Tanker Om Retspsykiatri

En start uden slutning

Jeg har læst hele min journal. Jeg har læst den flere gange og jeg har læst den meget grundigt, og jeg læser stadig i min journal. Jeg falder hele tiden over ting, som undre mig. Når jeg læser i min journal, så kan jeg læse at overlægerne ofte beskriver tegn på psykisk lidelse og symptomer. Et godt eksempel er, at i starten af min indlæggelse, så var der en overlæge, der skrev i min journal at jeg havde obsessive ruminationer. Kort fortalt, så betyder det at jeg tænker over et problem hele tiden i stedet for at tænke på en løsning på problemet. Det som er interessant er, at overlægen kun skrev dette en enkelt gang, og jeg har således ikke senere læst det i min journal.


Det står altså kun en enkelt gang i min journal i starten af min indlæggelse og det er ikke skrevet siden. Det som er interessant er følgende: Der står om mig at jeg har obsessive ruminationer. Jeg må derfor formode at det udtrykker overlægens opfattelse af mig som patient. Men hvordan kan det være at det kun står en enkelt gang i min journal? Hvis jeg virkelig havde obsessive ruminationer, så må det vel være relevant at gøre opmærksom på dette hver gang overlægen skal opdatere min behandlingsplan? Jeg vil fortolke situationen på følgende måde: Overlægen mener på et tidspunkt at jeg har obsessive ruminationer. Men nu mener han ikke længere at jeg har obsessive ruminationer. Det som gør situationen meget interessant i mine øjne, er at han jo på intet tidspunkt skriver i journalen, at jeg ikke længere har obsessive ruminationer, selv om det tilsyneladende er hans mening, for han skriver jo ikke længere om mine obsessive ruminationer.


Overlægen har altså skiftet mening undervejs i mit indlæggelsesforløb, men det er skjult for læseren, med mindre man nærlæser journalen, på samme måde som jeg læser journalen. I min verden er den korrekte fremgangsmåde på følgende måde: Overlægen skriver i min journal, når han ser et tegn på psykisk lidelse. Når overlægen så ikke længere ser dette tegn, så skriver han aktivt i min journal, at nu har patienten ikke længere dette tegn på psykisk lidelse. Det er i orden at overlægen skriver i min journal at jeg har obsessive ruminationer, men det er ikke i orden, at han glemmer at skrive i min journal, når jeg ikke længere har disse obsessive ruminationer.


Der sker således en ophobning af tegn på psykisk lidelse i journalen, for overlægens observationer bliver kun skrevet når der opstår et tegn på psykisk lidelse. Der bliver aldrig skrevet når et tegn på psykisk lidelse forsvinder. Det medfører også et andet problem. Hvis man ikke skriver når patienten får det bedre, men kun skriver når patienten får det dårligere, så er det jo ikke til at vurdere hvornår en behandling har virket. Hvis man ikke beskriver de positive ting der sker med patienten under indlæggelsen, hvordan dokumenterer man så egentlig at behandlingen har hjulpet?


Top