Tanker Om Retspsykiatri

En tur i det fri

Hvis du er patient på en lukket afdeling, så har du muligvis oplevet følgende: Nogle patienter har udgang og andre har ikke udgang. Nogle patienter har udgang alene og andre patienter har kun udgang ifølge personale. Hvis du har udgang alene, så er der ikke noget yderligere problem i dette, men hvis du kun har udgang ifølge personale, så kan der nogle gange opstå en, efter min mening, lidt underlig situation. Nogle gange når personalet kommer på arbejde, så har de ikke overtøj på. De er nemlig bare lige hoppet ud i deres bil derhjemme, og er så lige hoppet ud af deres bil igen og ind på afdelingen.


Men hvad nu hvis der kommer en patient hen til personalet og beder om at komme ud at gå en tur? Så kan det ske at personalet siger nej til patienten fordi at personalet jo ikke har overtøj med til den slags den dag. Patienterne kan altså være afhængige af at personalet har overtøj med på arbejdet, for ellers kan patienterne ikke komme ud at gå tur. Ofte når personalet tager beslutninger, så er de hemmelige. Personalet går ind på kontoret og snakker sammen og kommer ud lidt senere og giver patienten et svar. Det kan derfor godt være at patienten ikke lige umiddelbart opdager at grunden til at patienten får et nej skyldes at personalet har glemt overtøjet derhjemme, det er nemlig en hemmelighed.


Det kan da vel ikke komme bag på personalet at de bør have overtøj med på arbejdet, når nu en del af deres arbejde er at gå ture med patienterne i det fri? Man behøver vel ikke nødvendigvis at forlange at personalet har overtøj med på arbejdet, hvis der altså på arbejdet hænger overtøj til rådighed for personalet, netop til de situationer hvor personalet ikke har deres eget overtøj med på arbejdet. Det er nu alligevel underligt at en patients behandling kan komme til at afhænge af om personalet har husket deres overtøj.


Top