Tanker Om Retspsykiatri

Hævn eller hva' ?

I starten af min indlæggelse fik jeg at vide af personalet, at hvis jeg havde nogle spørgsmål eller problemer, så skulle jeg bare komme og sige det til personalet, så ville de tage sig af det. Med tiden opstod der da også spørgsmål og problemer, og jeg henvendte mig til personalet som jeg var blevet foreslået. Men efter et stykke tid hold jeg op med dette. Grunden til at jeg holdt op var simpel. Stort set hver gang jeg stillede et spørgsmål til personalet så fik jeg ikke noget svar. Og vis jeg bad om hjælp, så var der som regel ingen hjælp at hente hos personalet. Ofte hvis man retter henvendelse til personalet, og de af en eller anden grund ikke kan svare eller løse problemet, så vender de situationen på hovedet.


I stedet for at indrømme at de ikke kan svare eller ikke kan hjælpe, så kommer de nu frem til den konklusion, at patienten stiller sit spørgsmål eller beder om hjælp fordi at patienten har en psykisk lidelse. Som patient er man altså i den underlige situation, at hvis man henvender sig til personalet med et spørgsmål, så får man ikke svar på sit spørgsmål. Personalet skriver i stedet for i patientens journal at patienten har en psykisk lidelse, og at det er denne lidelse der har fået patienten til at stille et spørgsmål til personalet. Hvis man bliver beskrevet som en person med en psykisk lidelse hver gang man stiller et spørgsmål til personalet, så er det ikke underligt, at man ikke længere er motiveret for at tale med personalet.


Alle situationer hvor der er et problem mellem en patient og personalet er altid patientens skyld. Personaler er perfekte. Nu er jeg så i stedet for begyndt at rette mine spørgsmål til andre end personalet. Jeg retter nu mine spørgsmål til fx ledelsen for Region Sjælland, Statens Serum Institut og Ombudsmanden. Personalet er utroligt sure på mig, fordi jeg ikke længere henvender mig til personalet når jeg har et spørgsmål eller problem. De har en følelse af at jeg prøver på at bagtale dem, og de skriver i min journal, at jeg er ude på at hævne mig på personalet, ved at prøve at finde nogle andre som kan kritisere deres arbejde. Grunden til at jeg bliver ved med at stille spørgsmål er fordi at jeg ikke får svar.


Jeg vil gerne have et svar på hvorfor det kan være at personalet bliver ved med at behandle patienterne så dårligt som de gør. Det er korrekt at jeg skriver til andre myndigheder. Det er ikke fordi jeg gerne vil have hævn. Grunden er at jeg ønsker at få stoppet den mishandling der finder sted af patienterne i retspsykiatrien. Jeg har selv været udsat for en nærmest umenneskelig mishandling i de to år jeg var i Pilehus (P4, Nykøbing Sjælland). Jeg er imponeret over at mennesker kan være så blinde overfor andre menneskers følelser som man er i Pilehus. Jeg blev i en lang periode tvangsbehandlet primært med Abilify, og jeg havde utroligt voldsomme bivirkninger.


Top

Hvis jeg fortalte det til overlægerne, så var de ganske ligeglade med om jeg havde bivirkninger og hvis jeg sagde det til personalet, så var det som at tale ind i en dyne. Jeg tror aldrig nogen sinde jeg kommer til at glemme den mishandling der fandt sted og som jeg blev udsat for, og det er min intension at gøre hvad jeg kan for at forhindre andre patienter i at blive udsat for samme mishandling. Der er ikke tale om at jeg vil have hævn over personalet, jeg vil bare have mishandlingen af patienterne til at stoppe. Når man som mig er blevet udsat for mishandling i 2 år med medicin, så kan jeg godt undre mig.


Under anden verdenskrig var der personale i koncentrationslejrene som havde et arbejde hvor de i 8 timer om dagen gik og slog mennesker ihjel. Når de så fik fri så gik de hjem til deres familier, koner og børn og var søde og rare. Næste morgen gik de så på arbejde for igen at slå mennesker ihjel. Det er virkelig svært for mig at se hvad der har ændret sig. Personaler går på arbejde i Pilehus og mishandler patienterne og får så fri og tager hjem og hygger sig med deres familie, blot for at stå op den næste dag for at køre på arbejde og mishandle patienterne igen. Under anden verdenskrig var der mange der ikke ville tro på at det skete mens det skete, og intet har ændret sig. Hvis du læser denne tekst så vil du sikkert også nægte at tro på, at det stadig sker. Historien gentager sig selv.....


Top