Tanker Om Retspsykiatri

Jeg hader dig - jeg har brug for dig

Hvordan skal relationen være mellem personaler og patienter på en retspsykiatrisk afdeling?


Forskellen på en almindelig psykiatrisk afdeling og en retspsykiatrisk afdeling er, at på den retspsykiatriske afdeling er patienterne ofte indlagt i mange år, hvorimod på en almindelig psykiatrisk afdeling er patienterne måske kun indlagt i nogle uger af gangen. Men hvad er formålet med at indlægge patienten på en retspsykiatrisk afdeling? Samfundet har den overbevisning, at man ved at behandle en patient med tvang, kan få patienten til at holde op med at lave kriminalitet. Det lange ophold for patienter på en retspsykiatrisk åben eller lukket afdeling skaber en situation mellem personaler og patienter, som er værd at studere.


Lad mig starte med personalerne. En retspsykiatrisk afdeling handler en stor del af tiden om tvang overfor patienterne. Patienterne er ikke frivilligt på afdelingen, og ofte bliver de også tvangsmedicineret. Enten bliver patienterne medicineret med direkte tvang, eller også bliver de medicineret med det som personalerne elsker at kalde for 'frivillig tvang'. Det gode ved at kalde det for 'frivillig tvang' er, at det giver personaler en moralsk bagdør de kan slippe ud af, fordi ordet 'frivillig' indgår i tvangen. Så slipper personalet for at tænke på den del der hedder 'tvang'. Omvendt, så får en patient ikke øje på ordet 'frivillig'. Patienten oplever som hovedregel kun 'tvangen'. Dybest set handler en retspsykiatrisk afdeling om tvang. Det handler, for personalet, derfor om at skabe et magtmiddel overfor patienterne. Personaler er generelt glade for patienter, der ser dem som moderlige og faderlige.


Der er endda også patienter, som begynder at kalde personalet for deres forældre, hvilket vel blot er et udtryk for at patienten har underkastet sig personalet som den lille. Det er mit indtryk, at der er et ønske fra personalets side om at være faderlige og moderlige. Der vil som udgangspunkt være to grupper af patienter i denne henseende. Der vil være de patienter som hopper med på legen og ser personalet som faderlige og moderlige, og der vil være de patienter som ikke vil være med til legen (mig inkluderet). De patienter som knytter sig til personalet vil gøre sig selv sårbare, da personalet kan true patienten med at ville slå hånden af patienten, såfremt patienten ikke gør som personalet siger. Legen har pludselig udviklet sig til et magtspil, hvor patienten er den svage part og personalet den stærke.


Top

Patienter som absolut ingen planer har om at knytte bånd med personalet, vil heller ikke kunne blive truet af personalet med at de vil slå hånden af patienten, for det er patienten da ligeglad med. Alle mennesker har brug for at knytte sig til nogle andre mennesker. Hvad nu hvis en patient bliver forhindret i at have kontakt til andre mennesker, som de ønsker at være sammen med. Patienten bliver forhindret i at have relationer til andre patienter, og patienten kommer i en form for social underskud. Samtidig prøver personalet at overbevise patienten om at de er egnede og at patienten sagtens kan danne relationer med personalet.


Det uheldige i situationen, er at patienten måske ikke ønsker at have kontakt med personalet, samtidig med at personalet forhindre patienten i at have relationer med andre patienter. Dette underskud i social kontakt, kan være en ret stor belastning for en patient, og er en meget negativ følge af at være spærret inde på en afdeling imod sin vilje. Magt-hierarkiet på en retspsykiatrisk afdeling er følgende: Den ledende overlæge er øverst. Så kommer overlægen og afdelings-sygeplejersken efterfulgt af det daglige personale. Nederst er så patienten. Personalet har således ikke magt over de regler der gælder på afdelingen. Dybest set, så er patienterne det eneste, som det daglige personale har magt over.


Da personalet kun har magt over patienterne, så vælger de at bruge den magt de har overfor netop patienterne. Patienter på en retspsykiatrisk afdeling har brug for social kontakt på samme måde som alle andre mennesker. En patient på en retspsykiatrisk afdeling er dog afskåret fra at have normale relationer til andre mennesker. Det er ikke tilladt for patienterne at have nære relationer til andre patienter. Og det er ikke altid let at have relationer til sin familie og venner, da det kan være at der er stor afstand mellem deres hjem og den afdeling hvor patienten er indlagt. Patienten er således i en situation der hæmmer normalt socialt samvær med andre mennesker.


Nogle patienter har et behov for at knytte sig til andre mennesker, der er så stort, at de vælger at knytte sig til personalet, selv om de dybest set ikke har lyst. Patienten oplever nu en binding til nogle mennesker som patienten dybest set ikke kan lide, men da patienten ikke har mulighed for at binde sig til andre patienter, så giver patienten op og danner en relation til personalet. Der tale om noget man godt kunne kalde for en dobbelt-binding, for patienten kommer hen til personalet for at få kontakt, men det er en kontakt som patienten dybest set gerne var fri for. Jeg oplever en gang imellem en patient, som har et tilknytningsforhold til personalet, som er så stort, at jeg dybest set ikke tror at patienten har lyst til at blive udskrevet.


Top

Hvis personalet oplever, at en patient har en stor trang til at knytte sig til personalet, så må det være personalets opgave at forhindre denne tilknytning. Personalet skal i stedet for bruge tid på at hjælpe patienten til at stå på egne ben. Dette gøres bedst gennem samtaler med patienten, hvor man arbejder med patienten selv og patientens forhold til sine hjemlige omgivelser udenfor afdelingen. Hvis en patient er ensom, og patienten oplever at det er behageligt at være sammen med personalet, så har jeg svært ved at se hvad der skulle motivere patienten for at blive rask. Der er jo tale om at der er en fordel ved at have en psykisk lidelse. Så længe patienten bliver opfattet af personalet som en person med en psykisk lidelse, så kan patienten jo være indlagt på en afdeling hvor der er nogle søde personaler.


Det burde ikke være personalets opgave at sætte patienten i et afhængighedsforhold til personalet, da målet med behandlingen jo netop er at sikre, at patienten kan udskrives uden at patienten samtidig føler sig fortabt fordi patienten nu mister sine relationer til personalet. Nogle patienter knytter sig utroligt meget til personalet, og personalet er helt vilde med den slags patienter. Problemet er bare at denne relation ikke gavner patienten. Hvis en patient oparbejder et meget stort tilknytningsforhold til personalet, så vil der ske det, at patienten vil oparbejde en ubevidst modvillighed imod at blive udskrevet til en dagligdag, som måske er usikker, da patienten ikke har nære relationer i sin dagligdag til andre mennesker end personalet. Gad vide hvordan det er at være en personale, der bliver elsket af en patient, som dybest set ikke kan lide personalen, men som udelukkende kommer til personalen fordi personalet har forhindret patienten i at have relationer til andre patienter og som kun sjældent får besøg af familie og venner?


Gad vide hvordan det mon er at være personale og gå rundt på en afdeling og tvinge nogle andre mennesker til at elske personalen? Det er mit indtryk at der er en stor del af personalerne, der vælger at være blinde overfor det faktum, at patienterne dybest set ikke kan lide dem, men bare lader som om at de kan lide personalet, for det er den eneste menneskelige kontakt patienterne har mulighed for at få. Men relationen er jo langt fra komplet, for hvad nu hvis patienten bliver så glad for personalen, at patienten ligefrem får lyst til nærkontakt med personalen? Patienten bliver måske ikke ligefrem tiltrukket af personalen, men den indre trang til at være nær et andet menneske tvinger patienten til at have følelser for en personale, for at kunne tilfredsstille sit indre behov for kontakt til andre mennesker.


Og så er fanden løs. Der ligger en mærkelig konflikt gemt i den måde hvorpå der er kontakt mellem patienter og personaler. For personalerne vil gerne elskes af patienterne, men altså kun på afstand. Hvis en patient kommer på tæt på en personale, så er fanden løs. Men hvis en personale kaster sig ind i en relation til en patient og forventer at patienten skal holde af personalen, hvordan finder patienten så ud af hvor grænsen går? De fleste mennesker har brug for at røre ved andre mennesker en gang imellem. Dette er bare umuligt for en patient, som er lukket inde på en afdeling, om som har fået at vide at patienten ikke må have relationer til andre patienter. Man udsulter derfor langsomt patienten for fysisk kontakt til andre mennesker. Det er en form for psykisk tortur, at forhindre et menneske i at have naturlige relationer til andre mennesker.


Top

Det underlige i situationen er at personalet egentlig ønsker at patienten skal have nogle nære relationer, som patienten kan glæde sig over, når patienten bliver udskrevet. Når en patient er indlagt, så har patienten jo kontakt til andre patienter, men personalet forhindre patienterne i at opnå relationer til hinanden under indlæggelse. Der er en stor tryghed i at være i et fællesskab med andre mennesker, men patienter på en afdeling, må ikke danne fællesskaber. Retspsykiatrien i Danmark er ikke andet end en stor selvmodsigelse.


På den ene side mener samfundet, at den bedste måde at behandle patienten på, er med tvang. Patienten skal underkaste sig samfundets regler. På den anden side, så er patientens eneste mulighed for at overleve efter udskrivelse, ved at få kontrol over sit eget liv. Denne kontrol vil en patient dog aldrig opnå i retspsykiatrien, da retspsykiatrien jo netop går ud på at fratage patienten kontrollen over sit eget liv. Desuden så kan en patient ikke komme ud af retspsykiatrien uden først at have erkendt overfor overlægen (samfundet), at samfundet har den fulde kontrol over patienten selv om patienten er udskrevet. Så kan det da heller ikke blive mere absurd......


Top