Tanker Om Retspsykiatri

Kampen om virkeligheden - 2

Hvis man i den afdeling hvor jeg er indlagt begynder at tale om noget konkret og objektivt, så oplever personalet det hurtigt som noget negativt, og de følger hurtigt at patienterne er aggressive overfor personalet. Personalernes følelse opstår fordi personalerne kommer på usikker grund. Da det ikke er en god følelse af føle sig lille overfor en patient, så vælger personalerne i stedet for at vende billedet oppe i deres hoveder, så det ikke er personalerne der er utilstrækkelige men derimod patienterne der prøver på at gøre onde ting overfor personalerne. Illusionen er total for personalerne ser ikke deres egen vildfarelse. Personaler holder sig som regel til at tale om emner som har udpræget subjektiv karakter.


Fordelen ved dette er at hvis vi taler om vejret, så har alle da lov til at have en mening om vejret. Og hvis man taler om mad, så er emnet faktisk også ret subjektivt. Man kan jo lige som ikke rigtigt blive uenige om jordbær smager godt eller ej. Nogle mennesker kan jo lide jordbær og andre mennesker kan ikke lide jordbær. Sådan er det bare. Når man taler om noget subjektivt, så kan man altså godt have hver sin mening uden at det i sig selv bliver et problem. Men hvad ville der nu ske hvis vi begyndte at tale om noget som kan betragtes objektivt, noget om hvilket der kun kan være een løsning. Hvis den ene person i en samtale siger at 2 + 2 er 4 og den anden person mener at 2 + 2 er 5, så er der absolut een af personerne der har ret og den anden person tager fejl.


Det nytter ikke at sige at man har lov til at have hver sin mening om 2 + 2 er 4 eller ej. Begge personer kan ikke have ret og der vil være en vinder og en taber. Denne slags samtaler kan personaler absolut ikke lide at deltage i, for der er en chance for at personalen kommer til at sidde og tale om et område, som personalen ikke kender noget til, og så er der store chancer for at personalen kommer til at sige noget forkert, og uha, så vinder patienten jo, og det kan man sandelig ikke have. Det har aldrig handlet om fornuft, og det har altid handlet om magt. Jeg retter mig udelukkende efter hvad overlægen siger, fordi han har magt.


Der er nemlig ingen fornuft i det overlægen siger til patienterne. Overlæger i retspsykiatrien behøver ikke at tænke på om det de mener nu også er fornuftigt. Hver gang en overlæge løber tør for fornuft så bruger overlægen magt i stedet for. Med tiden så skifter en overlæge fornuften ud med magt, for det er lettere bare at bruge magt end fornuft. Hvis en overlæge skal bruge fornuft overfor en patient, så kræver det at overlægen tænker sig om. Magt er derimod ganske tankeløs. Hvis man har magt, så har man magt.


Top