Tanker Om Retspsykiatri

Empati - at hjælpe andre

En gang imellem så undre personalet og overlægen sig over det jeg gør. Og en gang imellem så undre jeg mig over hvorfor de undre sig over det jeg gør. Personalet undre sig over hvorfor jeg ikke gerne vil hjem. Jeg har oplyst personalet, at jeg da gerne vil hjem, men at jeg har opdaget nogle problemer i retspsykiatrien, som jeg mener at så vigtige, at jeg gerne vil rette dem inden jeg kommer hjem. Det er da vigtigt at komme hjem, men det er endnu vigtigere at løse de problemer der er i retspsykiatrien, da disse problemer påvirker en masse patienter. Empati handler om at kunne forstå andre menneskers følelser. Jeg har selv været mishandlet i retspsykiatrien nu i mere end 4½ år.


Hvis jeg blev udskrevet, så ville jeg tænke på alle de mennesker som skulle ind i retspsykiatrien efter mig og udsættes for samme mishandling. Men hvad nu hvis jeg ikke blev udskrevet, så ville jeg optage en sengeplads i retspsykiatrien. Så længe jeg optager en plads i retspsykiatrien, så kan man ikke indlægge andre patienter på denne plads. Med andre ord, så længe man er i gang med at mishandle mig, så forhindre jeg retspsykiatrien i at mishandle en anden patient. En almindelig retspsykiatrisk patient er gennemsnitlig indlagt i 4 år. Man kan altså i retspsykiatrien behandle ca 10 patienter på 40 år med en enkelt sengeplads. Hvis jeg nu er indlagt i de næste 40 år, så har jeg teoretisk set forhindret ca 10 andre patienter i at blive mishandlet i denne periode.


I mine øjne er det en god handel. Det koster ganske vist at jeg skal være indlagt resten af mit liv, men jeg reder da ca 10 andre patienter fra mishandling. Personligt synes jeg at det er en god handel. Tænk hvis alle mennesker hjalp 10 andre mennesker, så ville verden efter min mening være et meget bedre sted at være. Jeg kender ikke de ti mennesker jeg ville kunne redde fra retspsykiatrisk mishandling, men det er nu heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at jeg handler, når jeg oplever at andre menneskers helbred er i fare. Min overlæge mener jeg skal hjem og tage mig af min datter. Men der er nok en derude i samfundet med samme intensioner som mig, som også vil redde 10 mennesker og måske er min datter en af dem.


Jeg kan da godt forstå at overlægen mener at jeg skal tænke på min familie, for han er da ikke interesseret i at jeg prøver på at lave om på overlægen og det overlægen gør ved patienterne. Overlægen føler at jeg blander mig i overlægens arbejde, men det er sandelig også meningen. Det kan godt være at jeg lyder naiv, men jeg hjælper 10 mennesker jeg ikke kender, i den forventning at der findes andre mennesker ude i samfundet, som har samme tanke, og som også hjælper 10 mennesker de ikke kender, og jeg håber at min datter er en af dem. Fremskridt har aldrig været gratis. Jeg vil gerne have fremskridt, men jeg er også godt klar over at det koster noget.


Top