Tanker Om Retspsykiatri

Del og hersk

Hvorfor man forhindre patienter i at tale med hinanden og have nærkontakt. Personalet er godt klar over at sammen er man stærkere. Det er derfor at personalet på en retspsykiatrisk afdeling bruger meget tid på at tale sammen om hvordan de skal opføre sig overfor patienterne. Personalet er godt klar over at hvis patienterne går sammen imod personalet, så vil der ikke være ret meget de kan gøre overfor patienterne. På det rent fysiske plan, så skal man huske på at på de fleste retspsykiatriske afdelinger i Danmark, så vil der typisk være et sted mellem 8 og 14 patienter på en afdeling, men der vil kun være 3 til 4 personaler på en sådan afdeling.


Hvis patienterne på en sådan lukket afdeling blev enige om at overfalde personalet, så ville personalet ikke være i stand til at gøre modstand, af den simple grund, at der jo er mange flere patienter end personaler. 'del og hersk' er noget der stammer helt tilbage fra romerne, hvis ikke tidligere. Hvis man er en magtenhed som er omringet af en magtenhed som er større end en selv, så vil det bedste man kan gøre være at prøve på at skille fjenderne, så de ikke længere handler sammen imod dig men derimod hver for sig. Dette føre til at man kan regere over en fjende som i virkeligheden er større end en selv, alene af den grund at fjenden ikke står samlet. Personalet gør mange forskellige ting overfor patienterne, for at forhindre at patienterne finder sammen overfor personalet.


En af de første ting de gør er at forhindre at patienterne har mulighed for at tale sammen i fred. Dette gøres ved at forhindre patienterne i at få mulighed for at være sammen uden at personalet kan se dem. Helt konkret gøres dette ved at indføre en regel om at patienter ikke må gå ind på hinandens stuer og være sammen. På denne måde sikre personalet sig at patienterne kun kan være sammen en sted hvor personalet kan overvåge dem. Hvis personalet får mistanke om at patienterne taler om noget som kan være en trussel i forhold til personalets magt, så griber de ind og skiller patienterne fra hinanden. Hvis to patienter, fx en mand og en kvinde får følelser for hinanden på en psykiatrisk afdeling, så vil man også gøre hvad man kan for at skille dem ad. Hvis nu en mandlig og en kvindelig patient får følelser for hinanden, så vil der ske det at de vil begynde at beskytte hinanden imod personalets uretfærdigheder.


Hvis der fx opstår en situation hvor kvinden kommer i en konflikt med personalet, så vil hendes ven eller kæreste jo automatisk prøve på at beskytte hende, og så har personalet ikke bare en umedgørlig patient, men pludselig to umedgørlige patienter. Det gælder derfor for guds skyld om at holde patienterne adskilt fra hinanden, så personalet har så lidt problemer at slås med som muligt. Hvis man ser på personalet så er de ens på det plan, at de er friske, de er ikke lukket inde, de kan komme og gå som det passer dem og de bruger meget tid på at tale sammen om deres situation og patienterne. Patienter er derimod meget forskellige, de har meget forskellige døgnrytmer og er psykisk meget forskellige. Man har altså to grupper af mennesker overfor hinanden, hvor den ene gruppe er meget homogen, og den anden er enormt spredt. Det giver personalet en stor magt og patienterne en meget lille magt.


Top

Retspsykiatrien er ikke interesseret i stærke patienter, for stærke patienter vil hurtigt finde sammen og blive endnu stærkere. Derfor skal patienter behandles på en sådan måde, at de bliver svage patienter. Den bedste måde at gøre en patient svag på er ved at give ham så tilstrækkelig meget medicin, at han ganske enkelt ikke han gøre noget som helst andet end at sove og spise. En sådan patient er ikke nogen trussel overfor personalets magt. Men er det virkelig det vi ønsker at gøre over for patienter? Målet var jo egentlig at hjælpe patienten, men nu er målet i stedet for blevet at have magt over patienten. Personalet bruger ofte en form for udmattelses-strategi overfor en patient, for at få han til at gøre som de ønsker han skal gøre. De presser patienten igen og igen, indtil han bryder sammen og gør som de siger. Man kan sige at der er tale om en form for gruppepres overfor patienten.


Det er en meget effektiv strategi, men den er også meget interessant, for den virker begge veje. Hvis en patient beslutter sig for at gøre noget bestemt overfor personalet og gør det igen og igen og igen, så vil han til sidst kunne få personalet til at bukke under for hans pres. Personaler er jo trods alt bare mennesker på samme måde som patienterne. Jeg har selv oplevet en medpatient, som havde fået den ide at sidde ved en bestemt plads ved bordet, selv om man på de fleste afdelinger har den regel at der ikke er faste pladser. Nogle gange når han kom ud til bordet, så var der en personale der havde sat sig ved hans plads. Han gik så ganske enkelt hen til denne personale og bad om at få sin plads og han blev stående og blev ved med at bede om sin plads indtil personalet rejste sig og satte sig et andet sted. Det er faktisk lige så let for en patient at få en personale til at bukke under, som det er for en personale at få en patient til at bukke under.


Forskellen ligger i at personalerne ved at det virker overfor patienterne, men det er kun de færreste patienter der ved at de kan få en personale til at bukke under, derfor prøver de kun sjældent. For mig handler det om at oplyse patienter om disse forhold, så der kan blive en mere lige balance i magtforholdet mellem patienter og personale. Personalets magt over patienterne medfører ofte at de vælger en magtstrategi overfor patienten. Hvis nu man kom i en situation hvor patienter og personaler var lige stærke, så ville magten ikke længere være en afgørende faktor. Så ville man pludselig komme i en situation, hvor man ville blive nødt til at forhandle med patienterne i stedet for at udøve magt over dem. Der findes faktisk mange måder hvorpå man kan fratage personalet deres magt, men det vil jeg komme ind på senere.


Top