Tanker Om Retspsykiatri

Hvor blev de psykisk lidende af ?

Når jeg kikker mig omkring på den retspsykiatriske afdeling hvor jeg er indlagt og jeg tænker på de mennesker jeg har mødt på andre retspsykiatriske afdelinger og jeg tænker på de patienter jeg har talt med i telefon og via internettet og Skype, så kan det godt undre mig hvor de psykisk lidende mennesker er blevet af! Når en personale begynder på en retspsykiatrisk afdeling, så er det mit indtryk at der sker følgende: Det første personalen tænker er, at alle disse mennesker som er indlagt, må da være psykisk lidende, for ellers var de vel ikke indlagt. Her ligger der dog en vildfarelse på lur og venter på at personalen skal gøre netop denne fejl.



Se dette link: Just World Hypothesis



Nogle mennesker har den vildfarelse, at hvis de fx ser en mand få pisk, så tænker de straks, at den mand må have gjort noget forkert siden han får pisk. Det er en vildfarelse, fordi man kan sagtens give en mand pisk uden at han har gjort noget galt. Vi kalder det vel meningsløs vold. Man kan også sagtens indlægge en person uden af denne person nødvendigvis har en psykisk lidelse. Grunden til at vildfarelsen opstår meget let i hovedet på personaler skyldes, at det jo ikke er personalerne selv, der har indlagt personen på afdelingen. Det er nogle andre mennesker som har indlagt patienten på afdelingen, og personaler har en underlig og urokkelig fast tro på, at disse mennesker selvfølgelig ikke laver fejl og indlægger personer som ikke har en psykisk lidelse.


Men hvis man nu er personale og falder i fælden med begge ben og kaster sig ud i ovenstående vildfarelse, så er man jo nødt til at tænke videre med denne vildfarelse som udgangspunkt for ens øvrige tanker om de indlagte patienter. Hvis man (uden hold i virkeligheden og på grund af en vildfarelse) er kommet frem til at de indlagte patienter jo må være psykisk lidende, så opstår der et nyt problem, og en chance for at lave endnu en fejl. Hvis personalen ser sig omkring på afdelingen, og ikke lige umiddelbart kan se at patienterne er syge, så tænker personalen automatisk, at så må det være fordi at jeg som personale ikke er god nok til at få øje på patienternes symptomer. Det som IKKE sker i denne situation er, at personalen tænker ved sig selv: ”Det var dog godt nok underligt, at der er indlagt så mange mennesker, som ikke viser symptomer på psykisk lidelse - gad vide om patienterne i det hele taget har psykiske lidelser ?”.


Top

Grunden til at denne tanke IKKE opstår i hovedet på en personale er fordi, at den er i strid med deres første vildfarelse, nemlig at mennesker som er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, de har også en psykisk lidelse. Der sker efterfølgende det, at en sådan personale vil begynde at lede efter de tegn på psykisk lidelse som førte til at patienten blev indlagt til at starte med, og som burde være de symptomer som lå til grund for at nogle, for personalerne ukendte, mennesker tog den beslutning at indlægge et menneske på en retspsykiatrisk afdeling og gøre vedkommende til patient. Da patienten jo i virkeligheden ikke har en psykisk lidelse, så vil personalen ikke umiddelbart få øje på patientens symptomer (men der er jo heller ikke symptomer til stede hos patienten). Da personalen tror på autoriteter, så vil personalen bare overbevise sig selv om at personalen skal anstrenge sig lidt mere for at få øje på symptomerne. For at sige det på en anden måde.


Hvis ikke personalen kan få øje på patientens symptomer med det blotte øje, så må personalen tage luppen frem for at få øje på symptomerne. Virker det ikke med den første lup, så bliver personalen nødt til at tage en endnu kraftigere lup i brug. Personalen vil blive ved med at tage en ny og kraftigere lup frem indtil personalen pludselig får øje på noget ved patienten som godt kunne være symptomer på psykisk lidelse. I det øjeblik personalen får øje på den psykiske lidelse og symptomerne på denne lidelse, så vil personalen begynde at skrive om disse symptomer i patientens journal. Jeg har jo trods alt aldrig læst i min journal, at personalet har skrevet hvor stor en lup de var nødt til at bruge for at få øje på symptomerne. Hvis dette havde været et krav, så ville det jo være tydeligt for enhver at der for de fleste patienter er tale om symptomer som er nærmest ynkeligt små.


Der er nu sket det, at en rask person er blevet indlagt, og efter et stykke tid, har personalet kikket så længe på patienten, at de endelig har fundet patientens symptomer (med lup), og de har nu været med til at opfinde en psykisk lidelse hos en rask person. Problemet med vildfarelsen er at den kun virker den ene vej. Det er let at komme til at se psykisk lidende mennesker allevegne, men det er nærmest umuligt, at komme til at se raske mennesker allevegne.


Når vildfarelsen kun virker den ene vej, så vil det medføre, at personaler bare vil komme til at se flere og flere psykisk lidende mennesker hver gang de ser en ny patient. Den forrige fejl danner nu grundlag for den næste fejl. Det er som om at det ingen ende vil tage i retspsykiatrien. Nu sker der det, at overlægen læser i journalen og taler med personalet, og overlægen bliver nu bekræftet i at patienten har en psykisk lidelse. Dette danner grundlag for endnu en vildfarelse, denne gang begået af overlægen og man kalder den for confirmation-bias, men det vil jeg skrive om en anden gang.


Top