Tanker Om Retspsykiatri

Institutionalisering

Institutionalisering kan betyde flere forskellige ting. Denne tekst handler om hvordan en person forholder sig og reagerer på opholdet i en institution. Da jeg selv er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, så vil jeg bede læseren om at have en sådan institution i tankerne. Men hvordan bliver en patient egentlig institutionaliseret? Er der tale om at patienten institutionalisere sig selv, eller er der tale om at institutionaliseringen opstår som en følge af det sted patienten befinder sig, eller er det personalet som institutionalisere patienten? Jeg vil i denne tekst bruge en samtale mellem en patient og en overlæge som eksempel på hvordan en patient kan blive institutionaliseret.


Forestil dig at der skal finde et møde sted mellem en overlæge og en patient. Når man skal afholde et sådan møde, så bliver man som personale nødt til at foretage et valg. Man kan som personale vælge at det er vigtigt at mødet bliver afholdt til tiden, eller man kan vælge at det er vigtigt at støtte patienten. Det er ikke muligt at gøre begge dele samtidig. Nu er overlæger ofte personer med en meget travl hverdag, så en overlæge vil som udgangspunkt være interesseret i at mødet bliver afholdt til tiden. Forestil dig nu at mødet skal afholdes kl 13.30. Man har erfaring med at overlægen er meget punktlig og derfor forventer man at overlægen er klar til mødet kl 13.30. Men når det kommer til patienten, så bliver man nødt til at foretage et valg.


Man kan vælge bare at vente, og så se om patienten dukker op til mødet som aftalt, eller man kan gøre det på den sikre måde, ved at gå ned til patienten ca 15 min før mødet og minde patienten om at patienten har et møde med overlægen kl 13.30. Ved at gå ned til patienten og minde patienten om at patienten skal til et møde med overlægen, så har man foretaget et valg. Man har valgt at det er vigtigt at mødet bliver afholdt til tiden. Men man har derved også samtidig påvirket patientens fremtidige adfærd omkring afholdelse af møder. Beslutningen er af stor betydning for patientens fremtid. Patienten er blevet mindet om at der er et møde, og patienten dukker nu op til mødet til den aftalte tid. På en måde, så ser situationen jo ud som om at det er en god situation, for både overlægen og patienten er mødt op til den aftalte tid og mødet kan starte til tiden.


Det er ud som en succes. Men er det nu også en succes? Forestil dig at dette møde finder sted hver mandag kl 13.30. Hver gang mødet skal afholdes, så går en personale ned til patienten ca 15 minutter før mødet og minder patienten om at patienten skal til et møde med overlægen kl 13.30. Patienten møder hver gang op til tiden og møderne starter hver gang til tiden. Det ligner virkelig en succes. Men er det nu også en succes? Jeg skrev tidligere at personalet foretager et valg, når de vælger at gå ned til en patient og minde patienten om et møde 15 minutter før mødet starter. Men hvad er det så lige for et valg der bliver foretaget? Vi kender jo allerede den første del af valget. Personalet har jo netop valgt at det er vigtigt at mødet bliver afholdt til tiden.


Top

Men hvis man foretager et valg, så vil der jo netop altid være noget man vælger til og noget man vælger fra. Men hvad er det så lige man vælger fra? For at finde ud af hvad det er der bliver valgt fra, så skal vi lige en tur ind i hovedet på en patient. Det kunne være mig og mit hoved. Forestil dig at jeg hver mandag har et møde med min overlæge kl 13.30. Hver gang mødet skal finde sted, så er der en personale der banker på min dør 15 minutter før mødet starter. jeg har nu 15 minutter til at gøre mig klar til mødet, og jeg møder op til mødet til tiden hver gang. Møderne er en succes, eller hvad? Men hvad tænker patienten (mig) om disse møder? Hvordan skal jeg som patient forholde mig til det faktum, at jeg har et møde med min overlæge hver mandag kl 13.30? Før jeg blev indlagt var det naturligt for mig, selv at holde rede i alle mine aftaler.


Hvis jeg glemte en aftale, så ville jeg enten komme for sent, eller måske slet ikke nå at møde op til den aftalte tid. Som ny patient i retspsykiatrien, vil jeg da derfor gøre som jeg plejer og selv holde rede på mine aftaler. Forestil dig at det er mandag og jeg er ved at gøre mig klar til at tale med overlægen kl 13.30. Ca 2 minutter før jeg skal til at gå ud af mit værelse, dukker der en personale op og fortæller mig at jeg skal til en samtale med min overlæge om 15 minutter. Jeg takker for informationen, men fortæller personalen at det vidste jeg da godt. Jeg møder op til mødet til tiden og personalet og overlægen er tilfredse, for mødet var jo trods alt en succes, eller hvad? Men efter at have været indlagt i nogle måder, så begynder jeg at tænke over mine handlinger og hvad jeg får ud af netop mine handlinger.


Indtil dette tidspunkt har jeg selv holdt rede på mine aftaler med min overlæge. Men det som slår mig er følgende: Det er jo dybest set ganske ligegyldigt om jeg selv holder rede på mine samtaler med overlægen eller ej, for jeg bliver jo alligevel mindet om samtalen 15 minutter før mødet hver mandag. Hvis jeg nu holder helt op med selv at holde rede på hvornår jeg skal til en samtale med min overlæge, så vil jeg jo trods alt stadig møde op til tiden til disse møder, for jeg bliver jo hentet af en personale 15 minutter før mødet hver gang. Det som er interessant er følgende: I situationen hvor jeg selv holder rede på mine samtaler med overlægen, der reagere jeg som et sundt og fornuftigt menneske og det lykkedes mig at møde op til møderne til tiden. I den næste situation, der har jeg totalt givet op, og jeg lader bare stå til og jeg tænker ikke mere.


Den ydre handling er i begge situationer nøjagtig den samme. I begge tilfælde møder jeg jo op til møderne til tiden. I situationen hvor jeg har givet op er jeg blevet institutionaliseret. Mine egne beslutninger gør ingen forskel på om jeg kommer til mødet til tiden eller ej, og hvorfor skulle jeg bruge en masse energi på at huske på at jeg skal til et møde, når der nu alligevel kommer en personale og minder mig om mødet 15 minutter før det starter? Det er egentlig underligt at en handling som umiddelbart ligner en succes, når man henter patienten 15 minutter før mødet hver mandag, er med til langsomt at forvandle en patient til en grøntsag. Det betyder ikke noget om jeg husker mødet eller ej, for jeg bliver jo hentet før tid af en personale alligevel.


Top

Det er mit indtryk at personalet er ganske uvidende om deres egne evner til at skabe institutionalisering hos en patient. Så længe en personale ikke er klar over sin egen indvirkning på patienterne, så vil personalen heller ikke kunne tage højde for denne ubevidste påvirkning af patienterne. Eller sagt på en anden måde. Man kan som personale ikke rette sin adfærd, før man er blevet bevidst om sin adfærd og at den er upassende. Men hvorfor stoppe ved et møde. Hvorfor skal jeg huske på hvornår jeg skal spise? Jeg bliver jo alligevel hentet når jeg skal spise. Hvorfor overhovedet huske på at stå op om morgenen? Jeg bliver jo alligevel vækket hver dag. Hvorfor skal jeg som patient over hovedet tænke, hvis jeg en dag glemmer at tænke noget, så er jeg jo heldig at personalet er til stede så de kan tænke for mig.


Men hvor skal det dog ende. Hvad nu hvis jeg en dag ikke står op af sengen? Eller hvorfor vaske tøj? Hvis min tøj bliver for beskidt eller lugter for meget, så vil personalet jo på et tidspunkt begynde at vaske mit tøj for mig. Men hvordan undgår man så institutionalisering? Man kunne jo vælge at forholde sig anderledes til møder. Men kunne jo starte med at forvente af en patient, at patienten godt selv er i stand til at huske en aftale om et møde, og at patienten selv er i stand til at møde op til mødet til tiden. Skulle det imod forventning blive mandag kl 13.30 og patienten endnu ikke er dukket op, så er det på sin plads at minde patienten om at der er møde. På denne måde har man opretholdt patientens ønske om selv at holde orden i sine aftaler.


Der er jo et problem ved denne fremgangsmåde. Ulempen er at man en gang imellem ikke kan starte et møde fordi at patienten endnu ikke er mødt op, patienten har måske glemt mødet. Ulempen er altså at overlægen kan bliver forsinket i at møde op til andre møder. Man er nødt til som personale at tage en beslutning. Enten så er patienten vigtig eller også så er overlægen vigtig. Der er tale om et valg, og det er op til personalet at være bevidst om det valg der bliver taget og konsekvenserne af valget. Der er nærmest tale om et selv opfyldende profeti. Hvis man ikke tror at patienten vil møde op til mødet til tiden, så kan man jo bare hente patienten inden mødet.


Men hvis man hele tiden henter en patient inden mødet, så er patienten jo ikke motiveret for at huske mødet, for det skal personalet jo nok gøre for ham. Man tror at patienten er hjælpeløs, og netop det at personalet tror at patienten er hjælpeløs, før til at patienten netop bliver hjælpeløs. Jeg mødte engang en patient som bare smed sit papir på gulvet. Da jeg så spurgte ham hvorfor han ikke smed det i skraldespanden, så var hans svar at der jo alligevel kom en rengøringskone forbi lidt senere og fejede det op. Det er ultimativ institutionalisering.


Top