Tanker Om Retspsykiatri

Her er ingen fejl - køleskabet

En dag i Pilehus (2011) blev jeg irriteret. Jeg havde i langt tid måtte høre på en mærkelig brummelyd om aftenen når jeg skulle sove. Efter at have hørt på lyden i et par uger, blev jeg utilfreds med situationen. Jeg gik ned og klagede til afd. sygeplejersken. Hun kunne godt se at jeg var utilfreds, så hun valgte at gå med mig igennem hele afdelingen og låse ALLE døre op, så vi kunne se om vi kunne finde ud af hvor denne brummelyd kom fra.


Da vi nåede til et depot åbnede hun også denne dør. Jeg blev både glad og overrasket. Jeg havde fundet ud af hvor brummelyden kom fra. Inde på depotet stod der et køleskab, der larmede svimlende højt. Det lød nærmest som en fiskekutter der sejlede alt for hurtigt. Afd. sygeplejersken kikkede også overrasket på køleskabet. Vi snakkede lidt om køleskabet og gik så hver for sig igen. Efter ca 2 dage dukkede der to arbejdsmænd op i afdelingen med et nyt køleskab. Det nye køleskab sagde stort set ingenting, og jeg var meget glad.


Der står intet i min journal om at jeg fandt et køleskab i afdelingen der larmede svimlende meget. I stedet for skrev man i min journal at jeg stadig var lydfølsom. Der var ikke nogen af personalet der ville indrømme at der havde været en støjkilde. Personalet holdt fast på at støjen inde i mit hoved var noget jeg fandt på - og så skiftede man så lige køleskabet ud. Personaler i retspsykiatrien går nærmest i panik, hvis de opdager at de har taget fejl. Hvis personalet endelig retter en fejl, så opdigter de som regel en søforklaring på hvorfor de retter fejlen, så de undgår at tabe ansigt overfor patienterne. Det gælder nemlig om at opretholde illusionen om at personalet er perfekte.


Top