Tanker Om Retspsykiatri

Følelser og/eller fornuft

Følelser

Der bliver lagt stor vægt på følelser i retspsykiatrien. Grunde er simpel. Meget af det som en overlæge udsætter sine patienter for har absolut intet hold i virkeligheden og det er på ingen måde fornuftigt. Problemet med dette er at hvis en overlæge skulle overtale en patient til at spise medicin ved at bruge fornuft, så ville han hurtigt løber tør for gode argumenter. Men så er det jo lige at overlægen er så heldig at mennesker også er udstyret med følelser. Vores følelser er ikke ret tit fornuftige, og det kan man benytte sig af som overlæge.


Ved at sætte patienten under pres ved en samtale mellem patient og overlæge, så vil patienten opleve stærke følelser overfor den tvang som overlægen ønsker at påtvinge patienten. Patienten bliver overvældet af sine negative følelser og glemmer at tænke fornuftigt over det overlægen siger. Med andre ord, patienten bliver overvældet af sine egne følelser og glemmer helt at se på om det overlægen nu siger også er fornuftigt. Følelserne slår ganske enkelt fornuften fra. Det er mit indtryk at det nærmest er gået hen og blevet en klassisk strategi for enhver overlæge, og man skulle nærmest tro at det var noget man underviste overlæger i at gøre, netop fordi at det er så effektivt som det er.


Fornuft

Men hvad nu hvis en overlæge støder på en patient, som godt kan se, at følelser er noget der kan komme i vejen, hvis man er patient i retspsykiatrien, og patienten godt kan se at patientens egne følelser vil lede patienten på vildspor. Det første der sker er at overlægen vil gøre som han plejer og tale til patientens følelser. Patienten lader dog ikke til at lade sig genere at dette, og efter et stykke tid, så bliver overlægen faktisk ret irriteret over at den strategi som overlægen plejer at bruge pludselig ikke virker over for denne patient. Overlægen vil måske grave lidt i situationen for at finde ud af hvorfor den sædvanlige strategi ikke virker. Efter et stykke tid går det op for overlægen at personen ikke sådan lige er til at manipulere ved hjælp af patientens følelser. Dette vil opleves som et nederlag for overlægen. Overlægen har et magtmiddel, men det lader til at det ikke virker overfor denne patient. Det første overlægen som regel gør, og som jeg finder lidt ejendommeligt er at overlægen prøver på at overbevise patienten om at det ikke nytter for patienten at bruge fornuft i den givne situation, hvilket jo absolut ikke virker, da patienten jo netop bruger sin fornuft til at indse at overlægens forsøg på at fjerne patientens brug af fornuft i sig selv ikke er fornuftigt.


Det næste der sker er at patienten opdager at overlægen er ude på at manipulere med patienten ved hjælp af patientens følelser, hvilket fører til at patienten lukker helt ned for netop sine følelser. Overlægens forsøg på at vække patientens følelser fører til at patienten netop lukker helt ned for sine følelser. Overlægens næste magtmiddel er så at true patienten med at kalde patienten følelseskold og skrive om patienten i patientens journal at patienten muligvis fejler noget, da patienten ikke er i stand til at vise følelser under samtalerne med overlægen. Som patient skal man ikke tage disse trusler så højtideligt. Det vigtigste er at man som patient er i stand til at holde hovedet koldt og at man bliver ved at at forholde sig rationelt og fornuftigt til det overlægen siger, for dybest set så er der ikke noget fornuftigt i det overlægerne foretager sig over for patienterne, og hvis patienten ellers kan holde hovedet koldt og ikke lade følelserne løbe af med sig, så vil overlægen med al tydelighed fremstå som udspekuleret og manipulerende.


Top