Tanker Om Retspsykiatri

Hvor skal kampen stå ?

Krig mod rebeller

Jeg vil starte med at tillade mig at dele væbnede konflikter op i to grupper. Den første gruppe består at to parter som er uenige med hinanden. Det kunne fx være to lande. Disse to lande vil så bekæmpe hinanden med krigsmateriel. Der er en vis balance i denne form for krig for begge lande har masser af krigsmateriel. Den næste gruppe består også af to parter som er uenige med hinanden. Der er dog en forskel. I denne gruppe er der ikke balance mellem de to parter. Den ene part har masser af krigsmateriel og den anden har næsten ikke noget krigsmateriel. Den part som har masser af våben vil hævde at man skal slås imod hinandens hære og våben. Den part som ikke har nogen våben vil jo hurtigt tabe en sådan konflikt, da de jo ikke kan matche fjenden.


Denne part vælger derfor ofte at flytte kamppladen hen et andet sted, som vil have større effekt med mindre krigsmateriel. Denne gruppe vælger ofte at angribe fjendens civilbefolkning i stedet for. Fjenden som har masser af våben ville kalde denne metode for kujonagtig, men det vil de ikke få noget ud af. Grunde er simpel. Det har en stor effekt at angribe fjendens civilbefolkning. Men angriber som regel kun civilbefolkningen når man løber tør for krigsmateriel. Hvis den ene part er utilfreds med at den anden part angriber deres civilbefolkning, så burde det vil være på sin plads hvis de forærede fjenden nogle flere våben. Så ville det ikke længere være nødvendigt for fjenden at angribe civilbefolkningen, men det sker jo nok ikke.


Konflikten mellem Israel og Palæstina er et godt eksempel på en konflikt hvor den ene part har mange flere våben end den anden part. Der er tale om det man kalder for en asymestrisk konflikt. Israel har masser af våben mens Palæstina næsten ikke har nogen våben. Israel kan bombe Palæstina konstant mens Palæstina kun har hjemmelavede raketter og selvmordsbombere. Israel mener selvfølgelig at Palæstinænserne er nogle kujoner fordi de hele tiden angriber den Israelsk civilbefolkning med bl.a. selvmordsbombere i de Israelske busser. Hvis Palæstinænserne havde haft masser af våben, så er jeg ret sikker på at de ikke ville bruge selvmordsbombere i Israelske busser. De ville i stedet for have bomber de Israelske militærbaser med F-16 jagerfly, men sådan er situationen altså bare ikke i øjeblikket.


Der er tale om at Israel mener at man skal kæmpe imod hinanden med sine hære. Det er naturligt at Israel har denne mening, for Israel har jo mange flere våben end Palæstinænserne, så de ville hurtigt vinde krigen på denne måde. Det er også naturligt at Palæstina angriber Israels civilbefolkning, for det er næsten der eneste mulighed. Hvis man som part i en konflikt står overfor en fjende som er større end en selv, så nytter det ikke at man føre krigen på fjendens præmisser. Så er man nødt til at finde en krigsskueplads som passer til de krigsmidler man nu engang har. Man vil så selvfølgelig blive skælde ud af fjenden for at være en kujon, men det kan man jo dybest set ikke bruge til noget, for en konflikt handler ikke om hvem der er en kujon, men om hvem der vinder.


Top

Medicin imod patienterne

Indenfor retspsykiatrien er der også tale om en asymetrisk situation. Overlægerne på de retspsykiatriske afdelinger har stor magt over patienterne og patienterne har stort set ingen magt overfor overlægerne. Psykiateren mener at det kun skal handle om medicin, og det er jo godt, for psykiateren må gerne give patienten medicin men patienten kan jo ikke give psykiateren medicin. Med andre ord psykiateren sidder godt i svinget. Men hvad nu hvis patienten flytter kamppladsen? Patienterne kan ikke give personalet og overlægen medicin, men de kan gøre noget andet. De kan flytte kamppladsen. Hvis patienterne holder op med at hilse på personalet og overlægen og de holder op med at tale til personalet og overlægen, så patienterne man flyttet kamppladsen, og det har en effekt, som er større end du aner.


Personalet vil straks reagere med at udtrykke deres utilfredshed med patienternes adfærd, og de vil prøve om det ikke kan motivere patienterne til at blive venlige igen. Det kan også være at de vil prøve om ikke de kan give patienterne lidt mere medicin. Det som gør denne handling effektiv er at den ødelægger personalets illusion om at de går på arbejde fordi at de gerne vil hjælpe andre mennesker. Det vil jo blive meget hårdt for personalet og overlægen hvis patienterne konstant viser utilfredshed med den behandling de får af personalet og overlægen. Der er tale om psykologisk krigsførelse, og det er meget mere effektivt end du på nogen måde som patient nok kan forestille dig.


Der er tale om det man indenfor spil-teorien kalder for et asymetrisk spil, for psykiateren spiller efter psykiater-regler og patienterne skal spille efter patient-regler. Psykiateren kan give patienten medicin men patienten kan ikke give psykiateren medicin. Det er dybest set bare et spil, og det handler om at spille spillet så godt man kan indenfor de regler der nu engang findes i spillet. Patienter i retspsykiatrien har meget mere magt i spillet end de aner. Grunden til at patienterne dog oftest taber i spillet er fordi de endnu ikke har forstået alle spillets regler. Jo bedre du som patient bliver til at forstå spillets regler, des jo større vil din evne til at udnytte reglerne også blive. Alle patienter har magt, men det er kun de færreste der har lært at bruge den.


Top