Tanker Om Retspsykiatri

Høflige patienter

Jeg har selv den personlige holdning at man skal være venlig og høflig overfor andre, men da jeg så blev indlagt i retspsykiatrien så lærte jeg lige en dimension mere at kende om det at være høflig, eller jeg skulle måske i stedet for sige, uhøflig. Det er mit indtryk at de fleste patienter trods alt er høflige, selv om de måske kan have en adfærd som forekommer andre mennesker en anelse anderledes. Det er også mit indtryk at de fleste overlæger godt ved at patienterne er høflige. Overlægerne har det ofte med at stille spørgsmål som patienten ofte ikke har lyst til at svare på, men som patienten alligevel svarer på af ren venlighed.


Problemet er at overlæger ikke ser noget problem i at stille patienter masser af spørgsmål, som i virkeligheden er grænseoverskridende for patienterne, for patienterne svarer jo, og patienten er jo ikke ligefrem under fysisk tvang for at svare på spørgsmålene. Jeg har selv talt med overlæger en del gange efterhånden, og mit indtryk er at der egentlig kun er to forskellige mulige udfald af samtaler mellem en overlæge og en patient:


Mulighed 1

Overlægen bliver ved med at stille nærgående spørgsmål og patienten bliver ved med at svare, også selv om patienten føler sig krænket. Patienten føler langsomt at overlægen er ved at stjæle patientens personlighed og integritet og patienten følger ikke at det er i orden at nægte at svare. Overlægen presser langsomt patienten ned i gulvet og kvæler med tiden nærmest patienten. Dette sker udelukkende fordi patienten har lært at være høflig og gerne vil fremstå som høflig overfor overlægen.


Mulighed 2

Patienten føler sig mere og mere krænket af overlægens nærgående spørgsmål og vælger til sidst at sige fra overfor overlægen. Patienten sætter en grænse i forhold til overlægens spørgsmål og erkender at det ikke nytter at være venlig og høflig overfor overlægen, da overlægen tilsyneladende misbruger patientens forsøg på at være venlig.


Samtaler med en overlæge får enten patienten til at falde sammen, og så har overlægen et godt bevis på at du nok har en psykisk lidelse eller også så siger du fra overfor overlægen og så mener overlægen at du nok har paranoia fordi du ikke stoler på overlægen. Uanset hvad, så er du dømt til at have en psykisk lidelse. Patienten har dog muligheden for at vælge om det skal paranoia eller noget andet. (Endnu en catch-22 situation). Personligt har jeg lært at være ganske uhøflig (overfor overlæger), men jeg kan så oplyse at det er først noget jeg har lært at være efter jeg kom ind i retspsykiatrien. I starten føltes det ganske grænseoverskridende at bede et andet menneske (overlægen) om at passe sig selv, men nu er det blevet en ganske normal reaktion for mig, og jeg tænker ikke rigtig over det længere. Jeg er blevet et mere robust menneske.


Top