Tanker Om Retspsykiatri

Du er for tyk ...

Det er efterhånden almindeligt at man måler og vejer patienterne på de fleste afdelinger. Men måske var det en god idé også at begynde at måle og veje personalet. Man ved efterhånden godt at mange forskellige former for medicin medfører en vægtøgning hos patienten, og man vil gerne have dokumentation for dette. MEN, jeg kan nu ikke rigtig lade være med at få lidt ondt i hovedet over at tænke på patienternes overvægt, når jeg sammenligner patienterne med personalet. Jeg bor på en afdeling hvor der er 12 patienter og cirka 28 personaler.


Vi har en enkelt patient som er tydeligt overvægtig. Nogle enkelte patienter som er lidt over normalen og nogle patienter som næsten er normal-vægtige. Hvis jeg derimod kikker på personalet, så har vi indtil flere personaler som er voldsomt fede og som nærmest vralter som en and når de går. Derudover har vi en del buttede kvinder. Vi har på denne afdeling flere overvægtige personaler end vi har overvægtige patienter. Derfor mener jeg at det ville være fornuftigt også at veje personalet. Der er lavet meget forskning omkring fedme. Man ved for eksempel at en god måde at tabe sig på er ved at få tynde venner.


Tynde venner har en adfærd som vil smitte af på den tykke person og dette vil medføre et vægttab. Men gad vide hvad der nu sker hvis en slank patient kommer ind på en afdeling hvor mange af personalerne er tykke? Personaler er også ansat som en form for rollemodeller for patienterne, men det kan godt gøre mig en lille smule nervøs på patienternes vegne. Hvis det virker slankende at være sammen med slanke mennesker, gad vide om det så ikke også virker fedende at være sammen med tykke personaler? Forestil dig at du er en lidt overvægtig patient. Du bliver nu indkaldt til et møde, hvor to voldsomt tykke personaler nu skal overbevise dig om at du skal tabe dig, fordi du er for tyk i henhold til deres beregninger. Ville du som patient føle dig motiveret af deres opfordring?


Top