Tanker Om Retspsykiatri

Hemmelig behandling

Det er min opfattelse at behandlingen af patienterne i retspsykiatrien er hemmelig. Jeg vil gerne bruge to eksempler fra min egen indlæggelse som grundlag for min opfattelse. Den første hændelse fandt sted i dagene efter den 19. december 2013. Den næste hændelse fandt sted i ca Maj 2014.


1. del

Overlægerne har nu i mere end 4½ år gerne ville tvangsmedicinere mig, og jeg klager hver gang over deres beslutning. Den 19. december 2013, fik jeg et brev fra Det Psykiatriske Ankenævn. Jeg var på dette tidspunkt i medicinsk behandling med Abilify 30 mg pr dag. På baggrund af brevets indhold valgte jeg at stoppe med at spise medicin. På dette tidspunkt havde vi en overlæge (JG) som kun var i afdelingen een gang om ugen. Jeg fortalte personalet at jeg ikke længere ønskede at spise medicin og at jeg havde valgt at stoppe selv samme dag. Den efterfølgende dag, kom der en almindelig vagtlæge for at tale med mig. Han prøvede at motivere mig til at fortsætte med at spise medicin, men jeg sagde ganske enkelt nej.


Han fortalte mig at han havde været til nogle møder med overlægen og ved disse møder var det besluttet at ændre behandlingen af mig. Jeg blev meget overrasket over denne information. Man havde ved et tidligere møde, altså besluttet at ændre min behandling. Det som som jeg finder interessant er at man ikke havde fortalt det til mig (patienten) og man havde heller ikke ændret det i min behandlingsplan. Jeg var altså pludselig i en situation hvor jeg havde været udsat for hemmelig behandling. Vagtlægen skrev efterfølgende et notat i min journal. Og jeg er så heldig at lægen har været så venlig selv at skrive et bevis i min journal på at jeg har været udsat for hemmelig behandling.


2. del

En dag i Maj 2014, var jeg til konference (møde afholdt med nogenlunde fast interval). Ved mødet var jeg selv, samt min overlæge, psykologen og min kontaktperson. Ved mødet fik jeg af psykologen overrakt en skema. Skemaet var en oversigt over et patient-forløb i retspsykiatrien. Patientforløbet startede øverst i skemaet og sluttede nederst i skemaet. Jeg fik nu at vide, at jeg var kommet ned i bunden af skemaet, og at jeg nu var i udskrivningsfasen af mit patientforløb. Min første tanke var egentlig at jeg blev overrasket. Jeg var tilsyneladende kommet hele vejen igennem et forløb, uden at jeg på noget tidspunkt undervejs var blevet oplyst om hvor langt jeg var kommet i forløbet. Min første tanke var om forløbet var hemmeligt, siden jeg først fik at vide hvor jeg var i forløbet når jeg nu var kommet ned i slutningen af forløbet.


Top

Hvad var egentlig grunden til at man ikke undervejs i forløbet havde oplyst mig om hvor langt jeg var kommet i forløbet? Jeg fik en følelse af at jeg under hele min indlæggelse tilsyneladende havde været i starten af forløbet, og pludselig en dag, så var jeg på magisk vis kommet ned i bunden af forløbet og var nu klar til at blive udskrevet. Min tanke var hvad der egentlig var sket undervejs. Hvordan har personalet båret sig ad med at få mig fra starten af forløbet og til slutningen af forløbet uden at fortælle mig det, og hvordan var det overhovedet sket. Jeg prøvede at forestille mig hvad de mon ville skrive i min journal og jeg kom frem til at følgende sætning måtte være den mest korrekte:


Patienten er pludselig blevet færdigbehandlet og han forsøges nu udskrevet


Men en sådan sætning vil en overlæge jo aldrig skrive i en journal, da den giver et indtryk af tilfældighed. I retspsykiatrien går man meget op i at vise at man har kontrol, og man skrev da heller ikke ovenstående sætning i min journal. Grunden til at jeg på magisk vis var kommet fra starten af forløbet og til slutningen af forløbet har nu ikke noget med magi at gøre trods alt. Det er tale om at jeg er blevet indlagt, og jeg har så tumlet rundt i systemet i et stykke tid, og så er man blevet træt af mig, og har så besluttet sig for at udskrive mig. Det er mit klare indtryk af overlægen at overlægen på intet tidspunkt selv har vidst hvor jeg var henne i forløbet. Overlægen er muligvis bare med tiden kommet frem til den konklusion at nu har jeg været indlagt i så lang tid, at det vidst nu er på tide at jeg kommer videre, og så er jeg pludselig blevet klar til udskrivelse.


Grunden til at man har holdt mit behandlingsforløb hemmeligt for mig, skyldes det simple faktum at overlægen formodentlig på intet tidspunkt selv har været klar over hvor jeg var i forløbet. Mange informationer i retspsykiatrien dukker desværre ofte kun op, nærmest ved et tilfælde (desværre). I retspsykiatrien handler det ikke om at behandle en patient korrekt. Det er vigtigere for overlægen at det udefra ser korrekt ud. Nu er det jo sådan at nogle patienter er hurtige at behandle og andre patienter er svære at behandle.


Top

Det er mit indtryk at dem som er lette at behandle, dem holder man lige på i et par år mere for så ser det mere rigtigt ud og dem som kræver utrolig lang behandling, dem smider man ud før tiden, da behandling jo dybest set alligevel er nytteløs, og desuden så ser det heller ikke så underligt ud, for tænk nu hvis vi beholdt en patient på afdelingen i 15 år, det ville da se underligt ud. Og tænk nu hvis vi lukkede en patient ud efter blot 4 måneder, det ville da også se mistænkeligt ud. Nej, det er bedre at retspsykiatrien bare ligger på et pænt gennemsnit, så er der nok ikke nogen der opdager noget. Alle får noget ud af systemet, bare ikke patienten.


Top