Tanker Om Retspsykiatri

Journaler - når personalet fejler

At rationalisere er at komme med en forklaring på noget, som der i virkeligheden ikke er en forklaring på. Mennesket har enormt svært ved at holde uvisheden ud, der skal simpelt hen en forklaring på bordet, koste hvad det vil. Mennesket kan ikke holde ud, hvis der ikke er en forklaring på alt. Denne trang har i tusindvis af år forledt mennesket til at tro de mest underlige ting om verden og hinanden. En ting som er interessant, når jeg læser i min journal er personalets evne til at rationalisere. Hvis en patient har en bestemt adfærd, så har personalet underligt nok altid en forklaring på denne adfærd.


Jeg ser aldrig at personalet skriver i min journal, at patienten har udvist en bestemt adfærd, hvorefter personalet så skriver, at man ikke ved hvorfor han har denne adfærd. Man har altid en forklaring. Man foretager også en anden form for rationaliseringer. Hvis man har nogle begivenheder, som kommer efter hinanden, så har de underligt nok altid en sammenhæng. Jeg læser ofte at patienten gjorde dit, og det er grunden til dat. Jeg læser aldrig personalet overveje om der mon var begivenheder i patientens dagligdag, som de ikke kender til, og som giver en helt anden sammenhæng end den de selv kommer frem til.


Menneskets indre evne til at rationalisere er ganske voldsom, og hvis man ikke er bevidst om dette, så vil man som personale komme frem til nogle højest ejendommelige konklusioner og sammenhæng, som ingenting har at gøre med virkeligheden. Patienter bliver også konstant puttet ned i de kasser som personalet kender til. Det kunne ikke falde personalet ind, at der er noget de ikke har forstand på. Hvis nu en personale kommer i en situation, hvor personalen ikke kan forstå hvad der sker, så opfinder personalen en forklaring, som falder inden for det område personalen har kendskab til. (eksempel: hvis det eneste værktøj man har er en hammer, så ligner alle problemer et søm). Det sker hurtigt og ganske ubevidst for personalen, og vedkommende opdager som regel slet ikke hvad han selv opfinder.


Det er ret mageligt at rationalisere. Jo hurtigere man kan komme på en forklaring på en adfærd, jo hurtigere slipper man for at tænke på situationen og man bevarer sit selvværd. Hvis man derimod ikke rationaliserede når man oplevede en ukendt situation, så ville der ske flere ting. Man ville være nødt til at erkende, at der var noget man ikke forstod og man ville straks føle sig utilstrækkelig, og man ville være nødt til at undersøge situationen med det formål at finde ud af hvad der i virkeligheden skete. Det kræver stort set ingen anstrengelse at rationalisere, hvorimod der kræver meget energi at erkende at man ikke har svaret og man skal bruge en masse energi på rent faktisk af finde svaret. En gang imellem mødes personalerne og taler sammen. Jeg har den opfattelse at følgende sker: Personalet mødes og de fortæller nu hvad de har oplevet, og de fortæller nu de andre personaler hvilken forklaring de har 'opfundet', som kan forklare det de har oplevet.


Top

I den perfekte verden, så ville de andre personaler stille kritiske spørgsmål til forklaringen, for at sikre sig forklaringens validitet. Jeg tror desværre at det omvendte sker. En personale fortæller om en oplevelse og fortæller hvilken forklaring personalen har opfundet som svar på oplevelsen. De andre personaler støtter nu op om forklaringen, hvilket medfører at personalet roser hinanden, for de forklaringer de finder på. Der er tale om en negativ spiral som bare kører ned og ned og som er selvforstærkende. Til sidst så vil personalet have trukket sig selv ind i et spindelvæv af forklaringer som intet har med virkeligheden at gøre. Der er på dette tidspunkt tale om at personalet har fået det man indenfor psykologien kalder for en arbejds-psykose. Personalets virkelighed kan i sandelighed siges at være blevet af privat karakter, men det kan personalet ikke selv se, når de står midt i det. Som udenfor stående, er det derimod ikke svært at få øje på, men det kan derimod godt være ret svært at lave om på.


Top