Tanker Om Retspsykiatri

Isolering af mennesker

For nogle år siden var der nogle forskere der lavede et forsøg med raske og normale mennesker. De byggede et rum, som var lydtæt. Selve rummet var nærmest som en kuppel. Selve kuplen (eller væggene om du vil) havde en helt hvid overflade. Overfladen havde dog en overflade som ikke var glat men som bølgede på en sådan måde, at når man havde stået inde i rummet i nogle minutter, så blev væggen nærmest usynlig, og man kunne nu ikke længere vurdere hvor væggen var henne selv om man stod midt i rummet og kikkede sig omkring.


Man tog så nogle normale mennesker og bad dem om at stå midt i rummet i et stykke tid. Det viser sig, at hvis man tager en normal person og stiller ham i et rum uden sanseindtryk, så vil personens egne sanser begynde at snyde personen. Efter at have foretaget eksperimentet med en masse normale mennesker, så kunne man konstatere at ganske normale mennesker som bliver udsat for et miljø hvor de bliver frataget alle sanseindtryk, de vil efter et stykke tid begynde at se ting som slet ikke er i rummet. Med andre ord. Normale mennesker vil efter et stykke tid uden sanse-indtryk selv begynde at opfinde sanseindtryk. Med andre ord igen. Helt normale mennesker vil begynde at hallucinere efter gennemsnitligt 20 minutter i et rum helt uden sanseindtryk. Indenfor psykiatrien har man i mange år isoleret patienter, med den begrundelse at patienten har for mange sanse-indtryk, og derfor har brug for ro.


Hvis en patient kommer i en situation som personalet mener er upassende, så bliver patienten isoleret. Jeg har selv prøvet at være i en situation hvor personalet mente at jeg skulle isoleres fra de andre patienter. Jeg var således i en situation hvor jeg blot havde et værelse til min rådighed, med 4 hvide vægge og en seng midt i rummet, som personalet i øvrigt kunne finde på at spænde mig fast til hvis de mente jeg var besværlig. Jeg måtte heller ikke hente mad, den blev bragt til mig flere gange om dagen. Efter at have været isoleret på denne måde i et stykke tid, så blev jeg lettere skør i knolden, for hjernen har ikke noget at lave og man bliver langsomt gal. Efter nogle dage begynder det at føles som en form for tortur og jeg begyndte at undre mig over hvordan et sådan overgreb på et menneske kunne kaldes for behandling.


Jeg begyndte nu ikke ligefrem at få hallucinationer, men jeg kan da udemærket godt forstå at der er visse mennesker der i en sådan situation vil begynde at hallucinere. Det er ejendommeligt at forskere på den ene side kan erfare at selv almindelige mennesker vil hallucinere uden sanseindtryk, samtidig med at man tager psykiatriske patienter og udsætter dem for samme form for isolation og så kalder dem for syge hvis de hallucinerer. Underligt nok, så er det mit indtryk, at de fleste personaler godt ved at mennesket er et socialt væsen og derfor har brug for at være sammen med andre. Alligevel vælger personalet stik imod deres egen overbevisning at behandle patienter med isolation. Psykiatrien er uden tvivl det mest underlige jeg nogen sinde har oplevet.


Top