Tanker Om Retspsykiatri

Fællessang i retspsykiatrien ? - NEJ TAK !

Hvis man skal have kontrol over patienterne, så er det bedste man kan gøre som personaler og overlæge, at udviske grænsen mellem kontrol og frihed. Ved at udviske grænsen, så gør man det svært for patienten at vide hvornår der er tale om tvang og hvornår der er tale om frihed. Hvis man oppebærer denne diffuse situation under indlæggelsen, så sker der noget interessant, når man udskriver patienten. Patienterne vil være meget mere tilbøjelige efter udskrivelse til stadig at gøre som overlægen har sagt, for de har stadig en ubevidst følelse af tvang, selv om de ikke længere er indlagt.


En god måde, at gøre dette på, er at skabe et sammenhold mellem personale og patienter, som i virkeligheden slet ikke eksisterer. Man kan f.eks. gøre det at man synger morgensang sammen, både personale og patienter. Det interessante ved en sådan handling er, at de fleste vil finde den behagelig, men de fejler, og ser ikke at den er med til at ødelægge patienternes forståelse for forskellen på tvang og frihed. Samtidig vil den have den effekt, at den vil gøre personalets følelse af at udøve tvang imod patienterne mindre. Personalet vil have en følelse af at de gør noget godt med patienterne, mens de i virkeligheden gør noget skidt for patienterne. Hvis man derimod gør tvangen synlig under indlæggelsen, så vil patienten også automatisk føle sig mere fri, når patienten bliver udskrevet.


Det bedste for patienterne ville være hvis tvangen konstant var synlig under hele indlæggelsen. Det bedste ville være hvis patienterne kunne gøre noget i fællesskab uden personalet, for derved at skabe en følelse af sammenhold som en kontrast i forhold til personalet og deres sammenhold. Underligt nok, så har psykologen på vores afdeling den opfattelse, at grænsen mellem tvang og frihed, skal viskes helt ud, så det er umuligt at afgøre hvad der er tvang og hvad der er frivilligt.


Jeg synes at det er forfærdeligt at vi har en psykolog, som i den grad er ude på at mennesker som ikke længere er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, skal være ude af stand til at føle sig fri, selv om de i virkeligheden ER fri. Han vil have at tidligere patienter i retspsykiatrien skal have en følelse af at de stadig er under tvang, selv om tvangen ikke eksisterer længere. Det er efter min mening en form for psykisk tortur. Fællessang er en bjørnetjeneste, hvor både personale og patienter er glade for at lave noget sammen, men hvor det endelige resultat er ødelæggende for patienten. Hverken patienten eller personalet opdager fejlen.


Top