Tanker Om Retspsykiatri

Hurrraaaa - medicinen virker....

På et tidspunkt skrev min overlæge i et notat i min journal, at grunden til at jeg havde haft det godt det seneste år, var fordi at jeg i denne periode havde været velmedicineret. Det er et utroligt interessant notat. Men hvorfor er det interessant? Det er interessant fordi, læseren får det indtryk at jeg har haft det godt i denne periode på et år, netop fordi jeg i denne periode har spist medicin. Notatet har dog en fejl. Fejlen er afgjort ikke let at få øje på. Fejlen gemmer sig i notatet fordi notatet nærmest virker som en selvfølge for læseren. Notatet kan faktisk godt være sandt, men det kan faktisk også godt være usandt. Men hvorfor er det så svært at få øje på hvorfor notatet godt kan være usandt? For at kunne vise den sande og den usande side af notatet, er jeg nødt til at sammenligne to forskellige situationer med hinanden, som måske ikke er så forskellige endda.


Situation 1

En person med en psykisk lidelse bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Overlægen beslutter nu at denne person skal have medicin for denne lidelse. Efter at personen har spist medicin i et stykke tid, så får personen det godt. Man kan godt i denne situation sige, at medicinen har haft den ønskede effekt.


Situation 2

En rask person bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Personen har det godt ved indlæggelsen. Efter et stykke tid beslutter overlægen at denne person skal medicineres. Grunden til at patienten skal medicineres er fordi at en retspsykiatrisk afdeling er for personer som skal have medicin, og man kan jo ikke have en person der går rundt på afdelingen uden at spise medicin. Personen tvinges nu til at spise medicin og efter et stykke tid mener overlægen at personen nu har det godt. Denne situation er dog en anelse ejendommelig. Det er da underligt at give en rask person medicin blot fordi at han er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling.


Efter et stykke tid på medicin beslutter både patienten i situation nr 1 og situation nr 2 at klage til patientklagenævnet over medicineringen. Patientklagenævnet møder nu op på afdelingen for at tale med disse to patienter. Ved det første møde taler patientklagenævnet med patienten fra situation nr 1. Patientklagenævnet møder en frisk patient. Overlægen forklarer til mødet, at grunden til at patienten er frisk er fordi at patienten nu har været på medicin i et stykke tid, og at medicinen virker godt på patienten. Patientklagenævnet synes at overlægen virker overbevisende i sagen, og overlægen får medhold i at patienten fortsat skal spise medicin. Ved det næste møde taler patientklagenævnet med patienten fra situation nr 2. Patientklagenævnet møder også her en frisk patient. Overlægen forklarer til mødet, at grunden til at patienten er frisk er fordi at patienten nu har været på medicin i et stykke tid, og at medicinen virker godt på patienten.


Top

Patientklagenævnet synes også i denne situation at overlægen virker overbevisende i sagen, og overlægen får medhold i at patienten fortsat skal spise medicin. Ved det første møde har overlægen ret i at patienten har fået det bedre, og derfor behøver patienten medicin. Overlægen får ligeledes ret i at patienten fortsat skal have medicin. Men ved det andet møde stiller sagen sig anderledes. Overlægen siger også her, at patienten har fået det bedre og derfor fortsat behøver at spise medicin. Også ved dette møde får overlægen lov til fortsat at medicinere patienten. Men dybest set så er det overlægen siger til patientklagenævnet jo ikke sandt. Men hvordan kan det så være at patientklagenævnet også giver overlægen ret ved dette møde? Grunden er faktisk simpel. Ved begge møder mødte der en patient op, som havde det godt.


Og det er ikke muligt for patientklagenævnet at se forskel på en person som har det godt og så en anden person som også har det godt. Dybest set så er der to forskellige grunde til at de to patienter har det godt. Den første patient har det godt fordi medicinen har virker på patienten. Den næste patient har det godt alene af den grund, at han hele tiden har haft det godt, og medicinen har ingen indvirkning haft på hans tilstand. Men nu kunne situationen faktisk godt have været anderledes. Forestil dig nu de to samme situationer igen. Denne gang beslutter de to patienter dog at de vil klage til patientklagenævnet inden de starter på medicinering.


Situation 1

Den syge patient møder nu op i patientklagenævnet. Overlægen forklarer at patienten har brug for medicin. Patientklagenævnet har nu selv mulighed for at vurdere patienten, da patienten ikke spiser medicin. Efter at have vurderet patienten kommer patientklagenævnet frem til at overlægen gerne må medicinere patienten.


Situation 2

Nu møder den raske patient op i patientklagenævnet. Overlægen forklarer at patienten har brug for medicin. Patientklagenævnet har nu selv mulighed for at vurdere patienten, da patienten ikke spiser medicin. Efter at have vurderet patienten kommer patientklagenævnet frem til at overlægen ikke må medicinere patienten, da patienten jo tydeligvis ikke trænger til medicin. Som det fremgår at ovenstående situationer er der tilsyneladende en forskel på om man klager til patientklagenævnet før eller efter man starter på medicin.


Top

Hvis man venter med at klage til patientklagenævnet til efter man spiser medicin, så er chancen for at man fortsat skal være på medicin meget større end hvis du klager til patientklagenævnet inden du starter på medicin. Hvis en overlæge kan nå at medicinere en patient INDEN patienten kommer i patientklagenævnet med sin sag, så kan overlægen nå at trække trumph-kortet og sige at patienten har det godt fordi at patienten netop er medicineret. Det er mit indtryk at overlæger elsker denne fremgangsmåde, for det lader til at den virker næsten hver gang. Hvis patienten derimod når at komme i patientklagenævnet inden overlægen begynder at medicinere patienten, så har patientklagenævnet mulighed for selv at vurdere patienten.


Jeg har personligt prøvet at komme i patientklagenævnet på et tidspunkt hvor jeg ikke havde fået medicin i næsten et år, og patientklagenævnet gav mig ret i at jeg ikke skulle have medicin, fordi jeg ikke var psykotisk. Men hvad med alle de patienter som ikke når at komme i patientklagenævnet inden de starter på medicin. De fleste af disse patienter forstår muligvis ikke, at overlægen gør brug af noget man vel nærmest kan falde for et trick, som sikre at overlægen får medhold i at patienten fortsat skal medicineres.


Man kan godt sige om en patient at patienten har det godt fordi patienten spiser medicin, men man kan ikke bruge det som et grundlag for at patienten fortsat skal have medicin. Grunden til at man ikke kan bruge det som grundlag for fortsat medicinering, skyldes at jo faktisk at man kan sige det samme om både en rask person og en person med en psykisk lidelse som kræver behandling. Både den raske person og personen med en psykisk lidelse vil jo fremstå ved mødet som en person, der har det godt, men det er ganske umuligt at vurdere HVORFOR personen har det godt.


Den syge vil have det godt fordi medicinen virker og den raske vil have det godt af den simple grund, at han hele tiden har haft det godt. Der er tale om en catch-22 situation, for bliver du først medicineret så kan overlægen 'bevise' at du gavner af medicinen uanset om du til at starte med var syg eller ej. Læseren tror at der er tale om et bevis. Men der er IKKE tale om et bevis. Der er tale om at overlægen fremkommer med en information som ligner et bevis, og overlægen forventer at læseren hopper med på legen og overbeviser sig selv om at informationen er et bevis på at den raske patient har behov for medicin.


Top