Tanker Om Retspsykiatri

Forudsigelighed

Man går meget op i at skabe et miljø i den retspsykiatriske afdeling, som er forudsigeligt. Men det kan da godt være lidt underligt at tænke på. Patienten skal jo efterfølgende ud i et samfund, hvor det forventes af alle borgere at de er omstillingsparate. Det er jo egentlig pudsigt at man behandler patienter med forudsigelighed, og efterfølgende smider dem ud i et samfund, hvor intet længere er forudsigeligt. Måske giver det mening på et eller andet plan, men altså kun i starten af en behandling. Men patienten skal vel forstå at den verden som patienten skal tilbage i, på ingen måde er forudsigelig. Inden man sender patienten hjem igen, så er man vel nødt til at forberede patienten på denne uforudsigelighed, for ellers har man forberedt patienten til noget som dybest set ikke har noget med virkeligheden at gøre.


Alle mennesker har brug for struktur, men man skal huske på at denne struktur hele tiden vil blive udfordret af samfundet. Det er i orden at lære en patient at spise faste måltider, men hvis kommunen skriver til patienten at patienten skal møde på kommunen til et møde midt i patientens middagsmad, så er strukturen udfordret, og det skal man forberede patienten på. Forudsigeligheden og strukturen på en retspsykiatrisk afdeling kan godt blive en spændetrøje for patienten. Et godt eksempel på dette er aftensmaden om lørdagen. Når vi har spist aftensmad om lørdagen, så er der efterfølgende efterret. Personalet har den tanke, at det er godt med struktur. Derfor skal alle patienter og personaler være færdige med at spise aftensmad før der bliver serveret efterret. Men for mig er det da en underlig tanke.


Personligt har jeg den tanke at når man er færdig med sin aftensmad, så spiser man efterretten når man har lyst. Nu har jeg sjældent lyst til efterret på det tidspunkt den bliver serveret, derfor spiser jeg stort set aldrig efterret, for den passer ikke ind i mit personlige system. Jeg sætter pris på at være effektiv med min tid, og det er svært på en retspsykiatrisk afdeling, især når tanken falder på efterretten. Normalt når jeg er hjemme hos mig selv så spiser jeg ikke ret tit efterret, men de gange jeg gør, så er den ikke noget problem. Hvis jeg på en retspsykiatrisk afdeling vil have efterret, så er det forbundet med meget spiltid, som jeg kunne have brugt til noget fornuftigt. Hvis jeg spiser min aftensmad og bliver færdig før de andre, så skal jeg efterfølgende sidde og vente på at de andre bliver færdig med at spise deres mad så jeg kan få efterret.


Denne tid kunne være brugt til noget fornuftigt, men da jeg ikke selv bestemmer hvornår efterretten bliver serveret, så vil jeg komme i en situation hvor jeg har spist min mad og efterfølgende skal sidde og vente på de andre patienter, og den tid jeg bruger til at vente i, kan jeg ikke rigtigt lave noget andet. Hvis jeg var hjemme hos mig selv, så ville jeg spise min aftensmad, og efterfølgende lave noget produktivt og senere ville jeg så spise min efterret, når der var en naturlig pause i det jeg lavede. På denne måde kan jeg bruge min tid meget effektivt uden at jeg kommer i en situation hvor jeg bare sidder og venter, til ingen verdens nytte. For patienter uden overblik og struktur kan retspsykiatriens forudsigelighed nok godt være gavnlig, men hvis man er lige så effektiv med sin tid som mig, så er det en konstant belastning at være underlagt strukturen på en retspsykiatrisk afdeling.


Top