A og C. A førte med sikkerhed til C, og hvis man har C, så ved man med sikkerhed at A var udgangspunktet. Med andre ord. Vi har en person som ikke er rask. Overlægen giver derfor personen medicin, og efterfølgende bliver personen rask. Hurraaa. Medicinen virkede. Konklusion: Medicin er godt.


Kausalitet og medicin - Model 2

Denne metode er personaler og overlæger IKKE glade for. Den er ikke let at bruge og den kræver at man hele tiden skal tænke sig om, og den ødelægger personalet og overlægens illusion om at medicin er godt. Lad os igen starte med en ”ikke-rask” person (A) og give denne person medicin. Efter et stykke tid til vil denne person nu være blevet til en ”rask” person (C). Men kan man så konkludere at medicinen har virket? Det lyder jo umiddelbart korrekt, eller er det nu også korrekt? Der er jo også muligheden B. Muligheden B er en ”rask” person. Hvis man tager en ”rask” person (B) og giver ham medicin, så vil han jo også efterfølgende blive til en ”rask” person (C). Men har denne person fået noget ud af at spise medicin? Denne model giver et stort problem hvis vi prøver at læse den baglæns. Vi starter således med resultatet ”rask” person (C), og vi skal nu finde ud af hvad der førte til denne tilstand. Vi opdager straks, at det ikke kan siges med sikkerhed, da både A og B kan føre til denne tilstand.


Sammenligning - medicin

Der findes ikke målinger som man kan foretage på en person, der kan vise om en person virkelig har en psykisk lidelse eller ej. Hvis en sådan måling fandtes, så kunne vi med sikkerhed vide at en person virkelig havde en psykisk lidelse. Hvis vi så efterfølgende gav en sådan person medicin og personen efterfølgende blev rask, så ville vi med stort sikkerhed kunne sige at personen blev rask på grund af medicinen. Vi ville derfor med stor sikkerhed kunne bruge model 1, da denne model giver en meget fast relation mellem ”ikke-rask” og ”rask”. Virkeligheden er dog altid en anden.


Top

Da vi aldrig med sikkerhed kan vide om en person er ”ikke-rask” eller ”rask”, så vil al form for medicinering altid finde sted efter model 2. Personaler og overlæger bruger altid model 1, selv om denne model i virkeligheden slet ikke kan bruges, og den model som i virkeligheden er den som man burde bruge, vil personalet og overlægen ikke engang anerkende eksistere. Primært fordi at den jo gør at personalet og overlægen er nødt til at erkende at deres arbejde indeholder en stor del usikkerhed, hvis man bruger denne model. Overlæger anerkender ikke usikkerheden i deres arbejde. Hvis de gjorde, så ville det jo medføre at de nogle gange ville tage fejl, og overlæger tager (ifølge overlægerne selv) ikke fejl.


Patienten er velmedicineret

Der står flere gange i min egen journal at jeg har det godt fordi jeg får medicin. Faktisk så er det at bøje virkeligheden en lille smule. Man kan godt sige om en patient at patienten har det godt og at patienten spiser medicin, men det er en bøjning af virkeligheden hvis man fastslår at patienten har det godt netop fordi at patienten spiser medicin. Grunden til at man ikke kan udtale sig om dette er netop fordi at alle patienter i psykiatrien falder ind under model 2 og denne model fastslår at det ikke er muligt at vide om en patient har det godt på grund af medicinen.


Udtalelsen er kun mulig hvis man antager at patienten passer ind i model 1. Problemet med model 1 er dog at den intet har at gøre med virkeligheden. Den findes udelukkende oppe i hovedet på overlægen, og der burde den vel egentlig være blevet. Nu vil jeg prøve at flytte opmærksomheden en lille smule og fortælle om noget andet som også har med medicinering at gøre, men bare fra en lidt anden vinkel. Vi starter stadigvæk med model 1. Men i stedet for at se på forholdet mellem den ”ikke-raske” og den ”raske” patient, så vil jeg antage at vi som udgangspunkt rent faktisk har en ”ikke-rask” person, og at denne person nu bliver udsat for både medicinering og ikke-medicinering.


Medicin og ikke-medicin - model 1

Lad os starte med at antage at vi har en ”ikke-rask” person (A). Denne person får nu efterfølgende medicinsk behandling og efterfølgende så bliver han nu til en ”rask” person. Da der er et meget fast forhold mellem tilstanden (A) og tilstanden (C), så ved vi med sikkerhed at hvis man tager en ”ikke-rask” person og giver personen medicin, så vil personen efterfølgende blive til en ”rask” person (C). På samme måde kan vi læse forholdet baglæns. Vi har således en ”rask” person (C) og grunden til at denne person er rask er fordi han tidligere var en ”ikke-rask” person (A) og fik medicin. Denne model er personale og overlæger vilde med, for man kan jo nærmest bruge den med hovedet under armen, og stadig komme frem til et godt resultat.


Top

Medicin og ikke-medicin - model 2

Denne model er personale og overlæger ikke bare utilfredse med, de frygter den, og de gør alt hvad de kan for at nægte dens eksistens, til trods for at det stort set altid er denne model der burde bruges, når man skal forholde sig til behandlingen af en patient. Lad og igen starte med det udgangspunkt at vi antager at patienten er en ”ikke-rask” person (A). Vi udsætter nu denne patient for medicinsk behandling. Efter et stykke tid er personen nu kommet i en ny tilstand, personen er blevet til en ”rask” person (C). Men er denne person så blevet rask på grund af medicinen? Lad os igen antage at vi har en ”ikke-rask” person (B), men denne gang udsætter vi personen for ikke-medicinsk behandling. Efterfølgende har så vi igen en ”rask” person (C).


Men denne gang er patienten blevet rask UDEN brug af medicin. Hvis vi læser dette forhold baglæns, så får vi et stort problem. Hvis vi starter med tilstanden ”rask” person (C), så ved vi dybest set ikke om personen er blevet rask som en følge af medicin (A) eller ikke-medicin (B). Vi har altså en person som er blevet rask, men det er ikke muligt at vide hvorfor personen er blevet rask. Grunden til at vi ikke ved om personen er blevet rask på grund af medicinen eller ej, er følgende: Når man beslutter at en ”ikke-rask” person skal have medicinsk behandling, så ændre man også ofte på andre forhold i personens dagligdag. En person som er ”ikke-rask” bliver måske startet op på medicin samtidig med at man flytter personen over på en anden afdeling. Men så bliver det umuligt at finde ud af hvad der gjorde at patienten blev rask. Var det fordi at man startede patienten op på medicin eller var det fordi at patienten flyttede afdeling?


Mig selv

På et tidspunkt så blev jeg flyttet. Jeg var på en afdeling med meget støj. Man mente jeg var støjfølsom og derfor skulle jeg have medicin. Jeg fik så medicin og blev efterfølgende flyttet til en afdeling hvor der ikke var støj. Efterfølgende blev jeg så beskrevet i min journal som en patient der havde det godt fordi jeg nu fik medicin. Problemet er bare at jeg ikke fik det bedre fordi jeg begyndte at spise medicin, men fordi at jeg blev flyttet til en anden afdeling hvor der ikke var noget støj. Overlægen tillægger medicinen grunden til at jeg nu havde det godt, selv om det i virkeligheden var flytningen over til en afdeling uden støj, der var den virkelige grund til at jeg fik det bedre. Overlæger anerkender ikke at man kan give en person et bedre liv uden brug af medicin.


Magisk tankegang

Alle børn bliver født med magisk tankegang. Når et barn bliver født, så har barnet ikke forståelse for årsag og virkning. Magisk tankegang er når man laver en relation mellem to hændelser som ikke har noget med hinanden at gøre, men da hændelserne kommer efter hinanden i tiden, så får barnet den tro, at den ene ting førte til den anden ting. Forestil dig et lille barn, der er til børnefødselsdag. Der er nu en voksen der kommer til at vælte et krus med cacao, og cirka et sekund senere er der en ballon der springer. Barnet oplever et krus der vælter og straks derefter en ballon der springer. Dette får barnet til at tro at ballonen sprang fordi kruset med cacao væltede.


Top

Der er i virkeligheden ikke nogen sammenhæng mellem de to hændelser, men da den ene hændelse fandt sted lige efter den anden, så tror barnet nu at når man vælter et krus med cacao, så vil der springe en ballon. Det er et meget godt eksempel på magisk tankegang. Magisk tankegang er således når man oplever en relation mellem to hændelser efter hinanden, som ganske vist kommer EFTER hinanden, men som dybest set ikke har noget at gøre med hinanden. Magisk tankegang er således et barnligt forsøg på at forstå kausalitet. Barnet vil med tiden lære at se forskel på ting som har relation med hinanden og ting som ikke har relation med hinanden. Man kunne kalde magisk tankegang for den barnlige udgave af den voksnes evne til at genkende virkelig kausalitet. Man kan derfor godt se en voksen persons magiske tankegang som et udtryk for at personen endnu ikke er blevet helt voksen på dette område.


Jeg oplevede en dag en personale som gav udtryk for at der var et forhold mellem søndage og regn, da hun havde en opfattelse at det ofte regnede på søndage. Jeg kan så oplyse dig, kære læser, at der ABSOLUT ikke er nogen sammenhæng mellem regnvejr og søndage. Voksne personaler kan også have magisk tankegang, og det skuffer mig at en sådan person kan have en stilling på en retspsykiatrisk afdeling, hvor man netop skal forholde sig til patienter som kan have en tankegang som måske ikke er helt perfekt. Hvordan skulle en personale med magisk tankegang dog være i stand til at hjælpe en patient med vrangforestillinger på rette kurs. Det er som at ansætte en blind til at vise vej for de blinde. Hvor dum har man lige lov til at være i retspsykiatrien?


Kausalitet kan godt være meget mere kompliceret end et krus cacao og en ballon der springer. Hvad nu med medicinering af patienter med antipsykotisk medicin? Hvis man har en person som i overlægens øjne er ”ikke-rask” som så bliver udsat for medicinsk behandling og efterfølgende bliver ”rask”, har medicinen så hjulpet patienten, eller er der i virkeligheden bare tale om magisk tankegang. Rækkefølgen kan godt være rigtig, at man har en ”ikke-rask” person, som får medicin og efterfølgende bliver til en ”rask” person. Problemet er bare at personen også bliver udsat for andre forhold samtidig med at medicineringen finder sted, og det er som regel disse forhold der fører til forandringen fra ”ikke-rask” til ”rask”, men da overlæger generelt kun vil anerkende en forandring som værende sket på grund af medicin, få vil overlægens konklusion om at medicinen virker være et udtryk for magisk tankegang.


Top